Control Union Danmark A/S

Afdelingsleder til certificeringsafdeling

Control Union Danmark A/S Hundested

Indrykket 

Vil du være en del af løsningen for danske virksomheder i tekstil-, træ- og papirbranchen, som gerne vil leve op til bæredygtighedskrav i en række anerkendte certificeringer?

Control Union Danmark A/S søger nu en leder, gerne med erfaring indenfor certificering, auditering eller kvalitetssikring, til at varetage den daglige ledelse og udvikling af vores certificeringsafdeling.

Velkommen til Control Union

Control Union har tilstedeværelse i mere end 70 lande og er en ledende virksomhed, som tilbyder certificering, kontrol og inspektion på tværs af alle brancher. I Danmark er vi for alvor ved at blive etableret og er i stor vækst især indenfor tekstilcertificering og certificering af træ- og papirprodukter. Derfor leder vi efter dig, som gerne vil være med i vores udvikling. Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores danske certificeringsafdeling, som lige nu består af 5 personer.
Vores hovedkontor ligger i Randers, mens vores certificeringskontor p.t. ligger i Hundested. Som afdelingsleder arbejder du som udgangspunkt fra kontoret, hvor du har mulighed for at sparre med dine kollegaer.

En omskiftelig hverdag med et selvkørende og professionelt team

Hvis du motiveres af at lede og udvikle et mindre team og samtidig brænder for bæredygtighed – så er det præcis dig vi søger. Med reference til den administrerende direktør får du det daglige ansvar for 5 dygtige medarbejdere. Endvidere vil du indgå i forskellige ledergrupper på tværs af afdelinger i andre lande.
Vores certificeringsafdeling består lige nu af 3 auditors, en administrativ medarbejder, en certifier og vores afdelingsleder. Vi er i øjeblikket i gang med at ansætte både en auditor og en certifier mere. Som afdelingsleder får du ansvaret for den daglige ledelse og planlægning af afdelingens opgaver, herunder især koordinering af vores mange audits. De virksomheder vi samarbejder med er primært danske handelsvirksomheder. De mest efterspurgte certificeringer er i øjeblikket Global Organic Textile Standard (GOTS), Textile Exchanges Standarder (fx GRS og OCS) og Forest Stewardship Council (FSC).

Som leder af certificeringsafdelingen er det din opgave at:

  • Prioritere og planlægge opgaver for teamet, herunder vores mange audits
  • Samarbejde med direktøren om at udvikle og planlægge nye tiltag og opgaver
  • Kunne sælge certificering til virksomheder, som endnu ikke er kommet i gang
  • Sparre med vores kontraktansvarlige om udarbejdelse af tilbud til vores kunder
  • Planlægge og afholde møder internt og eksternt
  • Deltage på messer, seminarer, generalforsamlinger i netværket m.m.
  • Deltage i online og fysiske møder i Randers og på andre CU-kontorer i andre lande
  • Ansvar for oplæring og fortsat uddannelse af afdelingens medarbejdere
  • Vedligeholde og videreudvikle diverse interne håndbøger, arbejdsredskaber og procedurer
  • Sparre dagligt med de enkelte medarbejdere i afdelingen om stort og småt
  • Samle afdelingen og bidrage til social trivsel

Din baggrund og erfaring

Du trives med en hverdag fuld af kundekontakt og kommunikation. Du kan samle et team og få hver enkelt medarbejder til at gøre det, de er bedst til og samtidigt have fokus på, at de udvikler sig. Du brænder for at være en del af certificeringsverdenen og for at opnå faglig viden indenfor dette fagfelt. Du arbejder selvstændigt og superstruktureret.

Det er nødvendigt, at du:

  • Har mulighed for at møde fysisk på kontoret mindst 4 dage om ugen
  • Har ledelseserfaring, gerne fra et mindre team
  • Har erfaring med certificering, standarder, auditering, kvalitetssikring
  • Er opsat på en stejl læringskurve indenfor vores arbejde med certificering
  • Taler, læser og skriver dansk
  • Taler, læser og skriver engelsk

Vi forestiller os, at du:

  • Motiveres af udvikling
  • Er struktureret og ordentlig
  • Er vild med at arbejde i et team
  • Er udadvendt og motiveres af kundekontakt
  • Er omstillingsparat og løsningsorienteret
  • Kommunikerer professionelt og høfligt
  • Motiveres af at lære nyt
  • Sætter en ære i at være omhyggelig og korrekt

Vi tilbyder dig:

  • En 30-37 timers stilling med fleksible arbejdstider og mulighed for afspadsering
  • Mulighed for at være med til at præge og udvikle afdelingen
  • Et hyggeligt fællesskab i certificeringsafdelingen
  • Et internationalt arbejdsmiljø
  • Gode muligheder for at udvikle dig personligt
  • Fair løn efter kvalifikationer

Er du vores nye kollega?

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt Astrid Wodschow på tlf. 9292 3448.
Send os hurtigst muligt din motiverede ansøgning og dit CV på awodschow@controlunion.com.
Vi afholder samtaer løbende.

Vi glæder os til at høre fra dig!