Virksomhedsprofil: LB Forsikring

Virksomheden har 1292 følgere

Adresse

LB Forsikring
Farvergade 17
1463 København K
http://www.lbforsikring.dk

Karrieresite

http://www.lbforsikring.dk/Karriere


Kort

LB Forsikring

OM OS

Som et medlemsejet skadeforsikringsselskab er vi lidt anderledes. Vores medlemmer er forsikret i et fællesskab, hvor alle har en interesse i, at forsikringerne skal have fornuftige priser og gode dækninger. Vi udbetaler ikke overskud til aktionærer. I stedet sender vi penge direkte tilbage til medlemmerne ved fx at give en anciennitetsrabat, når vi har et tilfredsstillende overskud.

De mest tilfredse medlemmer

Du kommer til at arbejde i et sundt og solidt forsikringsselskab med over 133 års erfaring. De seneste 5 år har vi haft de mest tilfredse medlemmer i branchen.

Vores fokus på medlemmernes interesser gør, at vi i 2013 fik Loyalty Groups pris for at have de mest loyale forsikringskunder. Prisen var et skulderklap til vores medarbejdere og er med til at skabe stolthed og glæde ved at arbejde i LB Forsikring.

VI PASSER PÅ VORES MEDLEMMER

Med knap 350.000 medlemmer er vi det femte største skadeforsikringsselskab i Danmark. Vores vision er at være det bedste medlemsejede forsikringsselskab, hvor pengene alene arbejder til fordel for medlemmerne.

Når du bliver ansat hos os, kommer du til at arbejde med vores 4 forsikringsgrupper, som alle er en del af LB Forsikring:

  • Lærerstandens Brandforsikring
  • Bauta Forsikring
  • Runa Forsikring
  • FDM Forsikring

Vores medlemmer er primært lærere, pædagoger, sygeplejersker og andre grupper i sundhedssektoren, grupper i FTF og Akademikerne og medlemmer af FDM. For langt de fleste af vores medlemsgrupper er de kendetegnet ved at passe på andre. Derfor har vi som forsikringsselskab valgt at passe på dem.

Et bredt udvalg af forsikringer

Vi tilbyder et bredt udvalg af privatforsikringer, bl.a. husforsikring, indboforsikring, bilforsikring, ulykkesforsikring, rejseforsikring, hundeforsikring, vejhjælpsforsikring og mange flere. I 2013 er både vores husforsikring og ulykkesforsikring blevet testvinder i Tænk Penge, og i 2014 er vores rejseforsikring bedømt ”Bedst i test”.

VI PASSER PÅ VORES MEDARBEJDERE

Vi passer ikke kun på vores medlemmer, vi passer også på vores medarbejdere. Vi tilbyder rabat på forsikringer, god kantine, sundhedsprogrammer, leje af ferieboliger i Danmark og udlandet og meget mere.

Vi har også tradition for at have en masse sociale arrangementer sammen. Du kan fx deltage i sjove og spændende arrangementer i vores aktivitets- og kunstklub. Og så deltager vi hvert år i DHL-stafetten i København.

Arbejdsmiljøet skal være godt. Vi lytter til nye ideer og konstruktive forslag fra vores medarbejdere og foretager jævnligt målinger af trivsel og arbejdsglæde og handler på resultaterne.

Gode transportmuligheder

Arbejdspladsen ligger i hjertet af København i gamle charmerende bygninger. Vi ligger tæt på bus, tog, metro osv. Der er en masse hyggelige butikker og cafeer lige rundt om hjørnet.

EN ARBEJDSPLADS
MED MANGE KARRIEREVEJE

De seneste år er vi vokset. For at vi fortsat kan være til gavn og passe på vores medlemmer, har vi ansat flere medarbejdere. Du får over 500 kolleger, der hver dag løser en masse spændende og afvekslende opgaver af høj kvalitet. De fleste af os arbejder på hovedkontoret. Vores forsikringskonsulenter og taksatorer arbejder dog rundt om i landet og dækker hele Danmark.

Mange forskellige kompetencer

Vi har fokus på kompetenceudvikling, og mulighederne i LB Forsikring spænder vidt. Organisationen er delt op i linje- og støttefunktioner. I linjefunktionerne, Skade og Salg & Rådgivning, har vi ansat forsikringskonsulenter og -rådgivere, skadebehandlere mv. I støttefunktionerne kan vi tilbyde stillinger inden for IT, Kommunikation & Marketing, Forretningsudvikling, Økonomi, Markedsanalyse, Service, Risikostyring, HR og meget mere. Da vi spænder så vidt, har vi mulighed for at tilbyde karriereveje både på lederniveau og på specialistniveau.

