LyderJohnsen A/S

Novadan er en innovativ, international produktions- og servicevirksomhed, der blev etableret i 1980. Novadan råder over eget laboratorium og produktionsapparat, hvor der udvikles og fremstilles et bredt kvalitetssortiment af rengørings-, vaske- og desinfektionsmidler. På disse områder er Novadan i dag blandt de førende på markedet.

Virksomheden er en kompetent samarbejdspartner inden for løsning af enhver rengøringsopgave. Novadan er leverandør af rengørings- og hygiejneløsninger af høj kvalitet til både private og offentlige virksomheder, hvor kvalitetsrengøring spiller en afgørende rolle.

Som international leverandør af rengørings- og hygiejneløsninger fokuserer, Novadan på at levere høj kvalitet til deres kunder og samtidig være ansvarlig for miljøet.

Novadan eksporterer til kunder i 35 forskellige lande, fordelt i det meste af Europa, Mellemøsten, Østeuropa og Afrika, hvortil der produceres 32.000 t/år. Virksomheden er ejet af det amerikanske selskab ITW, som er en Fortune 200 virksomhed med 50.000 ansatte i 57 lande. Der er ca. 85 ansatte i virksomheden, der er beliggende tæt på motorvejen i Kolding, i pæne og lyse bygninger.

Læs mere på www.novadan.dk.

Strategisk Indkøber

- med et stærkt købmandsgen

Kan du bidrage til fortsat vækst og succes?

Med udgangspunkt i virksomhedens hovedkontor bliver du ansvarlig for Novadans indkøbsfunktion. Du refererer til fabrikschefen og indgår i et tæt samarbejde med virksomhedens økonomiafdeling, råvaremodtagelse, planlægning samt udviklingsafdeling. Du vil få en varieret hverdag, der vil være en kombination af daglige, praktiske hands-on-opgaver, samarbejde med ITW’s sourcinggrupper i England, samt det overordnede ansvar for at optimere virksomhedens indkøb.

Du vil være den udførende part i at indgå aftaler med eksisterende leverandører, afsøge markedet efter alternative leverandører, samt sørge for løbende opfølgning af leverandørernes performance, herunder kvalitet og leveringsservice. De rent praktiske indkøbsprocesser fungerer fint for nuværende, men der er mulighed for at strukturere og optimere processerne med besparelser til følge både økonomisk og tidsmæssigt. Indkøbsvolumen er på ca. 60 mio. dkr/år og foregår inden for produktområderne kemi og emballage.


Købmand – forhandling – struktur

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Du har dog som minimum tilegnet dig en solid erfaring inden for indkøb og leverandørforhandling. Du forstår mekanismerne i markedet, samt bestrider evnen til at indgå aftaler, der tilgodeser virksomhedens økonomiske og strategiske interesser. Du har gerne erfaring med en ordreproducerende virksomhed inden for den kemiske verden, og du er forhandlingsvant og initiativrig. Du behersker engelsk på forhandlingsniveau i både skrift og tale, og hvis tysk er en del af din værktøjskasse, vil det være en fordel. Du har stor erfaring i Excel som analyseværktøj og har tidligere skabt resultater indenfor etablering af rutiner og strukturer i indkøbssystemer. Din bopæl er inden for daglig køreafstand til Kolding, og du ser 10-20 årlige rejsedage som en spændende mulighed for internationalt samarbejde.

Som person er du udadvendt, positiv og engageret. Du kommunikerer godt på alle niveauer, og er god til at etablere og fastholde et stærkt personligt netværk. Du er forandringsvillig og forstår vigtigheden af et godt samarbejde på tværs i organisationen. Du har en udpræget sans for at få tingene til at lykkes, såvel internt som eksternt. Din kombination af godt humør, vedholdenhed og godt købmandskab sikrer, at du når dine og virksomhedens mål.


Spændende muligheder i motiverende miljø

Du tilbydes en spændende og udfordrende stilling, hvor du bliver en del af en flad organisation med en uhøjtidelig tone, og fokus på initiativ og engagement. Du får mulighed for både personlig og faglig udvikling, som vil være sikret blandt kompetente og motiverede medarbejdere. Du vil naturligvis få fuld opbakning fra virksomhedens andre funktionsområder, og gennem en engageret indsats får du mulighed for at præge såvel din egen som virksomhedens udvikling.

Gagepakken, indeholdende løn, pension, sygeforsikring og andre personalegoder forhandles individuelt på et niveau, der modsvarer stillingens krav og dine kvalifikationer.

Virksomheden får ikke kendskab til din henvendelse uden din accept.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Else-Marie Stærmose på telefon +45 4292 2345, mail: ems@lyderjohnsen.dk.

Samtaler vil foregå hos LyderJohnsen A/S i Fredericia.

Send venligst din ansøgning og dit CV mærket ”Strategisk Indkøber, Novadan” til: ans@lyderjohnsen.dk.

Husk at anvende den e-mailadresse, som vi skal bruge til senere kontakt.

Annoncen opdateres automatisk hver fjerde uge på jobportalerne. Dette er ikke et udtryk for, at rekrutteringsprocessen er startet forfra. Det er en konsekvens af, at vores stillingsannoncer ligger online, indtil rekrutteringsprocessen er afsluttet.


Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.