Tidspres og store arbejdsmængder fører til kritik af sygehuse



Hvert tredje offentlige sygehus fik i 2015 et påbud om dårligt psykisk arbejdsmiljø, som regel på grund af tidspres og for store arbejdsmængder.

Ulla Oppermann Blankholm
Blankholm Kommunikation


Tal fra Arbejdstilsynet, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i, viser, at arbejdspresset på Danmarks offentlige sygehuse er så stort, at hvert tredje sygehus, som Arbejdstilsynet besøgte i 2015, fik et påbud om for dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Helt præcist fik 12 offentlige sygehuse i alt 22 påbud sidste år, og påbuddene handler ifølge Fagbladet FOA typisk om, at de ansatte er udsat for så stor en arbejdsmængde og tidspres, at de risikerer at blive syge af det.

”Plejepersonalet bryder sammen på arbejdet. Det er sket og sker for flere medarbejdere og i alle tre vagtlag, og inden for det seneste år, også for nylig,” står der ifølge FOA Bladet i tilsynsrapporten fra Aalborg Universitetshospital Syd, Ortopædkirurgisk sengeafsnit O2.

Kan medvirke til stressrelateret sygdom

Thomas Nygaard Christensen, der er landskoordinerende tilsynschef ved Arbejdstilsynet, bekræfter, at de ansatte er meget pressede:

”Vi giver påbud, når vi vurderer, at der gennem længere tid ikke er balance mellem kravene i arbejdet og de ansattes mulighed for at håndtere disse,” siger han i FOA Bladet og fortsætter:

”Det kan vise sig ved øget arbejdstempo gennem hele dagen, der resulterer i flere fejl, forglemmelser og lav kvalitet i opgaveløsningen. En manglende effektiv forebyggelse af stor arbejdsmængde og tidspres kan desuden medvirke til stress og stressrelateret sygdom som angst, depression og hjerte-kar-sygdomme,” siger han.

Folk bliver slidt op

Fra januar 2014 til januar 2015 kom Arbejdstilsynet 46 gange med påbud til lederne på særligt de medicinske afdelinger og skadestuerne i forhold til at ”sikre, at stor arbejdsmængde og tidspres ikke forringer medarbejdernes sikkerhed og sundhed,” ifølge Avisen.dk

Dengang udtalte næstformanden i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg, til Avisen.dk:

”De beretninger, jeg får fra tillidsrepræsentanter lige nu, tegner et mønster. Der er alt for travlt, og der er afdelinger, hvor der simpelthen er kaos. Det er uanstændigt, at ledelserne bare ser til, mens folk bliver slidt op. Det er hverken sundt for organisationen, lægerne eller sygeplejerskerne,” siger Dorte Steenberg.

Avisen.dk’s aktindsigter for 2014 viser også, at de danske patienter lider under det belastede psykiske arbejdsmiljø. På Sygehus Thy-Mors er personalet for eksempel så presset af overbelægning, at de selv mener, at sygehuset ikke er patientsikkert, og det er langt over grænsen for, hvad man bør acceptere, lyder det fra direktøren for Danske Patienter.

”Vi ved, at der er et stigende problem i forhold til overbelægning. Det betyder jo, at der er for få hænder til antallet af patienter. Det er dokumenteret, at overbelægning fører til flere fejl. Det viser internationale studier og vores egen analyse. Politikerne må sætte flere ressourcer af. Lige nu er arbejdspresset så stort, at personalet halser efter. Derfor sker der kun brandslukning på landets sygehuse, og det er alvorligt,” lyder det fra Morten Freil på Avisen.dk.

Danske Patienter repræsenterer mere end 870.000 patienter heriblandt kræftsyge.

Publiceret 2016-08-01


Seneste artikler

Lægerne fravælger almen praksis
Ifølge Ugeskrift for Læger døjer mange almen praksis med lægemangel, mens det vrimler med speciallæger i almen medicin på især hospitalerne.
Indrykket 1. december på Social og sundhed
Karriereplanlægning kan lokke yngre læger til udkantskommunerne
Det er muligt at rekruttere og fastholde yngre læger i landets udkantskommuner. Det kræver blot skræddersyede karriereforløb.
Indrykket 1. november på Social og sundhed
Det højeste antal mænd nogensinde er startet på sygeplejerskeuddannelsen
I år begynder det højeste antal mænd nogensinde på sygeplejerskeuddannelsen. Samtidig udgør mænd en rekordstor andel af de studerende.
Indrykket 1. oktober på Social og sundhed
Center for Socialpsykiatri på Lolland er en af Europas bedste arbejdspladser
Great Place to Work har udvalgt de bedste arbejdspladser i Europa, og Center for Socialpsykiatri på Lolland er med på listen.
Indrykket 1. september på Social og sundhed
Sosu-assistent kæmper for anerkendelse til faget
Agnes Daugbjerg Østergaard vil ikke acceptere, at andre kigger ned på sosu-faget. Hendes verbale kamp har bragt hende til semifinalen i DM i debat.
Indrykket 1. juli på Social og sundhed
Annonce:
IDG Kurser
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.