2+ Revision Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab

Erfaren revisor til dynamisk team med fokus på samarbejde

2+ Revision Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab Haderslev

Indrykket 

Vil du have mulighed for at bruge din erfaring og samtidig have chancen for at dykke ned i de områder, der har din interesse?

Så slut dig til 2+ Revision. Her får du gode kolleger med masser af drive samt mulighed for efteruddannelse og videreudvikling.

”Det fede ved jobbet er alsidigheden. Du ved, hvad du skal lave, og der er tid til fordybelse, men tit kommer der noget ind fra højre, der kræver din opmærksomhed. Det giver lige et afbræk, og er det ekstra krydderi i hverdagen,” fortæller Per Kristensen, som er partner i 2+ Revision.

Velkommen til holdet

2+ Revision er en uafhængig revisionsvirksomhed. Vi brænder for vores fag, og på kontoret i Haderslev venter fem gode kolleger på at byde velkommen til en hverdag, hvor du indgår i tæt dialog og samarbejde med både kunder og kolleger. Desuden tæller teamet tre kolleger i Grønland.

Vi er en virksomhed i konstant udvikling og vækst. Det vil du hurtigt mærke, når du slutter dig til os, men du vil også samtidig opleve, at vi løfter i flok, og at vi hygger os, mens vi gør det.

Kom i dybden med revisorfaget

Du får ansvar for en kundeportefølje, som du betjener selvstændigt, men du kan også se frem til at deltage i projektteams på større opgaver. Det kan fx være revisionsopgaver for internationale kunder eller unikke specialopgaver.

Der er med andre ord stor variation i opgaverne, men overordnet set kan du se frem til en hverdag, hvor du hjælper vores kunder med:

  • revision
  • udarbejdelse af regnskab
  • skatteopgørelser
  • rådgivning

Et godt arbejdsmiljø, hvor vi bakker op om din udvikling

Du træder ind i et uformelt arbejdsmiljø med korte kommandoveje, hvor vi sparrer om tingene i dagligdagen. Vi samarbejder også med andre revisionshuse i og uden for Danmark og har et netværk af specialrådgivere, vi kan trække på – bl.a. inden for skat, moms og afgifter.

Vi sørger selvfølgelig for, at du vil få en grundig introduktion til måden, vi arbejder på. Og så bygger vi på din viden gennem kurser og efteruddannelse, så du hele tiden bliver udfordret og får mulighed for at udvikle dig – selvfølgelig efter dine egne ambitioner. Og har du et specielt felt, som har din særlige interesse, er der mulighed for at dykke ned i det også.

”Og skulle du pludselig få udlængsler, er der også mulighed for at komme på udveksling gennem en af vores samarbejdspartnere,” slutter Per.

Brug din erfaring og dit drive

Vi søger en kollega, som trives i et dynamisk miljø, hvor samarbejdet med både kolleger og kunder bliver prioriteret. Du er udadvendt og åben for nye udfordringer og trives med en hverdag, hvor du aktivt varetager kontakten til dine kunder. Vi forestiller os desuden, at du:

  • er uddannet revisor
  • har erfaring fra revisor- eller regnskabsbranchen
  • er hjemmevant bruger af gængse IT-værktøjer såsom Excel og Word
  • måske kan kommunikere på engelsk, da vi har en del internationale kunder, men det er på ingen måde et krav

Vil du med på holdet?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte partner Per Kristensen på 74 53 22 99.

Send din ansøgning og dit CV til via linket hurtigst muligt. Vi inviterer løbende kandidater til samtale, så send din ansøgning allerede i dag.

Vi ser frem til at høre fra dig.