Øvrigt

Hyret eller Fyret - Tabita Eriksson

Hyret eller Fyret - Tabita Eriksson

Tabita Eriksson
25 år - Svensk. Bor i Greve
Har boet 6 år i Danmark
Har Frankling Covey´s lederuddannelse og IBC = International Business Certificate

"Man skal arbejde hårdere og give mere for at blive respekteret som kvinde"

Har været med til at opstarte virksomhed i Sverige
Salg af IT-hardware til Europa
Sales & Marketing manager
Key Account Manager

En af pigerne, der skiller sig lidt ud på sidste uges vinderhold, er Tabita Eriksson fordi hun er svensk. At skille sig ud er hverdagskost for mange kvinder i erhvervslivet og det føles tit som et helt andet sæt spillekort at sidde med. Om kortene er dårligere eller bedre afhænger af mange ting såsom indstillingen fra ens kollegaer, politikken i det firma man er tilknyttet o.s.v. Men først og fremmest afhænger det af ens selvopfattelse; føler man sig hæmmet af det? Eller føles det snarere som et par esser i ærmet?

Jeg fik en kort snak med Tabita om spilleregler, om svensk kontra dansk erhvervsliv - og om Klaus Riskær Pedersen.

Ville du betegne Klaus Riskær som meget dansk?
"Jeg synes ikke at Riskær kan karakteriseres som særlig dansk. Han er en dygtig forretningsmand - og det har ingen nationalitet. Det som gør ham universelt dygtig er, at han tør tage chancer, han tror på sig selv. Når han får en idé så gør han noget ved det - og det er problemet med mange andre mennesker; at de kun får en idé, men ikke følger op på den. Klaus Riskær er god til at formidle kontakter og strukturere/ iværksætte og føre idéen ud i livet. Han har prøvet lidt af hvert så han er også klar over hvad man ikke skal gøre."

"Hvis jeg skal beskrive Klaus Riskær med ét ord = idérig."

Hvad har du lært af at være med i udsendelsen?
"At jeg skal have lært ordentligt dansk. Det er vigtigt at andre kan forstå hvad man siger, og det er ikke nok at man selv forstår dem. Det har jeg fulgt op ved at få privatlektioner i dansk sprog. Så har jeg jo også lært en masse nye mennesker at kende, som på en eller anden måde er meget lig én selv. Folk med stor drivkraft, stor vilje og meget energi. Jeg har også lært at jeg ikke skal være så tilbageholdende overfor fremmede mennesker, men kaste mig ud i det og tage tingene som de kommer. Og jeg skal blive mere markerende omkring en idé jeg har."

Hvad karakteriserer en god idé for dig?
"Noget som ikke eksisterer. Noget man virkelig tror på. Noget der er så gennemtænkt at man har en forretningsplan på det fra start til slut."

Hvor rådfører du dig omkring dine idéer?
"Min kæreste har ligesom mig en masse idéer, og min mor er en dygtig forretningskvinde. De to er dem jeg primært rådfører mig med. Det er vigtigt at få andres vinkler på idéer så man kan se dem fra nye vinkler der ikke kun lige er ens egen."

Men en mor og kæreste er jo stadig meget tæt på dig?
"Ja, men jeg holder også kortene tæt ind til jeg ved mere. Måske lige tale lidt med nogle venner eller veninder, men jeg passer på hvem jeg fortæller det til for ikke at risikere at den bliver snuppet."

Var det svært at være den eneste fremmedsprogede i programmet?
"Jeg omgås jo danskere hver dag alligevel, så for mig var det ikke noget problem, men nok sværest for nogle af de andre deltagere altid at forstå hvad jeg sagde?"

Er der en mentalitetsforskel på arbejdsmarkedet i Sverige, i forhold til i Danmark?
"Ja, meget. I Sverige er karrierestrukturen mere pyramideformet, man må arbejde sig langsomt opad gennem mange instanser, hvorimod i Danmark kommer man hurtigere frem i kraft af sit talent. At lave handler tager i det hele taget meget længere tid i Sverige for der er mange beslutningsprocesser hvor alle skal godkende alting. Man er mere fleksibel i Danmark. Til gengæld er det sådan i Sverige at kommer man først ind, eller op, så er man også mere solidt placeret i sin position, hvor i Danmark kan man hurtigt ryge ud igen når noget skifter. Så det er svært at sige om den ene model er bedre end den anden. De har forskellige fordele og ulemper."

Hvor meget tror du held spiller ind i succes?
"Man kan være heldig med tid og sted og få succes med det samme. Det kan tit skyldes held, men ellers skal man regne med at det tager nogle år."

Synes du det er en fordel eller en ulempe at være kvinde i erhvervslivet?
"Jeg synes faktisk det har været en fordel for mig. Jeg færdes i en mandsdomineret verden, og når man træder ind et sted så tænker folk "Nå! Der kommer en lille pige - og oven i købet en udlænding!" det gør at de lægger mere mærke til en og derfor lytter lidt mere. Men det er jo som udgangspunkt en opmærksomhed i skepsis så man skal arbejde hårdere og give mere for at blive respekteret som kvinde. Jeg er vant til at omgås og arbejde med mænd, så det er fint nok for mig."

Spiller du bevidst på din kvindelighed, i erhvervslivet?
"Nogle gange gør jeg.. bruger min kvindelige charme, men det er vigtigt at være så professionel som mulig og så må man ikke misbruge det, hvis man håber på at opnå respekt som ligeværdig. Selvfølgelig er der nogle gange hvor man kan drage nytte af det, men overordnet undgår jeg det."

Hvornår ved man om en idé bør lægges på hylden, f.eks. hvis mange har kritiseret den?
"Når man selv får en idé synes man tit den er helt vildt fantastisk, men hvis omgivelserne ikke synes om den må man huske på at det er dem der er målgruppen, man skal jo ikke sælge til sig selv, men til dem. Deres kritik er derfor vigtig. Får man negativ feedback skal man lytte grundigt til den og man behøver jo ikke slippe sin idé fuldstændig - man kan måske bare lave lidt om på den."