Arbejdsmarkedet

Vind­møl­le­bran­che på udkig efter nye in­ge­ni­ø­rer

De kan simpelthen ikke få nye ingeniører nok i vindmøllebranchen, som derfor bejler til de studerende. Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse beretter dog om en ledighed på 31,9 procent blandt nyuddannede ingeniører.

Det virker paradoksalt: I Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse lå ledigheden blandt de nyuddannede – i april i år – på 31,9 procent. I interesseorganisationen Vindmølleindustrien reagerer man på, hvad virksomhederne beretter om: Her er mangel på nyuddannede ingeniører, der kan gå ind i vindmølleindustrien.

”Vi aftager utroligt mange nye ingeniører som branche, og det er vanskeligt at få nok. Vi har haft en lang periode, hvor væksten har været højere, end arbejdsmarkedet har kunnet følge med. Det gælder især inden for elektronik og mekanik, hvor vi oplever, at virksomhederne står i en vanskelig situation,” siger Jakob Lau Holst, der er vicedirektør i Vindmølleindustrien og tilføjer, at det især er folk med erfaring, der er eftertragtede.

Han mener, at den høje ledighedsprocent lige nu skyldes den særlige situation, vi står midt i med finanskrisen. Ifølge Jakob Lau Holst har de fleste vindmøllevirksomheder været gearet til en stigning på 25-30 procent i omsætning og har haft for mange ansat. Nogle steder har det altså betydet reduceringer i bemandingen, og at de unge ikke har kunnet komme ind.

”Men opsvinget er på vej, og det er efterspørgslen på vindkraftenergi også. Vi forventer et løft i eksporten i år,” siger Jakob Lau Holst. Ifølge en artikel i Ingeniøren var ledigheden blandt nyuddannede – da den var på sit højeste – i 2009 på over 40 procent – hvor den i april i år lå på 31,9 procent.

”Jeg vil gerne kunne sige, at det bliver bedre nu, for ledigheden er faldet de sidste par måneder, men det er normalt, så det er endnu for tidligt at sige,” sagde Maja Kaspersen fra Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse til Ingeniøren.

Hun forklarer, at der normalt er svingninger i statistikken – når dimittenderne for eksempel melder sig arbejdsløse i august.

Små virksomheder interessante
Jakob Lau Holst fra Vindmølleindustrien råder de nyuddannede unge til at kigge på Talent Factory, som er en af Vindmølleindustriens tiltag for at tiltrække flere unge til vindmøllebranchen.

”Vindmøllebranchen er meget andet end Vestas og Siemens. Der er et hav af virksomheder, der er leverandører og rådgivere, som løbende har et rekrutteringsbehov,” siger Jakob Lau Holst, og uddyber, at mange umiddelbart finder de store, internationale virksomheder mest interessante.
Han er dog af den opfattelse, at man kan komme til at præge sit job på en anden måde i en mindre virksomhed.

”Det er selvfølgelig spændende at være i en stor virksomhed, hvis man vil have en international karriere. Men det er måske ikke så indlysende for en ny jobsøger, at man kan få en helt anden karriere med stor indflydelse på sit jobliv i en lille virksomhed.”

Han mener desuden, at man skal tage med på nogle af de ture, som Talent Factory arrangerer. Her møder virksomhedsrepræsentanter frem fra både store og små virksomheder, der er interesserede i de nyuddannede unge – eller i de unge, som overvejer at skrive en erhvervs ph.d. Han tilføjer desuden, at man ikke skal lade sig afskrække af, at det kan være svært at få en plads på turene. Vindmølleindustrien har lige nu ikke ressourcer til at arrangere ekstra ture.

Vicedirektøren råder desuden til, at man søger uopfordret, fordi det kan være en rigtig god vej til et job.

”Desuden kan stort set alle typer ingeniører få arbejde inden for vindmøllebranchen, og det er ikke alle, der tænker over det. Det vil overraske mig, hvis der er en ingeniørretning, der ikke er blevet ansat gennem tiden. Hvis man kigger ind i en vindmølle, er den ekstrem tværdisciplinær. Der er meget mekanik, konstruktion og elektronik i en mølle, men der er også mange andre former for discipliner, der er brug for.”

Du kan læse mere om Talent Factory på www.talentfactory.dk.

Ifølge en Megafon-undersøgelse mener 91 procent af danskerne, at Danmark bør udbygge med vindkraft frem til 2020, og 85 pct. mener også, det må ske i deres eget lokalområde.

Det er nogle af hovedkonklusionerne i undersøgelsen, der har spurgt 1.052 danskere om deres holdning til klima, energi og vindkraft.

- 91 pct. af de adspurgte mener, der bør udbygges med vindkraft
- 96 pct. mener, at Folketinget bør støtte udbygningen med vindkraft, så Danmark fortsat er foregangsland
- 62 pct. mener, at mere end 50 pct. af den danske el-produktion bør komme fra vindkraft

Kilde: Vindmølleindustrien og Megafon.

Læs også