Læs mere herunder om vores forskellige jobfunktioner og mød vores medarbejdere.

Stærkt strategisk fokus

Som et moderne forsikringsselskab har vi et stærkt strategisk fokus. Vi arbejder med strategikort baseret på Balanced Scorecard-systemet. Strategien er rettesnor for alt, vi foretager os og er med til at gøre vores arbejdsgange effektive og målrettede.

Vil du være Jeanettes nye kollega og opleve ledelse, hvor de gode idéer får lov at gro, hvor vi rykker hurtigt på de nyeste trends, og hvor der altid er tid til at lytte til medarbejderne?

Udvikl dig som leder hos os
Jeannette Du Preez er medlemschef hos LB Forsikring. Hun er 41 år gammel, og hendes job består primært i at sikre et godt forhold til LB Forsikrings medlemmer, så de bliver ved med at være medlemmer.

'Medlemschef er en ny funktion, hvor jeg udover medlemsrelationen også har ansvaret for at styrke relationerne til de organisationer, vi har aftaler med. Jeg finder måder at synliggøre, hvor attraktivt det er at være medlem,' siger hun.

Vær med til at tegne vores nye profil
Jeannette har været 15 år hos LB Forsikring. Før det boede hun i Sydafrika, hvor hun arbejdede med forsikring, og det fik hende til fortsætte i branchen, da hun vendte hjem til Danmark.

'Jeg startede i 1998 som sagsbehandler og er siden rykket videre til forskellige lederstillinger. Grunden til, at jeg stadig er her, er, at jeg bliver udfordret hver dag. Det er spændende at være med til at udvikle nye tiltag, og selvom vi er en virksomhed med stolte traditioner, er vi gode til at forny os. Her er aldrig kedeligt, og der er altid gang i nye ting,' siger hun.

Voksende organisation med friske idéer
Jeannette forklarer, at LB Forsikring de sidste mange år er blevet bedre til at være først på markedet med nye tiltag og idéer, og at selvbetjeningsmulighederne er virkelig gode. Og hun fremhæver samarbejdet på tværs i organisationen, hvor kollegaer overalt i huset arbejder sammen som en vigtig del af udviklingen.

'Der har været nogle strukturændringer, og der er kommet friske lederøjne på os. Vi er nu et sted, hvor nye idéer bliver sat i værk, og vi rykker hurtigere end tidligere. Derudover har vi en kanon god arbejdsplads. Kulturen er den samme, og selvom vi nu er over 500 medarbejdere, er vi en flad organisation, hvor der er kort til direktionsgangen, og alle kan få en snak med ledelsen,' slutter hun.

Vil du være Luises nye kollega, og blive en af vores kommunikationseksperter, der udbreder kendskabet til LB Forsikring som en moderne og nytænkende og virksomhed?

Opfrisk forsikringssproget
Luise Jørgensen er informationskonsulent hos LB Forsikring. Hun er 34 år og er blandt andet med til at løsne op for det tunge forsikringssprog, så kommunikationen til medlemmer bliver mere ligetil.

'Forsikringer er svære at forestå for mange mennesker, og derfor er det vigtigt at gøre kommunikationen enkel og relevant. Mit arbejde er at rådgive om sprog og kommunikation. Fx hvordan vi kan gøre vores vilkår lettere at forstå,' siger hun.

Arbejd på tværs i hele organisationen
Luise har været hos LB Forsikring i 7 år. Hun er uddannet cand. mag. og har tidligere arbejdet i Miljøministeriet, fagforeninger og hos en A-kasse.

'Det bedste ved mit job er at opleve værdien af samarbejde på tværs. Vi har større fokus på at samarbejde på tværs om konkrete arbejdsopgaver og projekter og lytte til nyt input. Blandt andet har vi har en idéknap på vores intranet, så medarbejdere kan komme med deres gode idéer. Og det er motiverende at se, at idéer bliver til virkelighed,' siger hun.

Bliv en alsidig kommunikationsekspert
I Luises afdeling er de 10 medarbejdere, og udover at løsne sprogknuder arbejder hun også med intern kommunikation, intranettet og medarbejderblad.

