JobsøgningKarriereØvrigt

Seniorer fanges tit i et paradoks – det er på tide, det bliver brudt

Mange seniorer (50+) oplever udfordringer med at få fodfæste på arbejdsmarkedet igen eller blot skifte job i en sen alder. Det er let at blive fortvivlet, hvis man som senior står i sådan en situation. Heldigvis findes der et sted at gå hen.

Senior Erhverv Hovedstaden (SEH) er ét af i alt 23 jobsøgningsnetværk under Senior Erhverv. Netværkene er fordelt over hele landet og fungerer overordnet efter samme principper: Jobsøgning gennem selvaktivering – hjælp til selvhjælp.

Formand for SEH, Henrik Agersted, ridser paradokset op:

”Der fokuseres meget på at udskyde pensionsalderen og holde på seniorer længere og længere tid på arbejdsmarkedet. Men når der skal ansættes, møder seniorerne stadig mange af de traditionelle fordomme på arbejdsmarkedet, der kan forhindre dem i overhovedet at komme i betragtning. Det er et paradoks, vi må forsøge at ændre på.”

Automatisk frasorteret

Ifølge Henrik Agersted er der mange medlemmer hos SEH, der har fornemmelsen af, at der sker en kraftig frasortering baseret på alderen til at starte med. Ofte har der været en fordom om, at seniorerne ikke er værd at satse på, for de går nok alligevel snart på pension eller efterløn.

”Mange medlemmer fornemmer, at der sker fravalg grundet en firkantet tankegang omkring flere ting – det kan også være med hensyn til løn, hvor opfattelsen er, at en senior er meget dyrere end en, der er yngre! Der tænkes måske ikke så meget på, hvad senioren rent faktisk kan udrette for virksomheden, som på lønkronerne”, siger Henrik Agersted og fortsætter:

”En tredje hyppig opfattelse er, at seniorer ofte er overkvalificerede – at de vil komme til at kede sig i jobbet. Men netop på grund af de mange års erfaringer med både arbejdsopgaver og arbejdsmarkedet, kan en senior jo selv være med til at skabe udvikling i jobbet, i afdelingen og på firmaets bundlinje.”

Solstrålehistorier er der også

Aktiviteterne i SEH fokuserer på at øge medlemmernes synlighed som jobparate og kompetente medarbejdere over for arbejdsgivere. Især gennem virksomhedsbesøg skabes relationer mellem arbejdsgivere og seniorer. Det giver pote.

”Et af vores medlemmer var med på virksomhedsbesøg, og der blev skabt en så god kontakt, at den efterfølgende uopfordrede ansøgning endte med fast IT-job til medlemmet”, siger Henrik Agersted og uddyber værdien af netværket:

”Et call-center henvendte sig til os, det skabte deltidsjobs for 15 medlemmer – og der er løbende kontakt, når der er behov for flere. En virksomhed fik fat i deres regnskabsmedarbejder på fuld tid gennem os. Og en virksomhed slog vejen forbi vores kontor, hvor vi udarbejdede et stillingsopslag for produktionsmedarbejdere. I løbet af 2 dage havde virksomheden modtaget 5 henvendelser fra kvalificerede kandidater. Alle medlemmer hos Senior Erhverv. Så jo, der er bestemt en vej frem, når vi går i flok.”

Gode råd til både virksomheder og seniorer

Henrik Agersted mener, at virksomhederne bør se fordelene i nytænkning – i stedet for at se alderen som et minus. For i mange tilfælde er alderen netop en styrke.

”Reelle kompetencer og erfaringer bør være i fokus. Seniorer kan være lige så fleksible, omstillingsparate og selvkørende som alle andre. Og kan måske endda undvære et træningsforløb i kraft af erfaringen. Jeg vil opfordre virksomhederne derude til at huske at bryde med flere af de firkantede fordomme om seniorer – også for deres egen udviklings skyld.”

Og til seniorerne rundt omkring har Henrik Agersted også et godt råd:

”Deltag i et jobsøgningsnetværk som Senior Erhverv, hvor der netop er fokus på seniorer. Gennem erfarings- og idéudveksling skabes tit en ny energi, der kan blive til en ny motivation og give større optimisme og selvværd. Det er i hvert fald et sted, man selv kan starte, hvis man mangler et skub i den rigtige retning.”

Læs også