Jobsøgning

10 tips til at mar­keds­fø­re dig selvsik­kert

Her får du nogle gode råd til, hvordan du finder frem til dine unikke kvaliteter, så du har en klar og personlig profil, der gør dig i stand til målrettet og selvsikkert at søge det drømmejob, der passer allerbedst til dig.

Der er kamp om de gode job. Lyder sætningen bekendt? Måske er du på jagt efter drømmejobbet og synes, det er svært at finde ud af, hvad præcis der er dine unikke selling-points, der adskiller dig fra de andre kandidater og gør, at du kommer til jobsamtale.

Det engelske karrieresite, Position Ignition, har opstillet nogle råd, der kan hjælpe dig på vej. De kalder det ”Self Marketing” – altså selv-markedsføring og påpeger, at hvis du vil vise, hvem du er, så må du gå i ”sælger-mode”. Du tænker måske, at du før har hørt, at man skal ”sælge sig selv” i en ansøgning og til en jobsamtale. Men Position Ignition tager et skridt videre – de giver dig 10 tips til at markedsføre dig selv, så ordene ikke klinger hult, og så du kan fortælle om dig selv på en måde, som passer til dig.

Du er dit eget brand, og din livsstil siger noget om dig. Det giver dig en fordel at være klar over, hvem du er som person, og hvad du kan bidrage med. Og hvordan du bedst sælger dit brand.

Position Ignition giver dig disse 10 gode råd:

  1. Hvis du ikke kan lide dig selv, hvem kan så? Find dit værd og reflekter over, hvad du kan lide ved dig selv.
  2. Anerkend de resultater, du har opnået og vær stolt af dem. Det kan tage tid, men kig dig selv og dine resultater godt efter i sømmene. Hvad har du været ansvarlig for, som gik rigtig godt?
  3. Find passionen frem omkring det, du godt kan lide at lave, og giv udtryk for den. Hvis du oprigtigt er passioneret og kan lide det, du laver, vil andre se, at du er autentisk, og de vil lytte.
  4. Vær positiv og tro på, at du har noget at tilbyde. Selv hvis din selvtillid er lav, kan du grave noget frem, som du er god til, eller som er lykkedes for dig. Der er noget, du helt naturligt er god til. Find det frem.
  5. Få inspiration fra andre, som markedsfører sig selv godt. Se på venner, bekendte, familie og kollegaer. De er beviset på, at du også kan opnå succes. Hvad gør eller siger de, der fanger dig?
  6. Synes du det er svært at tale om dig selv, eller føler du, det er pral, når du taler om dine styrker? Overvej at tale med en karrierekonsulent. De vil kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan, og hvad du gerne vil, og hvordan du bedst markedsfører det.
  7. Husk på, at du ikke behøver at være selvisk eller anmassende, når du markedsfører dig selv. Vær høflig og hjælp andre. Det bliver der lagt mærke til, og det viser professionalisme.
  8. Stil spørgsmål og lyt, når du taler med andre. Det er lettere at markedsføre dig selv, hvis du ved, hvem du markedsfører til.
  9. Handling og ord går hånd i hånd, når du markedsfører dig selv. Vær tro mod hvem du er, og hvad du kan og vær konsekvent, når du gør og siger noget. Du skal gøre dig selv til et pålideligt brand.
  10. Vær principfast. Hvis du skal markedsføre dig selv, skal du ikke omforme dig til hvad du tror andre ønsker.

Til syvende og sidst handler det om DIG. Markedsfører du dig selv ud fra, hvad du kan og hvem du er, er det lettere at finde selvtilliden frem og finde det job, som passer til dig.