LønØvrigt

Kvinder er blevet bedre til at forhandle løn

Ifølge HK er kvinder inden for HK-området blevet bedre til at forhandle løn, og det er derfor lykkedes dem at få lidt mere i lønstigning end mændene. Der er dog stadig meget at være opmærksom på, når kvinder skal forhandle løn. Få gode råd her.

Helt nøjagtigt 0,9 procentpoint mere end mændene har kvinderne formået at forhandle sig frem til inden for HK-området – i 2009. I kroner er kvinderne steget 979 kroner om måneden og mænd 823 kroner. Det skriver HK Privatbladet og tilføjer, at udviklingen har været sådan i nogle år nu.

”Det er skønt at se, at løngabet mellem mænd og kvinder tilsyneladende ser ud til at skrumpe lidt ind. Vi har i årevis haft fokus på uligeløn, og vi har talt om den, så snart nogen har gidet at høre efter. Og faktisk også, når ingen har lyttet,” siger Carlo Søndergaard, der er faglig chef i HK/Privat, til bladet.

Han mener dog, at der stadig er lang vej til en udjævning af selve lønniveauet – og at der i den forbindelse skal oprettes et ligelønsnævn. Et ligelønsnævn er ifølge Carlo Søndegaard vejen til en mere fair tildeling af lønkronerne. Ifølge Solveig Schmidt, der er freelancejournalist med blandt andet ligestilling som speciale, er der dog god grund til også at skride til handling selv. Hun har skrevet bogen Lønforhandling for Kvinder, der giver gode råd til samtalen om den månedlige udbetaling.

På udebane
”Forhandlingsverdenen er mænds verden. Det er mændene, der har skabt reglerne om forhandlinger på arbejdsmarkedet. Rammerne blev sat i forbindelse med industrialiseringen for langt over 100 år siden, da de mandlige arbejdsgivere skulle aftale med de mandlige lønmodtagere, hvordan vilkårene skulle være,” skriver Solveig Schmidt i sin bog og uddyber, at forhandlingsformen ikke har ændret sig det store siden da.

”Når kvinder forhandler, er vi altså inde i en verden, hvor mænds indbyrdes sprog er målestokken for, hvordan vi klarer os. Det er en væsentlig grund til, at kvinder kommer til kort, for vi siger jo de forkerte ting på de forkerte tidspunkter, og så er det jo klart, at man ikke kan få ret meget i løn,” skriver hun.

Hun mener derfor, at man skal kende sit eget sprog: Hvornår taler man maskulint, og hvornår taler man feminint? Og det er lige så vigtigt at kende til kvinders svage sider i en forhandlingssituation. For eksempel giver kvinder sig typisk for hurtigt og er gode til at undervurdere sig selv.

Forbered dig godt
Det allervigtigste ved en lønforhandling, starter allerede inden du sætter dig ved bordet – nemlig ved forberedelsen. Solveig Schmidts råd er derfor, at du blandt andet:

  • Overvejer din holdning i hverdagen
  • Finder de nødvendige tal
  • Sætter dig et mål
  • Finder de gode argumenter

Mette Rix underviser i forhandling og har skrevet bogen Når kvinder forhandler – på arbejde og privat. Hun skriver på sin hjemmeside:

”Kvinder er dygtige forhandlere – de ved det bare ofte ikke. At få en hverdag til at hænge sammen med job og karriere, familie, fritidsinteresser og venner kræver, at man laver mange og gode aftaler. Derfor har kvinder stor erfaring med forhandling – bevidst eller ubevidst.”

Og den erfaring mener Mette Rix, man som kvinde skal udnytte til fulde. I en artikel i Magisterbladet i december sidste år viste et simpelt regnestykke ifølge Dansk Magisterforening, at du kan gå glip af tre millioner kroner, hvis du ikke er god til at forhandle. Beløbet svarer nemlig til livslønnen for to 30-årige personer, hvis de begge arbejder i 35 år og får en årlig lønstigning på fem procent. Den eneste forskel på de to personers løn er udgangspunktet: Den ene siger ja til 35.000 kroner om måneden, den anden siger nej og forhandler sig op på 38.000 kroner. Det er kun 3.000 kroner, men i løbet af et helt arbejdsliv vokser forskellen altså til lidt over tre millioner kroner.