Øvrigt

Prisvin­den­de patent

Høreapparatvirksomheden Widex har vundet den Europæiske Patentpris 2012 i kategorien ’Industri’. Selskabet fik prisen for patentet bag deres såkaldte Camisha-teknologi, og besejrede blandt andet patentet bag teknologien Bluetooth.

Under overværelse af blandt andre Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og erhvervs- og vækstminister Ole Sohn, kunne Jan Tøpholm, Søren Westermann og Svend Vitting Andersen fra den danske høreapparatproducent Widex den 14. juni gå på scenen i Skuespilhuset i København og lade sig hylde.

De tre modtog nemlig den prestigefulde europæiske opfinderpris European Inventor Award 2012 i kategorien ’Industri’ for patentet bag den såkaldte camisha-teknologi, der har forbedret komforten af høreapparater verden over:

”Vi er meget stolte over at vinde denne pris, særligt i konkurrence med så stærke teknologier som Bluetooth og Roches diagnosticeringstest af hjerteanfald. Innovation har altid været en del af Widex' DNA, og denne pris understreger vores position som teknologileder – ikke bare i høreapparatindustrien, men som hightech-virksomhed," sagde direktør i Widex, Jan Tøpholm, ifølge Politiken, ved prisoverrækkelsen.

En ældre dame

Ligesom den konkurrerende teknologi Bluetooth, er Camisha-teknologien af ældre dato – fra omkring årtusindeskiftet – og Widex vinder altså ikke European Inventor Awarden for en ny opfindelse.

PR-medarbejder hos Widex, Julie Bauer Larsen, fortæller, at de nominerede til European Inventor Award næsten altid er patenter, der er ved at udløbe. Når patentet har nogle år på bagen, kan man nemlig bedre vurdere, hvilken betydning og udbredelse opfindelsen har haft, samt om den har nogen fejl.

Widex har i vurderingen sandsynligvis fået point for en imponerende udbredelse af Camisha-teknologien, som ifølge ing.dk i dag anvendes af stort set alle producenter af høreapparater verden over.

Camisha står for Computer Aided Manufacturing of Individual Shells for Hearing Aids. Først scannes et aftryk af høreapparatets øregang i en 3D-laserscanner. Herefter overføres data til en 3D-model af høreapparatbrugerens ørekanal.

Modellen bliver brugt til at fremstille en individuelt formet skal eller øreprop, der passer præcist til brugerens øre, og som er mindre og langt mere diskret end hidtidige modeller. Skallen bygges derefter op lag på lag.

At skabe et unikt høreapparat til hver enkelt bruger er tidskrævende. Søren Westermann fortæller til ing.dk den 2. maj 2012, at der arbejdes med en præcision på omkring 1/10 mm. Til gengæld kører 3D-printerne i døgndrift på kontorer rundt om i verden og i Danmark.

Pris skal inspirere

Søren Westermann sagde ifølge ing.dk efter prisoverrækkelsen i Skuespilhuset, at prisen skal inspirere til den videre udvikling af høreapparater:

”Vi er stolte af og beærede over at vinde prisen. Vi lægger stor vægt på at kunne gøre livet lettere for folk med nedsat hørelse, så det er en stor anerkendelse af vores arbejde, at vi nu har vundet prisen. Vi vil tage prisen med tilbage til vores forsknings- og udviklingsafdeling, så den kan være til inspiration for udviklingen af høreapparater fremover.”

Et af de nye skud på stammen hos Widex er verdens første helt igennem trådløse såkaldte CIC høreapparat til klienter med let eller mellemsvært høretab, som bygger på Widex’ egenudviklede trådløse teknologi.

Den Europæiske Patentpris er blevet uddelt siden 2006 og afholdes årligt af Den Europæiske Patentmyndighed for at hædre opfindere for deres arbejde med at skabe teknologiske, sociale og økonomiske landvindinger.

Prisen uddeles i fem kategorier: Industri, Research, Små og mellemstore virksomheder, Ikke-europæiske lande og Æresprisen. 15 finalister blev valgt ud fra 200 kandidater, og Widex var den ene af blot tre nominerede i industrikategorien.

Det er fjerde gang på kun fem år, at danske opfindere er med i slutfeltet om de europæiske patentpriser.