Jobsøgning

Ro på! Ro­bot­ter­ne vil ikke over­flø­dig­gø­re os

Drop frygten for, at robotter vil udkonkurrere os og gøre mange af os arbejdsløse – og hold i stedet øje med, hvilke nye jobmuligheder de giver.

Skrækscenarierne står i kø. Lister med job, der er væk om bare 5, 10 og 20 år lander med mellemrum i medierne, som også beretter om, hvor mange job, der allerede er overtaget af robotter. Frygten minder på mange måder om den, som man så for 200 år siden, da industrialiseringen med sine pustende maskiner indtog mange virksomheder. Det mener Christian Bjørnskov, der er professor på Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.

”Den frygt viste sig at være helt ubegrundet, og sådan vil vi også se tilbage på den frygt, der lige nu florerer mange steder,” siger Christian Bjørnskov, der mener, at robotter selvfølgelig gør ting meget billigere – ellers ville de ikke overtage nogle af vores job.

”Men det betyder ikke, at folk bare bliver arbejdsløse og vil blive ved med at være det. Allerede nu kan vi se, at den nye teknologi gør nogle arbejdsløse, men at der bliver dannet nye jobmuligheder andre steder,” lyder det beroligende fra Christian Bjørnskov.

Nye markeder vil opstå

Økonomiprofessoren mener, at når robotterne er med til at gøre ting langt billigere, så betyder det, at vi alle får et større økonomisk overskud, som giver penge til andre ting – som igen vil betyde, at der skal bruges ressourcer til at producere noget andet.

”Der vil danne sig nye markeder. I 1960’erne var der også en stor teknologisk udvikling – landbruget blev for eksempel meget mere produktivt – og der var man også bekymret for, at det ville overflødiggøre mange arbejdspladser. På samme tid blev charterrejser en stor ting. Det var noget, som de færreste havde forudset – ingen havde regnet med, at vi pludselig ville rejse til udlandet for at holde ferie. Det viser, hvor svært det kan være for os at opdage, hvor de nye markeder er,” siger han.

Af samme grund har han også svært ved at forudsige, hvilke job der vil eksistere i fremtiden.

”Derfor kan vi heller ikke rigtig uddanne folk til dem, før de dukker op – og vi har set, hvad der bliver brugt penge på i fremtiden. Meget peger dog på, at der vil blive et stort behov for yderligere servicejob,” siger Christian Bjørnskov, der helt bestemt mener, at man selv skal gøre sig nogle overvejelser om, hvor man mener, fremtidens job ligger.

”Drop frygten og slå koldt vand i blodet – for det skal nok gå. Når man selv tænker over, hvad der vil være af muligheder på fremtidens arbejdsmarked, så er det vigtigt, at man ikke kun tænker på sig selv som arbejdstager men også som forbruger, for det er her, der vil ligge store gevinster: Hvad vil du selv købe som forbruger i fremtiden? Hvis du vil det, så er der formentlig også andre, der vil – og derfor er det et sted, hvor der vil blive skabt job,” konkluderer Christian Bjørnskov, der ofte er ude at holde foredrag om emnet og tydeligt mærker frygten for, at hele den verden, vi kender, vil forsvinde – og folk afkræver ham et svar på, hvilke job der vil eksistere i fremtiden.

”Man skal blot være opmærksom på, at heller ikke økonomer ved det. Alt det, der bliver skrevet, er kun spekulationer – og dem kan man lige så godt foretage selv,” siger han.