JobsøgningOpsigelse

Sådan arbejder Birgitte på at få et job

Efter 21 år hos Telenor stod 45-årige Birgitte Tolstrup og var ledig – for første gang nogensinde. Hør her, hvordan hun arbejder med sin jobsøgning.

Meldingen var klar: I 2016 ville der komme nedskæringer som følge af et nyt system. Birgitte Tolstrup havde de seneste 11 år – ud af sine i alt 21 år hos Telenor – siddet i en afdeling, hvor der ikke var blevet fyret nogen, men pludselig blev fire af hendes kollegaer i afdelingen fyret. Det var på et tidspunkt, hvor Birgitte Tolstrup tænkte, at det reelt var nu med implementeringen, at der var behov for flere hænder, ikke færre.

”Vi knoklede som sindssyge, og folk fik stress, og så blev nogle af vores kollegaer fyret,” fortæller Birgitte Tolstrup, som i august sidste år selv fik en fyreseddel og blev fritstillet med det samme fra sin stilling som kunderådgiver i Telenor, hvor hun har haft nogle fantastiske år.

På den ene side var hun lidt overrasket, og på den anden side kom det ikke som noget chok, fordi telebranchen med hendes ord er en usikker branche. Efter at have haft så travlt op til fyringen – og med et halvt års ”frihed” med løn – har hun taget sin jobsøgning med ro.

”Jeg har tilmeldt mig forskellige jobportaler, bruger LinkedIn – og så bruger jeg mit netværk rigtig meget. Jeg sørger for at holde det opdateret og holder nogle kaffemøder med tidligere kollegaer, som er i andre virksomheder nu,” siger Birgitte Tolstrup og tilføjer:

”Men jeg indrømmer også blankt, at jeg har nydt ikke at have travlt.”

Jeg har ikke været presset til at søge

Det halve år med løn har gjort, at hun kun har søgt de stillinger, hun virkelig gerne har villet have.

”Jeg har ikke været presset til at søge noget, jeg ikke har haft lyst til. Samtidig har jeg også været kritisk, for jeg kunne godt tænke mig at prøve noget andet end at være kunderådgiver. Jeg kunne godt tænke mig at bruge min erfaring som projektleder og koordinator noget mere, men hvor jeg stadig har kundekontakt,” siger Birgitte Tolstrup, der kan mærke, at hun i øjeblikket får meget ud af at bruge sit netværk.

Det gælder ifølge hende om at komme ud af busken og få fortalt rigtig mange mennesker, at man er ledig:

”Det er ikke flovt i dag, sådan som det måske var tidligere. I dag sker der hele tiden ændringer overalt i virksomhederne, så fyringer er normale.”

Hun er glad for, at hun kan sove roligt om natten, fordi familiens økonomi hænger sammen, selv om hun er på dagpenge, og hun er sikker på, at hun nok skal finde et job.

”Jeg ved, at der nok skal åbne sig nogle nye døre. Uanset hvilket job jeg får, vil det selvfølgelig blive en omvæltning, fordi jeg har været så mange år det samme sted. Det bliver spændende,” siger Birgitte Tolstrup, der stadig er i kontakt med nogle af de kollegaer, som blev fyret samtidig med hende.

De har talt om, at det slet ikke har været så slemt at blive fyret, som de havde troet.

”Vi har alle sammen haft en oplevelse af, at nu har vi mulighed for at finde et nyt job og prøve noget andet. Vi har tiden og overskuddet nu til at gøre det,” lyder det fra Birgitte Tolstrup, der har lavet en lille regel for sig selv, der hedder, at ser hun et interessant jobopslag, så skriver hun ansøgningen og sender den afsted enten samme dag eller dagen efter, hun har set det.