Karriere

Rita uddannede sig under sin ledighed

Det var som at få en spand iskoldt vand i hovedet, da Rita Roth Sørensen fik en fyreseddel fra sin arbejdsplads. Da hun var kommet sig, tog hun en uddannelse og blev faglært.

”Jeg havde regnet med, at jeg skulle være på Grundfos, til jeg skulle bæres ud,” siger 45-årige Rita Roth Sørensen, der arbejdede som ufaglært i produktionen på Grundfos, da hun i 2014 blev fyret sammen med en masse andre kollegaer.

”Jeg var langt nede et stykke tid efter, før jeg accepterede, at det var sådan, det var,” siger Rita Roth Sørensen, der blev hjulpet godt på vej af et outplacement-kursus arrangeret af Grundfos.

Det var her, at hun for alvor lærte, at hun var nødt til at acceptere tingenes tilstand og så derefter tænke ”ud af boksen” i sin jobsøgning.

”Vi skulle ikke bare søge det, som var oplagt for os at søge – det vil sige i produktionsvirksomheder – vi kunne også gøre noget andet, og der blev det også nævnt, at man kunne tage en uddannelse,” fortæller Rita Roth Sørensen, der overvejede for og imod at tage en faglært lager- og logistikmedarbejderuddannelse.

Det ville koste hende 2.000 kroner om måneden efter skat i de 12 uger, som hun – med merit – ville kunne tage uddannelsen på.

Hårdt at komme på skolebænken igen

Økonomien var den eneste hindring for hende: For det tiltalte hende i høj grad at uddanne sig og dermed øge sine chancer for at få et job. Hun traf beslutningen, økonomien holdt – og i dag er hun glad for at have en faglært uddannelse med sig i bagagen.

”Det var hårdt at komme på skolebænken igen. Eksamener og mig er ikke den bedste kombination, men jeg bestod, og det er det vigtigste,” siger Rita Roth Sørensen, der råder andre til at uddanne sig.

”Man skal bare springe ud i det. Nu er det blevet sådan, at man kan tage en faglært uddannelse og få 100 procent dagpenge imens, så derfor betyder det ikke længere noget økonomisk, som det gjorde for mig,” siger Rita Roth Sørensen, der blev færdig med sin uddannelse i slutningen af november 2016.

I januar 2017 kom hun i virksomhedspraktik i virksomheden Stantræk, der er en international industrivirksomhed inden for metalbearbejdning i plader og bånd.

Uddannelsen giver mig muligheder

Efter den ene måned blev hun fastansat – som ufaglært i produktionen og som medhjælper i kantinen – sidstnævnte et job, hun tidligere har varetaget.

”Ham, der ansatte mig, så mit cv og kunne se, at jeg havde de kompetencer, de kunne bruge. På den måde har det ikke gjort noget, at jeg har taget en faglært uddannelse, men jeg tror bestemt heller ikke, at det har virket negativt i min ansøgning,” siger Rita Roth Sørensen, der har fået at vide, at skulle der blive behov for en medarbejder på lageret, så ved de, at hun har uddannelsen som lager- og logistikmedarbejder.

”Det kan blive et plus for mig herude og i det hele taget, at jeg nu har den uddannelse,” siger hun.