Administrativ medarbejder hos DanskHåndbold Syd
Brænder du for håndbold og foreningsliv? Drømmer du om en dynamisk og alsidig hverdag med mange bolde i luften? Så er du måske vores nye medarbejder!
Vi søger en engageret medarbejder, der vil være en del af vores team og være med til at levere fremragende service og en god opgaveløsning til vores foreninger. Du vil få ansvar for events og arrangementer på dommerområdet, og du vil arbejde med dommerpåsætning og forskellige opgaver indenfor turnering og Beach Handball.
Din hverdag vil være præget af tæt samarbejde med foreninger, dommere og øvrige interessenter i DanskHåndbold. Du vil også arbejde sammen med vores politiske fagudvalg og deltage i møder og sparring i DanskHåndbold Syd og på tværs af DanskHåndbold
Om DanskHåndbold Syd
DanskHåndbold Syd er en af fire regioner i DanskHåndbold. Vi har godt 185 håndboldforeninger fordelt på Fyn og i Sønderylland og repræsenterer mere end 30.000 medlemmer indenfor håndbold. Regionen har en bestyrelse samt 6 udvalg (Turnering inkl. senior, Uddannelse, Børn, Unge, Talent og Dommer). Det er vores fælles opgave, at udbyde en række håndboldprodukter og serviceydelser til vores medlemsforeninger. Det er et bredt udbud af aktiviteter – for alle aktive i håndboldsporten – uanset alder.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være
- Planlægning og gennemførelse af forskellige arrangementer og events på dommerområdet i samarbejde med relevante interessenter
- Dommerpåsætning
- Support ved turneringsplanlægning og turneringsopgaver
- Deltage i planlægning og afvikling af Beach Handball-aktiviteter
Vi ønsker, at du
- Har en relevant mellemlang eller lang videregående uddannelse
- Interesse for og indsigt i foreningsidræt – gerne håndboldverdenen
- Erfaring med servicering af kunder (foreninger og medlemmer)
- Har praktisk erfaring med planlægning og gennemførselse af events og møder
- Evner at arbejde selvstændigt, struktureret og effektivt
- Bevidst om værdien af godt humør og evner at tage ansvar for temaet
- Gode kommunikative evner i både skrift og tale
- Godt kendskab til MS Office-pakken på brugerniveau
- Initiativrig, arbejdsom og fleksibel
Vi tilbyder
Et afvekslende job i en levende organisation, hvor vi har fokus på at udvikle os, så vi kan gøre det lidt bedre og yde den bedste service til vores foreninger og kolleger.
Du kan få stor indflydelse på din egen dagligdag og være med til at sikre udviklingen i DanskHåndbold Syd. Vores arbejdsplads bærer præg af passionerede kolleger, som alle arbejder for og med vores fælles værdier, som er begejstring, udvikling, fællesskab og tillid.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling, og arbejdsstedet er vores regionskontor i Odense, Stadionvej 50 C, 5200 Odense V. Vi forventer dog at flytte til området Middelfart/Fredericia senest i sommeren 2025.
Der må forventes sæsonudsving i arbejdsbelastningen. Afvikling af Beach Handball vil foregå på weekenddage i foråret, ligesom der i begrænset omfang kan være mødeaktivitet om aftenen og i sjælden grad i weekender. Du vil referere til regionschefen for DanskHåndbold Syd.
Ansøgning
Der er frist for ansøgninger torsdag den 19. september 2024, og vi forventer at holde samtaler onsdag den 25. september 2024. For yderligere oplysninger om stillingen, rettes henvendelse til Regionschef Brian Nielsen (tlf. 20 62 03 37).
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.