Øvrigt

Jeg fort­sæt­ter, til jeg falder død om

Sølvsmeden Claus Bjerring blev i oktober 2009 kåret som årets sølvsmed, og selv om dåbsattesten vidner om 58 forrygende år, har han ikke tænkt sig at pensionere sig om nogle år. Han vil fortsætte sin kunstneriske skaben, indtil han ikke kan mere.

Claus Bjerring møder ved ni-tiden om morgenen i sit værksted, som også er butik, efter at have gået med hunden og ordnet de andre morgenritualer. I Gothersgade 54 lader han de kreative tanker fare på vildflugt for senere at realisere dem i guld og sølv, og det er en beskæftigelse, han er så tiltrukket af, at han ikke har tænkt sig at stoppe, før det er fysisk umuligt for ham at udføre.

”Jeg har ikke nogen drøm om at gå på efterløn og gå rundt og lave ingenting. Jeg vil aldrig kunne lade være med at arbejde, og jeg håber, jeg kan fortsætte, til jeg falder død om,” siger den 58-årige sølvsmed og fortæller, at det kræver en vis fysisk form at have at gøre med de ædle metaller.

Claus Bjerring, der blev færdiguddannet i 1973, kan ikke forstå, at så mange mennesker på hans alder higer efter at gå på efterløn eller pension. Han kan måske godt forstå, at en kassedame i Netto drømmer om at sige farvel til arbejdsmarkedet, men en skolelærer og andre mennesker med akademisk og kreativ viden: Dem forstår han ikke.

”Jeg er helt uforstående over for det. Hvis man har et arbejde, man ikke er glad for, så skulle man have taget sig lidt sammen tidligere,” siger han i en mild tone.
Til gengæld indrømmer han blankt, at mange ældre har et problem, hvis de bliver fyret, for så er det svært at komme ind på arbejdsmarkedet igen – og den tendens har han heller ikke stor forståelse for.

”Jeg føler aldrig, jeg har været bedre, end jeg er i dag. Det kan godt være, at jeg tidligere har lavet bedre ting end i dag, men jeg er bedre til at udføre mit arbejde i dag, end jeg nogensinde har været før.”

I oktober sidste år modtog han prisen som Årets Sølvsmed – også kaldet Karl Gustav Hansen Prisen på Museet på Koldinghus, hvor der efterfølgende var en udstilling med Claus Bjerrings værker.

Bryd traditionen
Claus Bjerring har tidligere ladet sig meget inspirere af geometriske former og henter ofte også inspiration i naturen. Nogle gange lader han øjnene passere tidligere former i sine værker i for eksempel en ring og udvikler videre på dem.

”Jeg skal hele tiden sørge for, at der sker en fremdrift og en udvikling. Det har ændret sig i forhold til tidligere, hvor man godt kunne have mere ens ting i løbet af årene. Det er meget specielt, fordi mit fag har arbejdet meget med traditioner, og i dag er vores tradition blevet, at man skal bryde traditionen,” siger sølvsmeden, der dog mener, at det for nogle derfor godt kan blive lidt søgt.
”Så bliver mærkværdighedsværdien større end den kunstneriske værdi, og så er der ikke noget formål med det.”

Han får sine idéer, når han sætter sig ved arbejdsbordet og får hold på den inspiration, han har samlet sammen i naturen eller på udlandsrejser. Men den kreative proces foregår ved arbejdsbordet og ikke i liggestolen, som han siger.

Claus Bjerring har de seneste 10 år været på studierejser i Ægypten, Chicago, Færøerne og Indonesien og før det utallige andre steder.

Selvfølgelig selvstændig
For Claus Bjerring har en af de største oplevelser gennem årene været at lave guldbestik til Dronning Margrethe og Prins Henrik, og han sætter lige stor pris på at blive sat til en bunden opgave som selv at finde på. Den eneste gang han har haft et fast arbejde var da han stod i lære, og det synes han faktisk var dødssygt. ”Jeg har aldrig brudt mig om at være ansat. Jeg kommer selvfølgelig på mange arbejdspladser og har det fint med det, men det er dejligt selv at bestemme, hvad man skal lave. Det er også meget besværligt, og jeg kan egentlig godt forstå, at vi ikke har den store kultur for at være selvstændige i Danmark. Man skal kunne finde ud af det hele selv, men det er også sjovt – det er det værd.”

Navn: Claus Bjerring

Alder: 58 år

Uddannelse:
1969 – 1973: Sølvsmed med sølvmedalje fra Georg Jensens Sølvsmedje
1973-1974: Tegneundervisning på Glyptoteket ved Hans Christian Højer
1976-1978: Guldsmedehøjskolen
1982-1985: Det Kongelige Danske Kunstakademi hos Professor Robert Jacobsen

Eksempler på udført arbejde: Guldspændet til Bispekåben i Roskilde Stift. Guldmundtøj til Dronning Margrethe og Prins Henrik. Kirkesølv til Gammel Holte Kirke. Guldbæger til Prins Henrik for skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller.