JobsøgningNy i job

Nyud­dan­net? Husk at søge uop­for­dret

Når du søger uopfordret, har du nemmere ved at fange virksomhedernes opmærksomhed og få et job. Det gælder alle - men er særligt en fordel, hvis du ikke har meget erfaring på CV'et. Vi har samlet et par gode råd om uopfordret jobsøgning til dig, der lige er dimitteret.

Når du søger uopfordret, er det kun dig, dit CV og dine kompetencer virksomheden, skal forholde sig til.

Hvis du er nyuddannet, betyder det, du ikke behøver at konkurrere med mere erfarne ansøgere som ved de opslåede stillinger.

Noget tyder også på, at du kommer hurtigere i job, når du søger uopfordret.

Ifølge Pernille From Hansen, som er jobkonsulent med speciale i nyuddannede, kan du påregne at være ledig mellem ni måneder og et år, hvis du søger 2 opfordrede stillinger om ugen. Supplerer du med uopfordret jobsøgning, er ledigheden seks måneder eller mindre.

Sådan kommer du i gang

Start med at lave en liste over de virksomheder, du vil henvende dig til. Find ud af, hvad virksomhedens agenda er, og hvilke værdier de vægter. Overvej, hvilke arbejdsområder du kan hjælpe med.

Til researchen peger Pernille From Hansen på, at du kan bruge Jobindex Annoncearkiv som et værktøj:

”Annoncearkivet er unikt, fordi du kan finde tidligere opslåede stillinger, og se hvilke virksomheder der har efterspurgt din profil. Opslagene kan gøre dig klogere på virksomhedernes faglighed og arbejdsgange og give dig et pejlemærke om, hvilke specifikke kompetencer, de efterspørger,” forklarer Pernille.

Undersøg også virksomheden på sociale medier og stedets virksomhedsprofil. Her får du ofte et hint om, hvilket arbejdsmiljø og -kultur virksomheden har – og det kan være en yderligere hjælp, når du skal finde ud af, om virksomheden er noget for dig.

LÆS OGSÅ: Undgå at miste modet som nyuddannet og arbejdsløs

Ring til virksomheden, inden du sender din ansøgning

Next step handler om at ringe til virksomheden. Ifølge Pernille From Hansen er opringningen en super god måde at gøre opmærksom på dig selv:

”Alle jobsøgende tror, at de andre ringer, og bruger det som undskyldning for ikke selv at ringe. Men sandheden er, at kun er 5 % af alle jobsøgende ringer uopfordret. Så du ER speciel, hvis du ringer!”

Du ringer med det formål at finde ud af, om virksomheden kunne finde på at ansætte én som dig. Forbered derfor en kort elevatortale med en præsentation af dig, din viden og dine projekter.

”Når du ringer, kan du også spørge, hvad virksomhedens tre vigtigste krav til en nyuddannet medarbejder vil være, eller hvad du skal gøre for at komme i betragtning. Ud fra svarene ved du, om du kan leve op til kravene og fortælle virksomheden hvordan,” foreslår Pernille.

Hvis virksomheden er åben for dialog om et job, er du klar til at skrive og sende dit CV og din uopfordrede ansøgning.

CV’et og ansøgningen

Når du skal skrive til virksomheden, så start altid med CV’et. Det er det virksomhederne læser først, så sørg for at det er enkelt og velskrevet.

Til ansøgningen kan du henvise til telefonsamtalen og skrive om din nye viden. Husk at referere til den, du har talt med.

Skriv også om din motivation, og hvorfor du har valgt at søge netop det sted. Når du skriver personligt, viser du, at du har sat dig ind i virksomheden.

Du finder flere gode råd til at skrive CV og ansøgning her.

Når du endelig sender din ansøgning, så husk at give virksomheden lov til at beholde dine dokumenter. Mange steder gemmer man uopfordrede ansøgninger, men med de nye GDPR-regler må virksomheden ikke gøre det uden dit samtykke.

Følg op på din ansøgning, hvis du ikke hører noget indenfor to uger.

LÆS OGSÅ: 3 fejlagtige forestillinger nyuddannede gør sig om jobsøgning