'Vi har det godt sammen i afdelingen og prøver at sparre i hverdagen. Vi har et rigtigt godt samarbejde med de andre afdelinger og får god respons for vores indsats. Det motiverer mig at se resultaterne af mit arbejde og hjælpe dem, der er tæt på medlemmerne,' slutter hun.

Vil du være Jannicks nye kollega og hjælpe mennesker, når de havner i bilproblemer? Og vil du samtidig være en del af en social arbejdsplads, hvor sparring og samarbejde på tværs er i højsæde?

Hjælp vores medlemmer når uheldet er ude
Jannick Borch er skadesbehandler hos LB Forsikring. Han er 29 år gammel, og hans job består i at behandle anmeldelser om bilskader, det vil sige at vurdere og formidle dækningsomfanget ud fra de gældende love og regler.

'Jeg synes mit job er spændende, og det er udfordrende at stå med så mange forskellige problemstillinger. Nogle mennesker kan være dybt chokeret over at have ramt en ræv med bilen, mens andre tager det stille og roligt, at bilen er rullet rundt 3 gange. Men det føles godt at hjælpe folk uanset situationen,' siger han.

Videreudvikl dig internt
Jannick har været hos LB Forsikring i 2 år. Han kom til firmaet via en baggrund fra et andet forsikringsselskab, hvor han var elev og arbejdede i 6 år.

'Det bedste ved jobbet er, at man virkelig mærker, at vi er der for vores medlemmer. Det går igen overalt i virksomheden, og vi er en meget rummelig arbejdsplads, hvor der er god mulighed for at udvikle sig. Du kan både få mere ansvar, hvor du er eller rokere internt, så du kommer over i en anden afdeling,' siger han.

Bliv en del af et blandet og socialt miljø
I Jannicks afdeling er de omkring 35 medarbejdere, og han har både professionelle og mere tætte relationer blandt sine kolleger.

'Vi er en meget blandet medarbejdergruppe, men vi har det sjovt sammen. Du kan altid få hjælp og sparring, og folk er rigtig gode til at bruge hinanden også på tværs i virksomheden. Selv kender jeg nogen i alle afdelinger blandt andet på grund af vores fodboldhold, og der er også forskellige klubber herinde som arrangerer skiture, bowling og meget andet,' siger han.

Malene Anne Klavsen arbejder som forsikringsrådgiver og har været i forsikringsbranchen i over 14 år. Malenes job består i at rådgive medlemmerne om deres forsikringer.

’Størstedelen af arbejdet som forsikringsrådgiver foregår i direkte kontakt med medlemmerne via telefon eller mail. Fagligt er jobbet alsidigt, og dagene ligner sjældent hinanden. Vi har stort fokus på at sikre, at medlemmerne får den bedste rådgivning og derfor er det naturligt at fordybe sig og bruge den nødvendige tid, når vi er i kontakt med et medlem’ siger hun.

Gør en forskel
Malene har været ved LB Forsikring i 2 år, og hun er glad for et job, hvor hun bliver udfordret og samtidig mærker, at hendes arbejde gør en forskel for medlemmerne. 'Det bedste ved jobbet er at hjælpe folk med deres spørgsmål eller udfordringer. Hos LB Forsikring har vi den højeste medlemstilfredshed, og det mærker vi tydeligt, for vores dialog med medlemmerne er oftest positiv, konstruktiv og præget af stor tillid’ forklarer hun.

Godt socialt sammenhold
Malene sidder i en afdeling med 30 andre forsikringsrådgivere og oplever, at afdelingen er kendetegnet ved en positiv stemning, hvor folk er imødekommende og villige til at hjælpe og sparre, når der er brug for det.

'Vi har et rigtigt godt sammenhold, hvor vi er fleksible og hjælper hinanden. Det giver en stor tryghed i dagligdagen, at vi altid kan vende en udfordring med en kollega’ siger hun.

Til sidst understreger Malene, at hun værdsætter den store fleksibilitet i hverdagen, som gør det er nemt at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen.


På denne side kan du danne dig et overblik over jobannoncer fra LB Forsikring. Du kan se hvilke kanaler og regioner annoncerne var placeret i og hvordan antallet af indrykkede jobannoncer har ændret sig fra kvartal til kvartal.

Klik på grafen for at se de job det drejer sig om.







Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.