Jobsøgning

Syste­ma­tic har 80 ledige stil­lin­ger lige nu - og skal bruge flere!

Systematic bød 1. februar velkommen til 28 nye medarbejdere, men har stadig 80 ledige stillinger. Selskabet forventer at kunne ansætte flere hundrede medarbejdere i det kommende år. Omsætningen har rundet en milliard kroner. Og ordrerne vælter ind.

Hos Systematic i Aarhus vælter det ind med ordrer. Toplinjen ramte sidste år en milliard kroner, og det betyder, at der bliver delt mange nye navneskilte og adgangskort ud på Søren Firchs Vej 39, hvor virksomheden har sit hovedkvarter.

1. februar begyndte knap 30 nye medarbejdere hos Systematic, der sidste år blandt andet underskrev en milliardaftale med den amerikanske hær.

Men på direktørkontoret har administrerende direktør Michael Holm planer om at ansætte endnu flere folk, hvis han da ellers kan få fat i dem, han skal bruge.

“Det er svært at få de folk, vi skal bruge. Sidste år ansatte vi knap halvanden medarbejder om dagen. Nu er der lige begyndt 28 nye medarbejdere her 1. februar, men vi har stadig 80 ledige stillinger,“ siger Michael Holm, der er administrerende direktør i foretagendet.

Ligesom mange andre it-virksomheder kæmper man hos Systematic for at få besat stillingerne med dygtige it-medarbejdere, der i øjeblikket er i høj kurs.

I dag har virksomheden sine medarbejdere spredt i flere bygninger, men i øjeblikket ligger der planer klar til at opføre et tårn ovenpå Systematics hovedkvarter, så alle medarbejder kan komme under et tag.

Tårnbyggeri skal det siges er en populær disciplin i Jylland, hvor også Bestseller-direktør Anders Holch Povlsen går med planer om at lade hovedkvarteret i Brande få kontakt med Guds egen himmel.

Aarhus er en trumf

Den rutinerede direktør kan efter eget udsagn drage nytte af at hans tårn skal vokse op ad den aarhusianske muld.

Det giver nemlig en tættere tilknytning til nogle af nøgleinstitutionerne indenfor uddannelse i Jylland, og det kan blive en fordel, når det gælder kampen om de kloge hoveder.

“Vi er heldige at bo, der hvor vi bor. Vi er kendt på Aarhus Universitet, og vi bor tæt på," siger Michael Holm og fortsætter:

"Vi bor ikke 30 kilometer fra Aarhus. Og det er jeg glad for. Bare det, at en virksomhed bor i Silkeborg, Skive eller Horsens gør det sværere at skaffe folk end det er her i Århus.”

Ansætter i hele verden

Selvom Systematic har mange opslåede stillinger på kontorerne i København og Aarhus, så rækker ansættelsesbølgen også udover de danske grænser.

Virksomheden er ved at starte op i Australien, har ansat de første folk i New Zealand og har også gang i ansættelserne i USA. Der er dog et kontor, hvor der for alvor bliver printet jobopslag her i 2018.

På adressen i en af Europas blomstrende it-hovedstæder Bukarest skal der næste år ansættes mange nye folk - også flere end i Danmark.

"Vi skal være 80 flere her i Danmark, så 180-200 medarbejdere forventer vi at ansætte i år,” siger Michael Holm og fortsætter:

"Vi har et mål om, at der i år i Rumænien skal være mellem 150-200 medarbejdere. Der er 100 medarbejdere nu."