Karriere

Psy­ki­a­tri­ens ansatte kontakter oftere politiet

Fra 2010 til 2016 steg opkaldene fra de ansatte på otte psykiatriske hospitaler med 19,7 procent.

De ansatte i psykiatrien taster oftere politiets telefonnummer, når de er på arbejde. Ifølge Fagbladet FOA steg opkaldene fra otte psykiatriske hospitaler med 19,7 procent fra 2010 til 2016. Opkaldene handler ifølge bladet især om bortløbne patienter, konfiskering af stoffer og pacificeringer af voldelige patienter. Formanden for FOA, Dennis Kristensen, mener at tendensen er et udtryk for, at psykiatrien er presset:

”De ansvarlige politikere og ledere bliver nødt til at erkende, at der er behov for flere hænder og sengepladser. Manglen på uddannet personale skal ikke opvejes af folk med blå blink, plastikskjolde og skudsikre veste,” siger han.

Sundhedsminister, Karen Ellemann, er ifølge artiklen enig i, at opkaldene skal begrænses – hun mener, at regionerne har ansvaret for, at det sker.

Mange bliver truet eller slået

For to år siden viste en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd, FOA og Bedre Psykiatri ifølge Videncenter for Arbejdsmiljø, at sygeplejersker og SOSU’er i psykiatrien oplever mere vold.

Mere end halvdelen af psykiatripersonalet i undersøgelsen oplever, at der er kommet en stigning i antallet af vold og trusler. Samtidig fortæller ni ud af ti, at nogen på deres arbejdsplads er blevet truet eller slået i løbet af det seneste år.

Dorte Stenberg, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd fortæller, at den stigende vold gør de ansatte utrygge:

”Det er ikke altid de hårdeste episoder, der er de værste. Nogle gange er det antallet af episoder, som gør, at folk bliver langtidssygemeldt,” siger hun i en artikel på Videncenter for Arbejdsmiljø, hvor Annie Høgh, der er forsker på Institut for Psykologi på Københavns Universitet, gør opmærksom på, at det kan være meget alvorligt for arbejdsmiljøet, hvis der ikke bliver taget hånd om volden.

Det kan ifølge hende gå ud over helbredet og give stress. Hun forklarer, at man dog ikke kan udrydde volden helt – den er et grundvilkår i psykiatrien.

”Men man kan gøre rigtig meget for at forebygge den og gøre andelen af voldstilfælde meget mindre. Vold er et kollektivt problem, som skal tages hånd om i fællesskab,” siger hun.

Styr uden om trusler og vold

Etsundtarbejdsliv.dk – som BAF – BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig Administration – står bag – har udarbejdet en guide til, hvordan man kan undgå vold og trusler, når man er på arbejde i psykiatrien. Her fremgår det blandt andet:

”Lidt firkantet sagt er der to syn på, hvad man skal stille op med trusler og vold på arbejdet. Det ene tager udgangspunkt i patienten og leder frem til, at trusler og vold er et vilkår, man må finde sig i. Patienten eller den pårørende er jo i en sårbar situation. Det andet tager udgangspunkt i medarbejderen, og at man aldrig må finde sig i trusler og vold. Derfor bliver man nødt til at lave begrænsninger og sanktioner over for patienter og pårørende for at undgå det.”

Læs også