Ledelse

It-ledelse skal være let for­stå­e­lig

Tre danske studerende fra CBS har vundet en stor international konkurrence om it-ledelse. De tre vindere mener, at udfordringen og det hårde arbejde for it-chefer ligger i at gøre it forståeligt.

Alene synet af konkurrenternes cv kunne have skræmt Stephan Brostrøm, Theis Malmborg og Christian Øhrgaard, da de tog til Las Vegas for at dyste om at blive verdens bedste it-chef. Flere af de andre havde mange års erfaring og en MBA bag sig, og det kunne de tre CBS-studerende ikke just prale af. Til gengæld satte de alt ind på at forklare deres svar på opgaven på en måde, så den var nem at forstå. Det tog, ifølge Stephan Brostrøm, utroligt lang tid, men indsatsen bar frugt.

”Det handler om ikke at bruge så mange it-fagudtryk og så for eksempel forklare med letforståelige figurer. Det er ikke nemt, for man skal hele tiden tænke over, hvordan man formidler sin viden,” siger Stephan Brostrøm. Stephan Brostrøm læser lige som Christian Øhrgaard cand.merc. med it-specialisering – mens Theis Malmborg læser cand.merc. i økonomi og finansiering. Stephan Brostrøm og Christian Øhrgaard tog sig i høj grad af det meget tekniske, mens Theis Malmborg tænkte salgsmæssigt og på kommunikationen i projektet.

”Vi har fået rigtig meget ud af at deltage, fordi det var en meget praktisk konkurrence, der tog udgangspunkt i en case, der lige så godt kunne være virkelig.” siger Stephan Brostrøm.

De tre studerende kvalificerede sig i første omgang i Norge i en regional semifinale, og derefter tog de altså turen til Las Vegas, hvor de kæmpede mod 11 andre hold.
”Vi tvivlede ikke på, om vi skulle tage af sted. Det er jo Vegas – det kan man ikke sige nej til.”

God træning
De tre vindere kom første gang i kontakt med konkurrencen, da de deltog i en anden konkurrence i Singapore sidste år, hvor en af arrangørerne bag konkurrencen spurgte, om de havde lyst til at deltage i konkurrencen med finale i Las Vegas. Konkurrencen blev arrangeret af CA Technology.

”Vi håbede på at vinde, men troen på det svingede lidt, fordi de andre havde mere erhvervserfaring og var meget ældre end os.”

Konkurrencen fokuserede på, hvordan man kombinerer CEO- og CIO-rollen og får it på dagsordenen i ens virksomhed, og det danske hold skrev en besvarelse på 10 sider og skulle derefter fremlægge deres besvarelse.

”Første gang man præsenterer sådan noget, er det jo helt til grin, men det er superfedt, at man får trænet sådan noget,” siger Stephan Brostrøm.

Vigtigt parameter
De tre danskere vandt ud over æren en check på 10.000 dollars, som falder på et tørt sted op til sommerferien. Stephan Brostrøm er færdig med sin cand.merc. til næste sommer, men han ved endnu ikke, hvor hans drømmejob gemmer sig henne.

”Det kunne være sjovt at arbejde på et lidt højere niveau i en større virksomhed. Så ville ens løsninger måske berøre 50.000 mennesker i stedet for nogle ganske få,” siger han.

Han er ikke i tvivl om, hvad han ville prioritere, hvis han sad som it-chef i en virksomhed.
”Jeg tror, jeg ville sætte meget skarpt ind i min ledelse over for at gøre it mere forståeligt, fordi det er så vigtigt et parameter.”

Senior Director for Innovation and University Programs at CA Technologies, Connie Smallwood, sagde ifølge en pressemeddelelse efter konkurrencen, at:

“Vi var utroligt glade for den kvalitet, der var i arbejdet og den dedikation, som de vindende studerende fra Copenhagen Business Scholl og alle de andre deltagere viste.”

Connie Smallwood mener, det er vigtigt for den teknologiske industri, at man formår at engagere de studerende tidligt og giver dem mulighed for at konfrontere virkelige problemer i stil med dem, de vil møde, når de er færdige med deres uddannelse.

Du kan læse mere om CA Technologies på www.ca.com, og selve konkurrencen The International Case Competition on the Strategic Value of IT Management kan du læse om på http://www.sba.oakland.edu/cacase/.

Læs også