AK-Byg Solbjerg 1985 A/S

Tømrersvende til velrenommeret tømrervirksomhed

AK-Byg Solbjerg 1985 A/S

Ligesom os, så står du for det gode håndværk. Du har hænderne godt skruet på, og dit arbejde er en garanti for kvalitet.

Hos AK Byg bliver du ikke bare en del af en succesfuld, klassisk tømrervirksomhed – men også af en social og moderne arbejdsplads. En arbejdsplads, hvor vi vægter sikkerhed og det gode samarbejde højt.

    Tømrermester Niels Astrup uddyber: ”Du vil opleve, at du ikke kommer til at mangle noget her. Vi er totalt digitaliseret og køber det rigtige kvalitetsudstyr, så du og dine kolleger har forudsætningerne for at løse opgaverne bedst muligt.”

Løs alle slags tømreropgaver

Sammen med dine 35 kolleger løser du opgaver for både private og offentlige kunder, ligesom vi også har rammeaftaler. Du får en fleksibel hverdag, hvor vi sammensætter vores teams efter dig og dine kollegers kompetencer samt kundens behov. Her laver du alt lige fra nybyg og tag til vinduesudskiftning og loft-montage. Vi har også et veludstyret snedkerværksted, hvor vi løser specialopgaver efter kundernes ønsker.

Du kører ud hjemmefra til opgaver i både Århus, Odder og Skanderborg og møder ind på pladsen kl. 7.00-15.30 mandag-torsdag. Om fredagen byder vi weekenden velkommen kl. 12.30.

Vi har lige købt nye firmabiler, og en ny medarbejder med de rette kvalifikationer vil få en af dem at køre i.

Kom og vær en AK’er – her har vi det godt

Alle skal have det godt. Og det har vi. Du vil blive en del af en virksomhed med et godt socialt sammenhold og en stærk virksomhedskultur. Mindst 2 gange om året går firmaet sammen med vores personaleforening og holder en god fest for os. Du inviteres også til spontane arrangementer fx grill og fredagshygge på en varm sommerdag, ligesom vi også deltager i DHL Stafetten hvert år i august.

    ”Vi gør virkelig noget ud af det her hos AK Byg. Du vil hurtigt mærke den gode stemning, der hersker – og vi glæder os til at byde nye kolleger velkommen,” slutter Niels.

Har du det, der skal til?

  • Du kan enten være en nyuddannet eller erfaren tømrersvend – vi hører gerne fra dig uanset dit erfaringsniveau.
  • Du er kvalitetsbevidst og god til at planlægge dit arbejde.
  • Du nyder det gode samarbejde og samvær.
  • Du har kørekort B – BE-kørekort er en fordel, men ikke et krav.
  • Du taler og skriver dansk.

Sådan kan du blive vores nye kollega

Send os din ansøgning og dit CV via linket nedenfor hurtigst muligt. Vi indkalder til samtaler løbende, så tøv ikke med at søge stillingen. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte tømrermester og ejer Niels Astrup på 22 68 19 21. Tiltrædelse er snarest muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig!


Om virksomheden

AK Byg A/S er en velrenommeret, mellemstor tømrervirksomhed i Solbjerg lidt uden for Århus med 40 ansatte, som har stor erfaring med entrepriser af alle størrelser og typer med udgangspunkt i Århus og omegn. Vi har en solid kundebase – både private, erhverv og det offentlige.

Læs mere om os her.

Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.