JobsøgningNy i job

3 fejl­ag­ti­ge fo­re­stil­lin­ger nyud­dan­ne­de gør sig om job­søg­ning

Som nyuddannet har du sikkert en masse tanker om jobsøgning og det første job. Men hvor meget af det, du forestiller dig, holder stik? Jobkonsulent Pernille From Hansen har 8 års erfaring med nyuddannede. Her afliver hun tre forkerte forestillinger – og guider dig til dit første job.

1. ”Virksomheder ansætter kun folk med erfaring”

Den første forestilling handler om at tro, at virksomhederne ikke ansætter nyuddannede. De fleste jobannoncer efterspørger erfarne profiler, så det må jo betyde, at der ikke er brug for de nyuddannede.

”Sådan er det ikke. Alle, der er erfarne nu, har jo selv været nyuddannede, så selvfølgelig ansætter virksomhederne også nyuddannede. Ofte når stillingerne bare ikke at blive slået op,” fortæller Pernille.

Det skyldes, at mange virksomheder undersøger deres netværk for den rette person til jobbet, før de slår en stilling op.

”Typisk skal man ikke have lige så mange specifikke kompetencer for at bestride en stilling som nyuddannet. Det betyder, at der er flere personer, som kan varetage de job – og derfor bliver stillingerne hurtigere besat,” forklarer Pernille.

Vil du fluks i job, er finten altså at gøre opmærksom på dig selv inden, virksomheden har slået et job op. Et stykke hen ad vejen handler det om at have den rette timing, hvilket er umulig for dig at vide.

Til gengæld kan du søge uopfordret – eller vise, hvad du kan gennem et praktikophold eller studieprojekt. På den måde ligger du i hvert fald i toppen af virksomhedens bevidsthed, næste gang de mangler en nyuddannet.

LÆS OGSÅ: Nyuddannet? Husk at søge uopfordret

2. ”Virksomheder er ikke åbne over for uopfordrede henvendelser”

Og netop det at søge uopfordret er der også mange fordomme omkring. En af dem handler om at tro, at virksomhederne har for travlt til at blive kontaktet.

”Men tidligere rekrutteringsundersøgelser har faktisk vist, at hele 72 procent af virksomhederne er positive over for at blive kontaktet uopfordret af folk med en – for virksomheden - relevant faglighed,” fortæller Pernille.

Samtidig afliver hun en anden fordom i samme kategori, som går ud på, at uopfordrede ansøgninger ikke kan betale sig, fordi de ender i HR’s arkiv:

”Når folk snakker om uopfordrede ansøgninger, der strander, tænker de ofte på store virksomheder med en HR-afdeling og mange regler og processer for ansøgningen. Men lad være med det. Fokuser i stedet på alle de mindre virksomheder. De har samme spændende opgaver, men ikke nær så mange ansøgere eller en HR-afdeling. Her havner din ansøgning nemmere i de rigtige hænder,” siger Pernille.

3. ”Mit første job er drømmejobbet”

Forventer du også, at dit første job er en stor stilling med en god løn og hæsblæsende opgaver? Du er ikke alene.

”Der er mange nyuddannede, der har en forventning om, at den første stilling er drømmejobbet. Og man har da også hørt om det – succeshistorien, hvor en nyuddannet kommer ud og får en ledende stilling med stort ansvar fra start. Men lad mig understrege: Det er enkelttilfælde,” siger Pernille.

Realiteten for de fleste er, at du starter som researcher og assisterer med opgaver. Det kan eksempelvis være at hjælpe mere erfarne kolleger med at indhente data og bearbejde dem.

”Og det er jo ikke fordi, du ikke må drømme om en stor stilling fra start – det er kun godt, hvis du gør. Men du skal være realistisk og give det tid! Forvent ikke, at du når dit mål i et hug,” fortæller Pernille.

Hun mener i øvrigt, en god øvelse kan være at opdele din karrieredrøm i trin og sigte efter at nå delmål.

Hvis du for eksempel ønsker at blive økonomichef, kan første trin på karrierestigen handle om at få job som økonomimedarbejder og arbejde med økonomi i praksis. Næste trin kan være at få ansvar for dit eget projekt og så videre.

”Og det er ikke en skidt ting at arbejde sig op på den måde. For meget ansvar for tidligt er ikke godt. Hvis man bliver stillet over for en opgave, man ikke er fagligt erfaren nok til, så er det virkelig ikke sjovt!” afslutter Pernille, som ønsker dig held og lykke med dit første job.

LÆS OGSÅ: Ny på arbejdsmarkedet - hvad nu?