
Værkstedsleder – bliv leder for vores nye værksted i Fredericia
Har du viden om jernbanebranchen? Og kunne du tænke dig en hverdag, hvor du og dit team af håndværkere bidrager til den grønne omstilling ved at holde vores lokomotiver og vogne sikkert på skinnerne?
Så får du her chancen for at bygge et helt nyt værksted og team op fra bunden i en spændende international virksomhed, der tilbyder CO2-neutral godstransport på tværs af Europa.
”Rammerne er på plads, men det er dig, der sætter holdet. Og så får du et internationalt netværk af gode kolleger i ryggen, som alle glæder sig til at hjælpe dig godt fra start.” Head of Asset Management & Maintenance Jens Gøtzsche.
Sæt dit præg på vores nye værksted
Det nye værksted i Fredericia har til opgave at sikre vedligehold af vores flåde af lokomotiver. Det er en funktion, som vi tidligere har udliciteret, så du får en vigtig rolle i udviklingen af værkstedet og opbygningen af det nye team – der til at starte med kommer til at bestå af 11 kolleger.
Din første opgave vil være at sætte det rette hold til opgaven. Nogle af specialisterne er vi dog allerede gået i gang med at finde til dig, ligesom der er styr på processerne og rammerne for opbygningen af værkstedet.
Og når holdet er sat, kan du se frem til en hverdag, hvor du skal:
- lede, udvikle og motivere dine medarbejdere
- sørge for, at værksted og materiel lever op til sikkerhedskrav og lovgivning for området, og at standarder, regler og vejledninger for vedligeholdelse af rullende materiel overholdes
- varetage afdelingens budget og sørge for overholdelse af værkstedets økonomiske rammer
- medvirke til løbende udvikling af virksomhedens materielstrategi
- sikre et godt samarbejde med andre funktioner, fx vores sikkerhedsvagt og undersøgelsesleder omkring tekniske forhold vedr. lokomotiver og vogne
- løbende udvikle og optimere processer og driften af værkstedet med fokus på digitalisering.
På sigt vil du også skulle udbygge værkstedet og medarbejdergruppen, så du får masser af potentiale for udvikling.
Bliv en del af et godt internationalt netværk
Udover et tæt samarbejde med kolleger fra forskellige funktioner i Danmark, kan du se frem til at indgå i et stærkt internationalt netværk sammen med andre værkstedsledere. Her kan du hente opbakning og sparring blandt gode kolleger, der står klar til at dele deres erfaringer med dig.
”Du får fantastisk gode kolleger både i DK og internationalt, der er nørdede – på den gode måde – og glade for teknik. Så kan du godt lide at lege med 130 tons tungt legetøj, så passer du lige ind.” – Jens
Lederevner og viden om jernbanebranchen
Vi er åbne for din baggrund, men det er afgørende, at du har forståelse for jernbanebranchen og dens kompleksitet. Det er selvfølgelig et stort plus, hvis du har ledererfaring med i rygsækken, men vi hører også gerne fra dig, hvis du har erfaring med området og er klar til at udvikle dig i en lederrolle.
Derudover forestiller vi os, at du har:
- en teknisk baggrund – det kan både være som håndværker, ingeniør eller noget helt tredje
- evnen til at håndhæve processer og sætte retningen for et team af håndværkere
- kendskab til ECM og sikkerhedsledelsessystemer
- kendskab til risikoanalyser/risikovurderinger og erfaring med tilsyn og eftersyn
- gode kommunikationsevner på engelsk.
Det grønne alternativ på skinner
Hos DB Cargo transporterer vi gods sikkert rundt til hele Europa via jernbanenetværket. Og vi gør det med et grønt hjerte – for vi udleder nemlig 80 % mindre CO2 end almindelig vejtransport. Du bliver en del af vores skandinaviske enhed med 280 kolleger. Læs mere om os og mød dine fremtidige kolleger her.
Klar til at stige ombord?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Head of Asset Management & Maintenance Jens Gøtzsche på 42 14 23 59.
Send din ansøgning og dit CV via linket. Vi afholder samtaler d. 17. april i Fredericia, så vi skal have din ansøgning senest d. 11. april.
I DB Cargo har vi et ønske om at give alle ansøgere lige vilkår. Så for at minimere risikoen for bias, opfordrer vi dig til at undlade foto og personlige oplysninger i dit CV, så vidt muligt.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.