Jobglæde

Skal vi være venner?

Er du gode venner med dine kollegaer – eller er der en skarp skillelinje mellem dit arbejdsliv og privatliv? Der er både fordele og ulemper ved begge scenarier – og valget afhænger ofte af din branche.

Er det en god idé at være venner med ens kollegaer? Svaret er langt fra sort/hvidt, for der er både fordele og ulemper ved at blande arbejdsliv og privatliv – det mener arbejdspsykolog Henrik Hopff – der dog mener, at det allermest hensigtsmæssige er at skille de nære relationer fra de professionelle.

Når man bliver nære venner med kollegaerne på arbejdspladsen, så er der ifølge Henrik Hopff nogle almindelige spilleregler, som bliver sat ud af kraft på jobbet, og det kan give problemer. Samtidig kan der også være fordele ved at være venner og kollegaer, hvis man kan finde ud af at arbejde sammen – for så er det guld værd.

”Der er måske lidt mere snak, men det gavner faktisk virksomheden, fordi medarbejderne ofte så laver mere,” siger Henrik Hopff til Fagbladet 3F – og han tilføjer:

”Det, at man også er venner i fritiden, gør også, at man har et større ansvar og loyalitet overfor hinanden på arbejdet, fordi makkerskabet rækker ud over jobbet.”

Mange har nært forhold til kollegaer

Tilbage i 2007 foretog Analyse Danmark en rundspørge på vegne af Ugebrevet A4 blandt 3.101 danske lønmodtagere. Den viste, at tre ud af fire af lønmodtagerne opfatter deres forhold til kollegaerne som nært og personligt. Over halvdelen ser mindst en af deres kollegaer som en nær ven.

Einar Baldursson, der dengang var leder af Center for arbejdsorganisationspsykologi på Aalborg Universitet, udtalte i den forbindelse i en artikel i Ugebrevet A4, at tallene er opsigtsvækkende:

”Det står i skærende kontrast til tidligere. For bare 10-15 år siden var der højst 10 procent, der så sine kolleger i arbejdstiden. Det gode i denne udvikling er, at den sociale dimension ikke alene fylder mere end tidligere, men tilsyneladende også fungerer godt,” siger han og advarer dog samtidig om, at udviklingen også kan have negative sider:

”Udviklingen peger på, at vores evne til at indgå i nære relationer med hinanden er en afgørende forudsætning for succes i det moderne arbejdsliv. Det betyder, at hvis man er lidt socialt alternativ eller bare ikke særlig social, så kan man få svært ved at finde et ståsted på arbejdsmarkedet.”

Forskel på faggrupper

I artiklen fremgår det, at sygeplejerskerne er den faggruppe, der opnår den højeste score i undersøgelsen. 88 procent af dem har et nært og personligt forhold til kollegaerne. Det skal også siges, at det samtidig er den faggruppe, hvor gruppen, der ikke har nære venner blandt kollegaerne, er mindst.

I den anden ende af skalaen finder man akademikerne, hvor næsten seks ud af 10 siger, at de ikke har nære venner blandt kollegaerne. Fra Akademikernes Centralorganisation lyder det ifølge artiklen, at det formentlig skyldes, at mange medlemmer arbejder mere solo end i teams, og at der derfor ikke er den store grobund for at udvikle venskaber.

Uanset om vi er nære venner med kollegaerne eller ej, så kan mange skrive under på, at de er Facebook-venner med deres kolleger. Cirka hver anden dansker er ifølge en undersøgelse, foretaget af YouGov for teleselskabet Telia blandt omkring 1.000 danskere, venner med kollegaer på Facebook.

”Med indtoget af de sociale medier er der ingen tvivl om, at vores private og professionelle liv er smeltet mere sammen end tidligere,” siger Camilla Wilfert i en artikel på Arbejdsmiljøviden.dk.

Hun er ekspert i sociale medier hos Telia og mener, at sammensmeltningen på den ene side kan styrke arbejdsmiljøet, fordi man får indblik i kollegaernes hverdag og privatliv – men at det omvendt kan udgøre en faldgrube, hvis man ikke er opmærksom på, at kollegaerne pludselig kan have adgang til private fotos og statusopdateringer.

Læs også