Øvrigt

Målrettet indsats mod in­ge­ni­ø­rer med flygt­nin­ge­bag­grund

Et nyt akademi skal hjælpe nyankomne flygtninge med ingeniørbaggrund med at komme i arbejde.

Kraftig ingeniørmangel i kombination med nyankomne flygtninge med ingeniørbaggrund med svære muligheder for at komme i job: Det skurede i ørene på Ingeniørforeningen IDA, som søgte Industriens Fond om en bevilling på 3,1 millioner kroner til et projekt, der skal hjælpe de nyankomne ingeniører i arbejde.

”Vi vil gerne spille en rolle i indsatsen for, at flygtninge med ingeniørbaggrund ikke skal arbejde som taxichauffører eller pizzabagere, hvis de gerne vil arbejde som ingeniører. Vi mangler jo i høj grad ingeniører,” siger Lotte Ellegaard, der er global chef i Ingeniørforeningen IDA, som fik hele bevillingen på de 3,1 millioner kroner og derfor starter det første forløb på Professional Engineering Academy den 6. september i år.

I alt vil der blive udbudt tre forløb á 16 uger med 30-35 kandidater på hvert forløb. Det næste forløb starter i februar 2017 – og det tredje i september 2017.

Der holdes samtaler med alle

På hjemmesiden english.ida.dk kan man læse mere, ansøge om at komme på akademiet og uploade sit cv og uddannelsespapirer. Der vil ifølge Lotte Ellegaard blive holdt samtaler med alle, der søger, enten pr. telefon eller ved et fysisk møde.

De 16 ugers undervisning introducerer blandt andet flygtningene for, hvilke teknologier der er vigtige i Danmark inden for ingeniørområdet, de får undervisning i professionelt engelsk, dansk arbejdspladskultur, jobsøgning og bliver sat ind i, hvordan de optimerer deres cv på LinkedIn, hvis de ikke har gjort det.

Der er desuden syv ugers praktik i løbet af de 16 uger, hvor flygtningene kommer ud i akademiets partnervirksomheder. I øjeblikket er der 10 virksomheder – fra helt små til store virksomheder som Grundfos og Orbicon. Derudover er der også en mentorordning, hvor Ingeniørforeningen IDA’s medlemmer stiller deres viden til rådighed.

”Vi håber, at nogle af virksomhederne efter praktikperioden udvider praktikken eller ansætter de kandidater, de får ud. Men i virkeligheden er målet, at de her kandidater, der lige er kommet til landet, selv kan gå ud og finde et job. Vi laver ikke arbejdsformidling på akademiet og kan ikke love dem et job, men sker det, er det selvfølgelig fantastisk,” siger Lotte Ellegaard og tilføjer, at det er meget vigtigt, at kandidaterne er klar til at starte på akademiet rent mentalt.

”Det er ikke alle, der er klar, fordi det at have flygtet fylder meget hos dem – eller fordi de for eksempel venter på familiesammenføring, og der er det bedre, at man venter, til man er helt klar – og så søger i næste omgang,” siger hun.

Akademiet er ikke kun for unge

Sidder man som ældre ingeniør med flygtningebaggrund og har fået opholdstilladelse inden for det seneste år, kan man også sagtens søge om at komme ind på akademiet:

”Vi har allerede fået ansøgninger fra folk, der er ganske velkvalificerede – og også nogle over 50 år – og de er velkomne til at søge. Det gælder også, hvis man ikke er færdig med sin uddannelse til ingeniør, for så kan vi hjælpe folk videre,” siger Lotte Ellegaard og uddyber, at nogle måske har taget en uddannelse, som ikke rigtig fungerer i Danmark, men at der måske kun skal et enkelt fag på DTU til for, at de kan træde ind i en dansk ingeniørstilling.

”Det kan være meget svært at overskue, hvad det er for nogle kompetencer, man mangler her i Danmark – uanset hvor man er henne i sin karriere – og det vil vi gerne hjælpe flygtningene med,” siger Lotte Ellegaard.

Læs også