Uopfordret jobsøgning i ferien


Uopfordret jobsøgning i ferien

Når ferietiden nærmer sig, holder mange HR-folk fri, og antallet af jobannoncer falder. Men hvis du som jobsøger tror, at du også lige så godt kan holde ferie, så tager du fejl.

Her er nogle råd til dig, som gerne vil søge job i ferien.

Find frem til de ikke-annoncerede stillinger

Nogle virksomheder har planer om at ansætte flere medarbejdere, når ferien er slut. Stillingerne bliver bevidst ikke annonceret før eller i ferien, fordi virksomhederne ikke har kapacitet til at håndtere jobansøgningerne, og fordi de forventer at få bedre resultater, hvis de venter med at annoncere til efter ferien.

Kontakt virksomhederne

Det gælder altså om at kontakte virksomhederne og finde frem til de ledige stillinger, der ikke er annonceret endnu. Ved at kontakte virksomhederne viser man initiativ og entusiasme, og hvis den rigtige medarbejder kommer forbi, vil mange virksomheder være glade for at slippe for at behandle 100 ansøgninger efter ferien.

Man får mest ud af at kontakte de små og mellemstore virksomheder. Store virksomheder har personaleafdelinger og faste procedurer, som de ikke laver om på bare fordi, man kontakter dem i en ferie. Men hvis man ringer til de små og mellemstore virksomheder midt i ferien, er der gode chancer for at blive stillet direkte om til direktøren eller afdelingschefen.

Brug dit netværk

Brug dit netværk og kontakt en medarbejder i den virksomhed, du er interesseret i. Spørg vedkommende hvilke afdelinger i virksomheden, der skal ansætte nye medarbejdere efter ferien. Spørg også hvilke typer af stillinger virksomheden efterspørger, og hvem kontaktpersonerne er. Hvis du ikke kender nogen i virksomheden kan du i stedet ringe til receptionen eller salgsafdelingen og stille de samme spørgsmål. Receptionisterne er ofte dem, der ved mest om, hvad der foregår i virksomheden, og sælgerne elsker når nogen ringer og stiller spørgsmål om virksomheden, det er deres job at snakke med folk, der ringer.

Når du kommer igennem til den relevante afdelingschef, så præsenter dig selv, og tilbyd at komme forbi til en samtale. Det vil i de fleste tilfælde blive afslået, men du kan altid få lov til at sende en ansøgning, og så kan du ringe op følge op på ansøgningen efter et par dage.

Hvis du er rigtig heldig kan du på denne måde overhale andre ansøgere og få stillingen allerede inden den bliver slået op. Hvis du får et afslag, så husk at spørge afdelingschefen om han/hun kender til andre virksomheder, der er i gang med at udvide. Hvis du bare får to nye virksomhedsnavne hver gang du får et afslag, så skal du nok ende med at få et job til sidst.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen