JN Data A/S

PRODUCT OWNER – Webserver

JN Data A/S, Silkeborg eller Roskilde

Brænder du for at have styr på tekniske løsninger, der gør en forskel for vores kunder?

Er du vant til at tage ansvar for webserver-platforme? Og er du klar på nye udfordringer i en spændende organisation? Så er det måske dig vi søger til vores nyoprettede stilling som Product Owner for webserver-teknologier.

JN Data er en af de absolutte sværvægtere inden for IT-drift i den finansielle sektor. Vi råder over ekspertise inden for en række avancerede teknologier og har omfattende erfaring i effektiv og pålidelig håndtering af alle aspekter af IT-drift og IT-infrastruktur. Vi er 700 kompetente og resultatorienterede medarbejdere, som betjener over 40.000 individuelle arbejdspladser.

Fokus på sikker drift af kundernes systemer

Du bliver en del af Webserver-teamet i Platform Operation. Teamet har ansvar for en lang række produkter hos alle vores kunder – f.eks. applikationer, Middleware (IIS, Websphere, JBoss m.f.) og diverse komponenter. I jobbet som Product Owner, for disse produkter, bliver dine arbejdsopgaver at tilegne dig tilstrækkelig teknisk indsigt i produkterne og de ”landskaber” de indgår i, til at kunne varetage den nødvendige vedligeholdelse af produkterne.

Du skal proaktivt planlægge og følge op på nye versioner, sikre patchudsendelser på månedlig basis i samarbejde med Deploy teamet samt have overblik over sikkerhedskonsekvenser i forbindelse med diverse installationer, opdateringer og nye systemer.

Herudover skal du:

  • have forståelse for dokumentation af vores produkter
  • i samarbejde med vores servicearkitekt sikre, at de rette aftaler indgås med vores Customer team
  • deltage i projektarbejde i mindre og større opgaver med opgradering af produktporteføljen
  • indgå i tæt samarbejde med teknikerne for platformene, med andre produktejere og softwaredistributører både i JN Data og hos vores kunder.

JN Data har hovedsæde i Silkeborg og kompetencecenter i Roskilde. Denne stilling kan besættes både i Roskilde og Silkeborg, da der er kompetente kolleger i teamet begge steder. Du skal forvente at der ind i mellem vil være behov for rejse mellem vore afdelinger i hhv. Silkeborg, Roskilde og Warszawa.

IT-tekniker med erfaring fra en større IT-afdeling/virksomhed

Vi forventer, at du har en relevant videregående IT uddannelse suppleret med relevant erfaring, f.eks. fra en større IT-virksomhed eller fra en IT-afdeling i en større virksomhed.

Det er en forudsætning, at du har indgående kendskab til installation og håndtering af software på Windows/AIX/LINUX OS, samt kan tage hånd om opgraderinger og vedligeholdelse af produkterne i en automatiseret og konsolideret IT-infrastruktur.

Derudover forventer vi, at du:

  • Er selvstændig, resultat -og løsningsorienteret
  • Arbejder systematisk og grundigt
  • Er vant til at dokumentere dit arbejde
  • Kan begå dig på alle organisatoriske niveauer internt og eksternt
  • Kan sætte dig i kundernes situation og forstå deres problemstillinger
  • Trives med mange bolde i luften og kan overskue komplekse problemstillinger
  • Har gode formuleringsevner - både mundtligt og skriftligt på henholdsvis dansk og engelsk

I JN data vinder vi sammen, det er derfor vigtigt for os, at du er en god samarbejdspartner og en teamplayer – både for kunder og kollegaer. Vi sætter faglig sparring højt, og det skal du, som vores nye kollega også gøre, så vi sammen finder den rigtige og mest enkle løsning for vores kunder.

Vi har fokus på dit potentiale og din udvikling

Hvis du har kvalifikationerne, kompetencerne og ikke mindst dedikationen, så kan vi til gengæld give dig: gode kolleger, som er specialister inden for deres fag, en uhøjtidelig omgangstone og en virksomhed, som på mange fronter er på vej fremad med en klar forretningsstrategi.

Vi planlægger et introduktionsforløb for dig fra første dag, og du får tilknyttet en mentor, så du hurtigt bliver fortrolig med din nye rolle og dine opgaver. Vi sikrer løbende fokus på dit potentiale og din udvikling ved faste feedback-samtaler med din leder.

Lyder det som noget for dig?

Send din ansøgning via linket. Hvis du har flere spørgsmål om jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Jesper Ansdal 2488 4212. Ansøgninger vurderes efterhånden som de modtages, og relevante kandidater bliver løbende indbudt til samtaler.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Bemærk: For at blive ansat i JN Data, skal du fremvise en ren straffeattest og må ikke være registreret i Experians RKI-register. Dette følger vi op på ved samtalerne.


Om JN Data

JN Data leverer sikker, stabil og effektiv IT-drift, -infrastruktur og -service til den finansielle sektor. I samarbejde med vores kunder når vores løsninger ud til mere end 40.000 ansatte i 200 banker- og realkreditinstitutter i Danmark og Norden. Vores løsninger betyder også, at bank- og realkreditkunder eksempelvis kan overføre penge i netbanken, bruge dankortet, få udbetalt løn eller benytte Mobilepay og Apple Pay.

Fordi vi direkte eller indirekte er inde over mange forskellige services til ansatte og forbrugere, er det helt afgørende, at vores datacenter er en velsmurt maskine, hvor kapacitet, svartider, tilgængelighed og sikkerhed er i top. Vores dedikerede medarbejdere er nøglen til, at vi fortsat vedligeholder og opbygger fremtidens IT-løsninger til en finansbranche i rivende udvikling. I Danmark har vi kontorer i Silkeborg og Roskilde, og sammen med vores konsulenter i Polen er vi mere end 700 IT-professionelle.

JN Data er ejet af Jyske Bank, Nykredit, Bankdata, SDC og BEC, som sammen med Silkeborg Data udgør vores seks kunder. Læs mere om os på www.jndata.dk og følg os på LinkedIn.

Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.