Øvrigt

Siemens: Vi går efter in­ge­ni­ø­rer, der vil gøre en forskel

Siemens bruger stort set alle typer ingeniører, og deres indstilling er afgørende: De skal have lyst til at arbejde for en mere bæredygtig verden.

Civilingeniører, stærkstrømsingeniører, elektroingeniører og bygningsingeniører. Det er blot nogle af de typer ingeniører, som Siemens er på udkig efter.

”De skal selvfølgelig være dygtige inden for deres felt og holde sig opdateret i forhold til netop det. De skal forstå, at det hele bliver mere datadrevet - og med deres ingeniørbaggrund kunne sætte sig ind i, hvad virksomheden har brug for,” fortæller Lise Emilie Fritzbøger, der er ansvarlig for employer branding i Siemens.

Særligt vigtigt er det, at mulige kandidater har erfaring med bæredygtighed.

”Det er vigtigt, at de vil være med til at gøre en forskel. Vi udvikler løsninger, der arbejder for en mere bæredygtig verden, og derfor skal de ikke stille sig tilfredse med status quo, men have lyst til at gøre det lidt bedre: Hvis man nu kan bygge en større vindmølle, der koster mindre at producere eller finde en mere energieffektiv løsning, hvis der bliver skruet her eller der – så er det med til at øge antallet af vindmøller og gøre verden mere bæredygtig. Det skal man brænde for,” siger Lise Emilie Fritzbøger.

Erfaringen kan komme mange steder fra

Hvis man ikke direkte har erfaring inden for det bæredygtige område, så kan man ifølge Lise Emilie Fritzbøger komme langt, hvis man på andre måder kan vise, at man kender til området.

”Det kan være, du tidligere har haft et relevant studiejob, eller at du har haft frivilligt arbejde, der involverede aspektet omkring bæredygtighed,” siger Lise Emilie Fritzbøger og tilføjer, at du ud over at være fagligt dygtig skal være en teamplayer.

”Du skal desuden være kreativ, for vi arbejder hele tiden med at udvikle nye produkter og løsninger,” uddyber hun.

Lav ledighed inden for faget

I Siemens står man netop nu og mangler ingeniører, og det er ikke noget særsyn i øjeblikket i de ingeniørtunge virksomheder i Danmark. Ifølge Ingeniørforeningen IDA var ledigheden i oktober i år helt nede på 2,3 procent.

”Beskæftigelsessituationen for ingeniører og andre med en teknisk naturvidenskabelig uddannelse kalder for tiden hverken på jubel eller fortvivlelse. Siden den store stigning i ledigheden i 2009 har ledigheden blandt ingeniører og andre med tilsvarende uddannelse været støt faldende, og dette vurderes at ville fortsætte i den nærmeste fremtid,” lyder det i en artikel på Ingeniørforeningens hjemmeside, hvor det også fremgår, at det særligt er dimittenderne – men også ”seniorerne,” der bærer en stor andel af ledigheden.

”Virksomhederne skriger efter visse typer ingeniørkompetencer, som den lille gruppe ledige ingeniører ikke besidder. Derfor skal vi mere målrettet tage hånd om opkvalificering af den lille og dyrebare arbejdskraftreserve, vi har tilbage,” lyder det videre.

I Siemens er man hele tiden opmærksom på at tiltrække ingeniører. Virksomheden har på verdensplan cirka 348.000 medarbejdere, hvoraf 30.000 er beskæftiget med forskning og udvikling. I Danmark er der 8.000 medarbejdere.

Læs også