Rekruttering

Jo­ban­non­ce­ring via sociale medier er over­vur­de­ret

Mange virksomheder har fokus på sociale medier, men jobsites er det foretrukne sted for jobsøgning, viser en undersøgelse som Megafon har gennemført for Danske Medier.

1 procent har fået deres nuværende job gennem sociale medier i 2015, fortæller en ny undersøgelse om danskernes jobadfærd udført af Danske Medier. Jobindex’ analyseansvarlige, Helle Elizabeth Skovbæk, er ikke overrasket.

”Der er en del mere hype omkring de sociale medier til jobsøgning, end der egentlig er belæg for,” siger hun.

Håbet er lysegrønt – men det er også alt

På trods af, at flere og flere opretter en profil på diverse sociale medier, viser undersøgelsen, at 43 procent ikke forventer at få job igennem de sociale medier. Når man kombinerer det med, at 2 ud af 3 slet ikke har brugt de sociale medier i forbindelse med deres jobsøgning i 2015, så viser der sig altså en voksende forskel mellem, at folk gør sig tilgængelige på de sociale medier, og om de bruger dem til jobsøgning.

Så mange har en profil på Facebook, LinkedIn mv.

Medie 2015 2016
Facebook 74 % 82 %
LinkedIn 51 % 61 %
Twitter 17 % 26 %
Google+ 19 % 25 %
Nej, har ingen profil de nævnte steder 16 % 10 %

Kilde: Danske Medier, januar 2016. 1.379 respondenter.

”Mange forventer at kunne finde arbejde gennem sociale medier. Men når vi ser på virkeligheden, er det forsvindende få, der faktisk har fået job via LinkedIn eller de sociale medier i øvrigt i 2015, og det viser undersøgelsen” siger Helle.

Jobsites er mere effektive

Godt halvdelen (45 procent) mener, det er mere eller meget mere effektivt at søge efter jobannoncer på nettet fremfor på de sociale medier. Det bliver styrket af, at 13 procent af deltagerne i undersøgelsen i 2015 faktisk har fundet deres job gennem et jobsite som Jobindex. I sammenligning var det 1 procent på samtlige sociale medier i 2015.

”Boldene kommer ikke til dig på samme måde på de sociale medier. Og det har langt de fleste forstået, for de vil hellere søge efter jobbet på et jobsite. Kun 4 procent synes, det er mere effektivt at finde job på LinkedIn. Det er fordi, at jobsitet giver brugerne et nemt og hurtigt overblik over jobmarkedet,” siger Helle.

Så Helle har et råd til de jobsøgende i 2016:

”Bliv ved med at kigge på jobsitene, for her er det bedste overblik – det gør det lettere og mere effektivt at finde drømmejobbet i et jobmarked, der stadig er rimeligt stærkt,” siger hun.

Læs også