Øvrigt

Måtte droppe drømmen om lærerjob – nu er han en af Kinas rigeste

Da Jack Ma - grundlægger af verdens største internethandelsfirma Alibaba – stod som færdiguddannet havde han svært ved at få job.

Nederlag på nederlag er en del af Jack Ma’s historie: Indtil det helt store jackpot med internethandelsfirmaet Alibaba. Da han søgte ind på universitetet – som man kun kunne søge ind på én gang om året - havde han først heldet med sig fjerde gang, han søgte. Da han senere stod som færdiguddannet, måtte han kigge langt efter drømmejobbet, fremgår det af en artikel i Politiken med overskriften: Han kunne ikke få sit drømmejob som lærer, Nu tjener han milliarder.

”I dag er Jack Ma en af Kinas rigeste mænd. Men som ung var han rastløs og flakkende, og ingen firmaer ville hyre ham,” står der i artiklen.

Ifølge en artikel på Bloomberg søgte han 30 forskellige job og blev afvist alle 30 gange. Han søgte på et tidspunkt et job hos KFC, da fastfoodkæden kom til hans by. 24 søgte jobbet – 23 fik et job – han var den eneste, der ikke fik noget. Men hvad har så fået Jack Ma til at blive ved – på trods af nederlagene?

”Da jeg var ung, sagde jeg, at ”alt er muligt.” Nu ved jeg, at det ikke er alt, der er muligt. I begyndelsen ville jeg bare overleve. De første tre år (da han arbejdede på Alibaba, red.) havde vi ingen indtægter. Jeg kan huske, at jeg mange gange har forsøgt at betale på en restaurant, men hvor ejeren sagde: ”Din regning er betalt” – og så var der en lap papir, hvor der stod: Mr. Ma – jeg er din kunde på Alibaba platformen. Jeg har tjent en masse penge der, og det ved jeg, at du ikke har, så jeg betaler din regning,” lyder det fra Jack Ma i et interview på Bloomberg.com

Dummeste idé nogensinde

Han fik ifølge artiklen flere gange at vide, at idéen med Alibaba var den dummeste, han nogensinde havde fået – men det kerede han sig ikke om, hvis bare folk kunne bruge handelsplatformen. I 1999 – da internetfeberen ramte Wall Street i USA, gik han ifølge Business Insider sammen med 17 andre i sin lejlighed – og de begyndte at bygge deres egen online markedsplads. I oktober 1999 havde virksomheden rejst 5 millioner dollars fra Goldman Sachs og 20 millioner fra SoftBank – et japansk telecom firma.

I dag er Alibaba verdens største internethandelsfirma, men hvor skal virksomheden hen nu?

”Jeg håber, at vi kan servicere to billioner kunder, inklusive udenfor Kina. Vi hjalp landmænd i Washington sidste år (2014, red.) med at sælge 300 tons kirsebær. Vi startede med en preorder, og 80.000 familier bestilte kirsebær. Inden for 48 timer havde vi solgt dem alle sammen. Vi fik breve fra folk, der beklagede sig; ”Hvorfor kun 300 tons?”" Lyder det fra Jack Ma på Bloomberg.com.

Stærkt på vej til Danmark

Fremover vil Alibaba også få direkte betydning for Danmark. Hidtil har firmaet primært koncentreret sig om Kina, men virksomheden har planer om – inden for de kommende år – at erobre det danske og europæiske marked for nethandel – ifølge Politiken.dk.