Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Sådan fik franske Clémentine sit første ingeniør-job


Sådan fik franske Clémentine sit første ingeniør-job

Efter første år på sin master i miljøteknologi på DTU strejfede tanken franske Clémentine Jézéquel: Måske skulle hun finde et arbejde i Danmark efter sin sidste eksamen. På en messe på DTU tidligere i år besluttede hun sig endeligt, da hun talte med ingeniør-virksomheden Grontmij, hvor hun nu arbejder.

Af Ulla Oppermann Blankholm, Blankholm Kommunikation

Clémentine Jézéquel

”I think I was lucky,” lyder det fra 24-årige Clémentine Jézéquel fra Frankrig om det faktum, at hun opnåede at få jobbet hos ingeniør-virksomheden Grontmij, hvor hun primært arbejder med klimatilpasningsprojekter.

Hun havde læst til ingeniør på Ecole Centrale de Nantes i Frankrig, og rettede blikket mod Danmark og særligt DTU, da universitetet her udbød den master, hun gerne ville have, og som ikke blev udbudt på hendes eget universitet i Frankrig.

”Universitetet i Nantes og DTU havde nogle gode aftaler, og DTU så ud til at være rigtig godt,” siger Clémentine Jézéquel, der tog afsted for at tage den toårige master i Environmental Engineering, som miljøteknologi er oversat til.

Efter et år begyndte hun at tænke på, at det kunne være interessant at arbejde i Danmark, når hun var færdig, fordi hun syntes, det var rart at være her.

”Jeg var på en messe tidligere i år, hvor der var en manager fra Grontmij, som jeg talte med. Jeg spurgte ind til, hvad han ledte efter, og det viste sig, at han ledte efter en som mig,” siger Clémentine Jézéquel, der tidligere havde haft en stilling som ingeniørpraktikant i det franske forsyningsselskab Saur og derfor havde erfaring derfra.

Vigtigt at lære dansk

”Jeg kunne også godt have søgt et lignende job i Frankrig, men der fungerer tingene lidt anderledes, og mange virksomheder ville måske ikke kende til det, som jeg kan nu. Derudover er der langt hårdere konkurrence om ingeniør-jobbene i Frankrig,” siger den 24-årige ingeniør.

Hun har nu arbejdet en måned (ved redaktionens afslutning, red.) hos Grontmij, og hun er rigtig glad for jobbet. Under sin master har hun fået undervisning i dansk, og skal hun råde andre internationale ingeniører til noget, så er det netop at lære dansk.

”Det er vigtigt at vise, at man er villig til at investere tid i at lære dansk – det er vigtigt ude i virksomhederne, at man kan det. Jeg holder en pause det her semester, fordi jeg lige er startet på det nye arbejde, men jeg vil starte igen til næste semester,” siger Clémentine Jézéquel, der har fået flest internationale venner via studiet på DTU – særligt fra resten af Europa, men også enkelte danske.

Rift om nyuddannede ingeniører

Tidligere på året kunne vi her på jobindex.dk berette om, at der i høj grad er rift om de nyuddannede ingeniører. En af de virksomheder, som er kraftigt på udkig efter nyuddannede ingeniører er Orbicon, hvor den administrerende direktør, Jesper Nybo Andersen, tidligere i år deltog i en messe, der svarer til den, som Clémentine Jézéquel deltog i.

”Vi er der for at få en direkte dialog med de studerende, der nærmer sig færdiggørelsen af deres studier. Vi skal hele tiden rekruttere nye og gode talenter, og det gør man bedst ved at komme i dialog med folk,” siger Jesper Nybo Andersen.

Det fremgår desuden af artiklen, at Orbicon ansætter mellem 50 og 100 medarbejdere hvert år de kommende år, og at Jesper Nybo Andersen regner med, at omkring 20 procent af dem vil være nyuddannede ingeniører.

Publiceret 2014-11-01




Læs også

1 til 24 af 238 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||10|Næste »
1 til 24 af 238 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||10|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.