AnsøgningJobsøgning

Sådan slipper du igennem sø­gero­bot­tens falkeøje

Flere store virksomheder har computerprogrammer til at grovsortere de indkomne ansøgninger. Det skal du i høj grad være opmærksom på, når du skriver din ansøgning, for det er dine nøje udvalgte ord, der kan være indgangsbilletten til at passere robotten.

Flere og flere store virksomheder bruger et computerprogram til at grovsortere de ansøgninger, virksomhederne modtager. Det kom sidste år frem i flere medier.

Det er værdifuld viden for dig, der søger de store virksomheder.

”Sorteringsmekanismen søger efter de ansøgere, som har brugt helt bestemte ord. Derfor er det vigtigt, at man bruger de ord eller den sprogbrug, som man nu bruger i den pågældende virksomhed. Kig godt på hvilke ord, jobopslaget bruger om bestemte kvalifikationer og brug dem – og kig eventuelt også på virksomhedens hjemmeside for at finde frem til, hvilke ord der bliver brugt der,” siger Mette Knudsen, der er rådgivningschef i den faglige organisation Djøf.

Det er ikke nok, at du i din ansøgning fortæller om, hvad du gjorde i dit gamle job og bruger de typiske ord, som var relevante for den branche.

”Uanset om det er et computerprogram eller en person, der først modtager din ansøgning, så er der ikke tid til at sidde og analysere hver enkelt ansøgning for at finde ud af, hvad det betyder, når personen skriver sådan og sådan om sit gamle job i forhold til, hvad det kvalificerer til i dette job. Man er nødt til at sætte sig ind i virksomhedens verden og tage sprogbruget der til sig,” råder Mette Knudsen.

Helt udramatisk

Hun mener i øvrigt, at det kan lyde dramatisk og skræmmende, at det er en ”robot”, der læser ens ansøgning igennem, men at der er behov for at afdramatisere:

”Man må forvente, at der i en moderne verden sker en elektronisk behandling. Der er fordele og ulemper både ved den elektroniske sortering og ved den menneskelige sortering. Hvis en person skal sidde og læse 1.000 ansøgninger igennem og har brugt hele dagen på det, så kan det godt være, at de sidste 500 ansøgninger bliver droppet, fordi vedkommende allerede har fundet mange gode ansøgere. Dér ville det måske være en fordel og måske være mere fair at blive valgt ud af en robot ud fra bestemte søgeord,” siger rådgivningschefen i Djøf.

Hun mener, at der både ved en elektronisk og menneskelig håndtering vil blive sorteret ansøgere fra, som egentlig ville være relevante at have ladet gå videre. I det hele taget er man nødt til at være opmærksom på, at der er hård kamp om jobbet.

”Hvis der kun er ét job, så ville der måske være 20 kandidater, som var meget oplagte til jobbet – men det er bare ikke alle, der kan få det ene job.”

Det bringer med det samme Mette Knudsen videre til et andet godt råd.

Gå dine egne veje

Hun mener, at man bør kigge mere bredt, når man søger. De store virksomheder får enormt mange ansøgninger, og hun hører fra mange medlemmer, at de er frustrerede over blot at være et nummer blandt 300 andre.

”Hvis man vil undgå det, så skal man søge dér, hvor andre ikke søger. Der er en lemmingeffekt, som er værd at undgå. Sæt dig i stedet for ind i den branche, du finder interessant, og så søg nogle af de mindre kendte virksomheder. Der er færre ansøgninger, og der er dine chancer bedre.”

Satser man på de store virksomheder, og har man en anderledes profil, som man vurderer, at en sorteringsrobot vil lægge i nej-tak bunken, så råder Mette Knudsen til, at man kontakter virksomheden. Det kan være medvirkende til, at man med menneskelig hånd bliver lagt i den gode bunke.