Employer branding

”Vi er lige nu dér med employer branding, hvor vi sikkert laver fodfejl. Og så lærer vi af dem.”

Ordene kommer fra Lars Ekman Jørgensen, HR-konsulent hos Jysk Fynske Medier – Danmarks næststørste mediekoncern med omkring 1.600 medarbejdere. I en snak med ham kom vi blandt andet ind på realiteten efter flere fusioner, forkromede strategier, ærlighed og evalueringer fra tidligere medarbejdere.

Jysk Fynske Medier er en virksomhed dannet ved en fusion mellem Jyske Medier, Fynske Medier og Syddanske Medier – og seneste fusion med Midtjyske Medier i 2016. I den forbindelse blev der truffet beslutning om at strømline organisationen og ikke mindst HR-afdelingen. I praksis betød det, at HR blev ’revet ned for at blive bygget rigtigt op igen’. Og i dag består HR af en HR-chef og fire konsulenter.

”Jeg kom til Jysk Fynske Medier i 2017 ikke så længe efter, at det store spadestik til forandring var taget. Det er let at forestille sig, at jeg følte mig på herrens mark midt i en tid, hvor kandidaterne er overalt på digitale medier, og hvor der ikke ligger en gennemtestet køreplan for mange af de aspekter, jeg har fat i i hverdagen. Men realiteten er faktisk langt mere udramatisk. For vores interne værdisæt er gennemarbejdet på tværs af koncernen – og det er mit faste holdepunkt i hverdagen, skridt for skridt,” fortæller Lars Ekman Jørgensen.

Talen kommer også ind på rating sites, og om der var grund til at ryste på hænderne, da eksempelvis Jobindex lancerede muligheden for evalueringer af arbejdspladser.

”Jeg tænkte lige først, åh-åh, hvad kommer det her til at betyde?”

Lars Ekman Jørgensen fortæller: ”Det er klart, at min allerførste tanke gik på, hvad kommer der mon nu til at ske. Vi er en stor koncern med cirka 1.000 tidligere medarbejdere gennem årenes løb, så selvfølgelig vil nogen kunne have en dårlig oplevelse, de kunne have lyst til at dele.”

Den øjeblikkelige skepsis blev dog ret hurtigt dulmet af, hvad Lars Ekman Jørgensen selv beskriver som sund fornuft og en ærlig tilgang til markedet – også kandidatmarkedet.

”Altså, jeg kan jo ikke ændre på, hvis en tidligere medarbejder helt oprigtigt står med en dårlig oplevelse. Det, jeg kan gøre, er at anerkende, at sådan ligger landet, og så kan det være, at vi derigennem bliver skarpere til at undgå dårlige oplevelser fremover. Vi ønsker netop at udvikle os og blive klogere – så hvorfor skulle jeg ikke gå til det med åbenhed og ærlighed?” spørger Lars Ekman Jørgensen og giver svaret selv:

”Vi tager det roligt – vi har selv valgt at være til stede på flere digitale medier, og vi har ikke noget at skjule. Derfor vil jeg hellere respondere på eventuelle kritiske evalueringer, end jeg vil lade det ligge. Folk fortjener respons, sådan er vi som virksomhed – det kommer blandt andet frem, når jeg vælger at svare på en evaluering.”

Vær ikke bange for at begå fejl

Hos Jysk Fynske Medier har de ikke en stor forkromet employer branding-strategi indarbejdet lige nu – og heller ikke nødvendigvis en i kikkerten. Til gengæld har de deres eget værdisæt og et ønske om at skabe gode relationer ud fra ærlige og reelle ståsteder. Succes opnås dog bedst, hvis man ikke er hæmmet af angsten for at begå fejl. Lars Ekman Jørgensen forklarer:

”Vi er er lige nu dér med employer branding, hvor vi sikkert laver fodfejl. Og så lærer vi af dem. Det er ligesom vejen frem for os. Jeg er sikker på, at når vi om to år står og kigger tilbage på 2018, smiler vi og ser tydeligt, at vi lige skulle lære at kravle, før vi kunne løbe. Men det er jo naturligt, og hvis vi var bange for at begå fejl, tror jeg også, at vi ville tage meget længere tid om at nå frem til at kunne løbe,” siger Lars Ekman Jørgensen og tilføjer med et smil:

”Vi står faktisk lige nu midt i suppedasen, så at sige, og så længe vi har kompasset i orden, kan det ikke gå helt forkert. De fejl, vi kommer til at begå, tager vi med oprejst pande.”

Egen hjemmeside er stadig omdrejningspunktet

Jysk Fynske Medier har fokus på, at deres egen hjemmeside skal kunne være et omdrejningspunkt for indsigt i virksomheden – og ikke mindst være første skridt til at forstå det her indarbejdede værdisæt, som er en stor del af at arbejde hos Jysk Fynske Medier. Og den uddybende dialog med potentielle kandidater eller tidligere medarbejdere tages heller ikke på andre platforme, men holdes på hjemmebanen. Lars Ekman Jørgensen fortæller:

”En del af vores udvikling bliver at fortsætte vores fokus på, at vi på nettet kan tilbyde et vigtigt kig ind i vores koncern, og her har vi valgt at koncentrere os om vores egen hjemmeside. Det er vigtigt for os i rekrutteringen, at kandidater tager udgangspunkt i vores værdisæt og måder at arbejde på, når de søger hos os. Det skal de også have god mulighed for at få kendskab til. Derfor er vi løbende i gang med at kigge på, om vi kan gøre tingene bedre her,” siger Lars Ekman Jørgensen og runder af:

”Det er heller ikke sådan, at vi tager en lang dialog med folk på f.eks. Evalueringer hos Jobindex eller på Facebook. Vi responderer, og så tager vi dybere dialoger et andet sted. Selvom vi følger med på forskellige mediekanaler og reagerer, er vores primære arbejdsområde et andet sted. Og til virksomheder, der skulle være skeptiske over for udviklingen med evalueringssteder på nettet, tænker jeg, at er man imødekommende og ærlig – og har værdisættet med i sin tilgang til det – så er det bestemt et fint employer branding-redskab at tage fat i også.”

Læs også