Nordjyske Jernbaner A/S
Hjørring

Trafiklederaspirant til vores fjernstyringscentral

Kan du holde flere bolde i luften ad gangen og har du evnen til at træffe velovervejede beslutninger, selv under pres?

Vi søger en trafiklederaspirant til vores fjernstyringscentral med opstart d. 1. januar 2024.

Uddannelsen til trafikleder varer 5 måneder og er en intern uddannelse som foregår på vores adresse i Hjørring. For at blive uddannet trafikleder, vil der i løbet af uddannelsen være flere prøver som skal bestås, for at kunne fortsætte uddannelsen. Til gengæld er du efter gennemført og bestået uddannelse garanteret et job som trafikleder i Hjørring.

Arbejdsopgaver

Det er fjernstyringscentralen, der har det store overblik over tog og personale, og derfor bliver du som trafikleder involveret i rigtig mange typer af opgaver.

Arbejdet omfatter bl.a. signalgivning på Hirtshals- og Skagensbanen, hvor trafiklederen er ansvarlig for sikkerheden, og overvågning af trafikken på strækningen fra Frederikshavn til Skørping. Det kræver, at man er i stand til at holde mange bolde i luften, og kan prioritere hvad der er vigtigst. Vi er bemandet 24 timer i døgnet, 365 dage om året.

Vores forventninger til dig

Vi leder efter en person, som har de rette menneskelige kompetencer og det rette mindset. For at blive en god trafikleder er det afgørende at du kan bevare overblikket og roen – også når det brænder på. Når der er udfordringer i trafikken, er det vigtigt, at du er nærværende og kan træffe hurtige og velovervejede beslutninger, føre dem ud i livet og sikre et højt kommunikationsniveau til kollegaer, ledelse og samarbejdspartnere. Det er desuden afgørende for din succes i rollen, at du trives med at arbejde tæt sammen med dine kolleger i hverdagen, og ser det som en holdindsats (på tværs af afdelinger) at få togene sikkert og punktligt frem.

Af hensyn til trafiksikkerheden skal du tale og skrive dansk, ligesom du også skal opfylde visse helbredskrav. I rekrutteringsforløbet skal du derfor have foretaget en lægelig vurdering af hørelse, synssans, farvesans, sukkersyge mv. Hvis du vil vide mere om kravene, kan du læse mere på Trafikstyrelsens hjemmeside. Du skal ligeledes kunne stille med en ren straffeattest.

Derudover anvendes også personprofiltest i rekrutteringen.

Hvad kan du forvente?

Du tilbydes en attraktiv stilling med udfordrende opgaver i en virksomhed, hvor vi alle ”kører tog”. Du bliver bindeled mellem afdelinger og funktioner, og det er vigtigt, at du kan se dig selv i en funktion med meget bred berøringsflade.

Du får en masse gode og engagerede kollegaer, og bliver en del af en virksomhed, hvor værdierne: ”ansvarlighed, passion og glæde”, er en naturlig del af vores DNA. Vi deler alle den samme passion for at levere sikker og punktlig togdrift.

Tonen er uformel, vi kerer os om hinanden, og det skal være sjovt at gå på arbejde i Nordjyske Jernbaner.

Løn

Ansættelsen er omfattet af Overenskomst for trafikstyringspersonale mellem KL- HK kommunal og HK Trafik og Jernbane. Under uddannelsen udgør løn ekskl. pension kr. 25.193,94 pr. mdr. Hertil kan komme evt. ulempetillæg for nat- og weekendarbejde.

Som færdiguddannet trafikleder udgør løn ekskl. pension kr. 31.915,69 pr. mdr. Hertil kommer evt. ulempetillæg for nat- og weekendarbejde.

Ansøgning

Vil du vide mere, så kontakt teamleder Lasse Christensen på: 2485 4047, alle hverdage imellem kl. 9.00 og 11.00.

Send din ansøgning og CV via linket hurtigst muligt, idet vi løbende indkalder til samtaler.


Virksomheden

Nordjyske Jernbaner A/S (NJ) er en velfungerende privatbane med hovedkontor i Hjørring. Virksomheden blev stiftet den 1. januar 2001 som en sammenlægning af Skagensbanen A/S og Hjørring Privatbaner A/S.

Der er gennem de seneste år sket en gennemgribende modernisering og rationalisering af hele virksomheden og samtidig investeret for mere end 600 mio. kr. i nye skinner, tekniske anlæg og togmateriel.

I 2017 overtog Nordjyske Jernbaner den regionale togdrift fra Skørping til Frederikshavn fra DSB og betjener nu strækningerne fra Skørping i syd til Hirtshals og Skagen i nord.

NJ har 25 togsæt, betjener næsten 3 mio. passagerer og har ca. 120 medarbejdere. Du kan læse mere om Nordjyske Jernbaner A/S på www.nj.dk.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.