Om Topkvinder


Hvem henvender TopKvinder sig til?
TopKvinder er en udvidelse af Jobindex' CV-index, hvor virksomheder specifikt kan søge efter kompetente kvindelige kandidater til lederposter eller talentudvikling.

Hvem indgår i TopKvinder?
Kvinder med minimum en 3-årig videregående uddannelse, en MBA/MPA, HD eller tre års ledererfaring kan deltage.

Hvad kan TopKvinder gøre for virksomheder?
TopKvinder giver virksomheder mulighed for at søge efter kvindelige lederkandidater i en omfattende database udelukkende bestående af de bedst kvalificerede kandidater.

Dette er en mulighed for de virksomheder som ønsker, at sikre sig en større mangfoldighed på ledelsesgangen samt en kompetent ledelsesgruppe, sammensat af repræsentanter fra hele Danmarks talentmasse.

Hvorfor fokus på kvinder og ledelse?
TopKvinder fokuserer på kvindelige ledere fordi:

  • Undersøgelser viser, at virksomheder, der både har mænd og kvinder i ledergruppen opnår bedre resultater, ikke fordi kvinderne som sådan har bedre kompetencer, men fordi det er den bedste leder, der vælges til jobbet.
  • Flere kvindelige lederkandidater kan løse flaskehalsproblemer på lederniveau.
  • Fokus på kvindelig ledelseskompetence øger antallet af kandidater, som virksomheden kan vælge imellem og sikrer dermed at valget er optimalt.

Er kvinder bedre ledere end mænd?
Nej ikke nødvendigvis, men flere valgmuligheder øger chancen for at finde den helt rigtige leder. I sig selv er det ikke interessant, om chefen er en mand eller en kvinde, men mangfoldighed indenfor kompetencer og erfaringer er en forudsætning for, at skabe de bedste resultater. De virksomheder der har flest kvinder - eller kun kvinder - i topledelsen, klarer sig konkurrencemæssigt og profitmæssigt bedre, eller mindst lige så godt, som de virksomheder der har færre, eller ingen kvinder i topledelsen.

Udfordringen
På trods af behovet for kvindelige ledere er de ikke lige så lette at skaffe som mændene.

Ifølge DI's rapport kan svaret bl.a. findes i de kvindelige lederes måde at søge job på:

  • Størstedelen af kvindelige ledere har ikke aktivt søgt deres lederjob, men fået det tilbudt af virksomheden.
  • Meget få kvindelige ledere er registreret i en jobbank eller hos et rekrutteringsfirma.

TopKvinder imødegår det voksende behov for at finde velkvalificerede kvindelige lederkandidater.

Hvorfor er TopKvinder aktuel?
Faldende fødselstal og færre mennesker i arbejdsstyrken er nogle af årsagerne til, at mangfoldighed i de senere år er blevet et vigtigt punkt på den danske dagsorden.

Manglen på kvinder i ledelse bliver problematisk, idet et markant fald i arbejdsstyrken er lig med et mindre udbud af ledertalenter i fremtiden. Derfor er det vigtigt at rette et større fokus på kvindelige kandidater.

Intet tyder på, at det er manglende kvalifikationer der udgør forskellen mellem mænd og kvinder, men snarere kvindernes "bagage": vaner, værdier og overbevisninger. Derfor er der behov for at udvikle metoder til, hvordan man kan motivere kvinder og synliggøre deres evner som ledere. Der er kamp om de kvikke hoveder - og tidsånden er klar.

Tilbage til Jobindex TopKvinder

Publiceret 2009-03-03


Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.