Øvrigt

Nyt medie til pro­fes­sio­nel­le it-folk

Et nyt it-medie beskæftiger sig med den hard-core it, som almindelige brugere aldrig ser, men som it-afdelingerne er vilde med at have fingrene i. Det handler om det store centrale nervesystem, om servere og om disk-systemer.

Journalist Torben B. Sørensen har de seneste 20 år siddet foran sin computerskærm og skrevet om it. Ikke om de dagligdags udfordringer, som han selv kunne stå overfor med sin egen computer, om gadgets og iPhone, men om den it, som it-chefer og it-ansvarlige beskæftiger sig med.

”Gennem årene har jeg kunnet mærke, at der har været færre og færre steder for mig at skrive til. Mange it-medier er mere interesserede i de forretningsmæssige konsekvenser af it, om fusioner og strategisk anvendelse, hvilket også er relevant. Men det har ladet de teknisk interesserede i stikken,” siger Torben B. Sørensen, der derfor valgte at gå sammen med to partnere om at starte www.it-dialog.dk.

Freelance-journalisten Dorte Toft, der er kendt for sin afsløring af IT Factory, har på sin blog skrevet om det nye medie:

”Han går modstrøms. Mens it-dækningen andre steder er ved at blive totalt domineret af nyheder om iPhone, andre gadgets og forbrugerfokuseret telestof, kerer han og medstifterne af it-dialog sig om de it-nyheder, som har relevans for folk, der arbejder i landets it-afdelinger.”

Alle i it-afdelingen
Torben B. Sørensen mener, det er et sammenfald af tilfældigheder, at der ikke længere er medier, der beskæftiger sig med den form for it. Han tror blandt andet, det skyldes, at de personer, der sidder på it-medierne, finder andre vinkler mere interessante.

”Vi henvender os til it-cheferne og de it-ansvarlige, som er kendetegnet ved at have ansvaret for it i virksomheden. Desuden skriver vi for dem, der sidder med fingrene nede i skidtet,” siger Torben B. Sørensen, der ikke lægger skjul på, at det nye medie er annoncefinansieret.

Derfor er målgruppen også bredt henvendt til alle i en it-afdeling, fordi dem der sidder med den endelige beslutningskompetence ikke har mulighed for at holde øje med alle de nye teknologier. Medarbejderen vil derfor typisk påvirke beslutningen med sin viden, og derfor bliver han eller hun en vigtig spiller.

Vi supplerer hinanden
Da Torben B. Sørensen sad og brændte for at komme ud med sin idé, virkede projektet dog til at starte med fuldstændigt uoverskueligt. På et tidspunkt snakkede han med de to nuværende medstiftere af it-dialog.dk – John Rasmussen og Lars J. Opsahl – som sammen havde talt om at starte et lignende medie. John Rasmussen har en fortid i det tidligere Damgaard Data og er medstifter af fødevareportalen funkisfood.dk og nocknock.info, der producerer interaktive videoklip til markedsføring og undervisning. Lars J. Opsahl havde Torben B. Sørensen kendt gennem mange år, fordi Lars arbejdede med PR og ofte prøvede at påvirke Torben til at skrive om hans kunder.

”Vi supplerer hinanden rigtigt godt. Jeg står for det redaktionelle. Lars står for salg og kontakt, og John står for den tekniske del af det.”

www.it-dialog.dk tilbyder en samarbejdsplatform til de virksomheder og producenter, der gerne vil sælge til læserne af it-dialog.

”Det er ikke prøvet før, så vi har ingen erfaring at trække på. Det bliver spændende at se, om det er en model, branchen vil have.”

Folk kommer tilbage
Finanskrisen er ikke noget, der skræmmer Torben B. Sørensen og hans to medstiftere.
”Måske ville det have været nemmere at starte før finanskrisen, men omvendt er det lige nu endnu mere vigtigt for it-virksomhederne at få solgt deres produkter. Nogle bruger masser af penge på markedsføring i opgangstider og mindre i nedgangstider, hvor det virkelig er dér, man skal satse på markedsføring. Det er der heldigvis også mange, der gør.”
Den nyslåede redaktør mener, at udfordringen for it-dialog.dk er, at folk opdager, at mediet findes. ”Dem, der allerede har fået øje på det, læser ganske meget på siden. Og en god del af dem kommer tilbage igen, så indholdet må være det rigtige. Det er en god start,” siger Torben B. Sørensen.

Torben B. Sørensen:
Har levet af at skrive om it siden 1990. Hans artikler har været bragt i blandt andet Computerworld, Erhvervsbladet, Telekommunikation og Komputer for alle.

Erhvervserfaring derudover:
2010- IT-dialog.dk, Redaktør og medstifter. 2007- , City Pressekontor, Freelancejournalist. 2005-2006, Deadline Press, Freelancejournalist. 2002-2005, UNI-C/DK-CERT Web-journalist på www.cert.dk. 2002, Cohn & Wolfe, Pr-konsulent. 1990-2001, Computerworld/IDG Danmark A/S, Journalist, webmaster og redaktør.

Uddannelse: 1990: Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.