Guldborgsund Kommune
Nykøbing F og mulighed for hjemmearbejde

Børne- og ungerådgivere (barselsvikarer) til Børn & Familie

Har du lyst til at blive en del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab, hvor vi arbejder sammen om børn og deres familiers trivsel? Hvis du kan nikke ja til det, så er der nu en unik mulighed for at blive en del af Børn & Familie, da endnu 3 af vores dygtige børne- & ungerådgivere skal på barsel.

Børn, Familie & Voksen Myndighed er en del af Center for Trivsel & Social Indsats i Guldborgsund Kommune. Centeret dækker hele det specialiserede socialområde fra barn til voksen.

I afdelingen Børn & Familie arbejder vi med børn i aldersgruppen 0-14 år, og denne del af afdelingen består af 70 engagerede medarbejdere fordelt i forskellige teams. Vi har kontorer på kommunens Rådhus.

De ledige stillinger vil blive tilknyttet vores myndighedsteam, som varetager sagsbehandlingen jf. Barnets Lov. Myndighedsteamet er opdelt i henholdsvis et Team1000 (barnets første 1000 dage), et modtagerteam samt et større indsatsteam, som er opdelt i 4 mindre teams samt et handicapteam. Hvilket team du vil blive en del af, vil vi vurdere ud fra dine ønsker, kompetencer samt det aktuelle behov i afdelingen.

Børn og Familie vægter tillid, faglighed og fællesskab højt. Vi arbejder systematisk og løsningsfokuseret, og vores mål er mindre bureaukrati og mere nærvær – med barnet i centrum.

Din hverdag og primære arbejdsopgaver:

Du får en alsidig og spændene hverdag, hvor du får god mulighed for at bringe dine kompetencer i spil. Afhængig af hvilket myndighedsteam du tilknyttes, vil du skulle behandle underretninger, udarbejde screeninger, afdækningsnotater eller børnefaglige undersøgelser jf. Barnets lov.

Fælles for stillingerne er også, at du skal følge op på – og igangsætte – relevante indsatser med henblik på at understøtte trivsel og progression hos barnet og familien. Du skal sikre, at barnets stemme og perspektiver indgår i sagsskridt på lige fod med øvrige omkring barnet og være opmærksom på at afdække og inddrage barnets netværk som en del af løsningen.

Du ville skulle deltage i – og facilitere – netværksmøder, og du kommer til at jonglere i et mangfoldigt netværk af samarbejdsrelationer dette både internt, eksternt, i de enkelte familier, tværfagligt og tværsektorielt.

Vi kan tilbyde:

  • Mindre og trygge teams med tæt samarbejde.
  • Løbende psykologisk supervision i teams.
  • Nærværende ledelse og let adgang til beslutninger.
  • Fokus på faglig sparring og kompetenceudvikling.
  • Et socialt miljø med torsdagskage, hyggelige arrangementer og teammøder.
  • Buddy ordning og oplæring i starten.
  • Gode muligheder for tæt opfølgning og faglig sparring i de enkelte sager, i samarbejde med teamkollegaer, faglige koordinatorer , afdelingsledere og jurist.
  • Mulighed for flere hjemmearbejdsdage om ugen samt flekstidsordning.
  • Frihed under ansvar også til at planlægge din arbejdsdag.

Vi leder efter dig, der:

  • Er uddannet socialrådgiver eller socialformidler med dokumenteret erfaring fra myndighedsområdet. Hvis du har dokumenteret erfaring med myndighedsarbejdet på børneområdet, men ikke er uddannet socialrådgiver eller socialformidler hører vi også gerne fra dig. Vi hører også gerne fra dig hvis du er på sidste del af dit socialrådgiverstudie og har haft din praktik inden for myndighed på børneområdet.
  • Er engageret og brænder for arbejdet med børn, unge og familier.
  • Trives i et stærkt kollegialt fællesskab med plads til sparring og forskelligheder.
  • Har en anerkendende tilgang og vægter tidlig forebyggelse.
  • Søger en arbejdsplads med højt til loftet og plads til udvikling samt sætte pris på kollegialt sammenhold.

Vi har delekontorer, hvorfor du skal kunne trives med dette.

Du skal være villig til at indgå i opgaveløsningen på tværs af teams og opgaver i Børn & Familie ud fra en behovsbestemt betragtning.

Sådan siger vores kollegaer om afdelingen:

"Her er fantastiske kollegaer, som altid er imødekommende og klar til at hjælpe.”
”Vi har en fantastisk arbejdskultur, tonen og stemningen er god.”
”Vi har et godt sammenhold, og der bliver jævnligt planlagt hyggelige sociale arrangementer som italiensk aften, lær at spille padel, mv.”
"Vi hjælper og støtter hinanden og har altid mulighed for sparring i de udfordringer som opstår.”
”Vi er en afdeling, hvor man sparrer og drøfter på tværs af teams, og hvor hjælpsomhed er et nøgleord.”
”Her får faglighed lov at blomstre, og man bliver anerkendt for sit arbejde.”
”Der bliver prioriteret synlig ledelse, og der er altid hjælp at hente, når man har brug for det.”
"Frihed under ansvar er det bedste!"

Interesseret?

Har du spørgsmål til stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte afdelingslederne Camilla Sandberg på tlf. nr. 2518 2144 (er tilbage fra ferie i uge 31) eller Mette Leegaard på tlf. nr. 2518 2146 (læg gerne en besked om at blive kontaktet, hvis opkaldet ikke kan besvares).

Forud for ansættelse indhentes referencer samt børne- og straffeattest, og ansættelsen vil være betinget af at de er tilfredsstillende.

Løn og ansættelsesforhold:

Løn efter gældende overenskomst.

3 barselsvikariater 37 timer ugentligt i perioden 01.10.2025 eller snarest efter og indtil videre frem til 01.04.2026 med mulighed for forlængelse heraf 1 barselsvikariat gerne med start fra 01.09.25.

Er du klar til at blive en del af fællesskabet?

Så send os din motiverede ansøgning, CV og relevante uddannelsesbeviser senest 14.08.2025. 1.samtale forventes afholdt 20. august 2025. Hvis vi vurderer, at der er behov for en 2.samtale, forventes denne afholdt 21. august 2025.

Vi glæder os til at høre fra dig.