Forventninger til Jobindex


Oprindelige forventninger til Jobindex i 2023

Fra kvartalsregnskabet for 4. kvartal 2022. Forventningerne er opjusteret siden.

Selvom antallet af jobannoncer faldt med 20% i 2022, så ligger det stadig ca. 10% over niveauet før corona-krisen, og vi oplever fortsat arbejdsgivere, der har svært ved at skaffe medarbejdere. Der er nemlig tale om et jobmarked, der udvikler sig forskelligt afhængigt af brancher. Mens der er fald i antallet af annoncer for sælgere og ejendomsmæglere, så er der forsat mangel på it-folk og elektrikere, og det offentlige skal fortsat bruge medarbejdere, især indenfor forsvaret, der opruster. Der er stor spredning i økonomernes forventninger til 2023, men vi forventer og planlægger efter, at jobmarkedet vil ende med en blød landing og stabilisere sig omkring det nuværende niveau.

I 2022 blev der alt i alt indrykket 370.000 danske jobannoncer på internettet, og ca. 37% af disse blev indrykket som betalte jobannoncer på Jobindex, StepStone eller it-jobbank. Historisk er det lykkedes at øge dette tal år efter år, og vi forventer, at andelen vil stige en anelse i 2023. De øvrige konkurrenter er LinkedIn og de traditionelle jobsites som Ofir, Jobfinder og Jobnet fra jobcentrene. Google for Jobs er en trussel på lang sigt, men vi forventer ikke, at de tager markedsandele i 2023.

Vi forventer en samlet omsætning på ca. 350 mio. kr. fra jobannoncer i Jobindex plus 25 mio. kr. fra rekruttering. Dertil kommer 38 mio. kr. fra Computerworld, 21 mio. kr. i it-jobbank og 6 mio. kr. fra internationale jobannoncer og StepStone, hvilket giver en samlet forventet omsætning for hele Jobindex-koncernen i niveauet 440 mio. kr. for 2023. Forudsætningen er, at jobmarkedet i 2023 stabiliserer sig på det nuværende niveau, at vi fortsat er i stand til at vinde markedsandele, og at kunderne køber flere af vores lidt dyrere tillægsprodukter, fordi de skaber betydelig merværdi.

Vi forventer et driftsoverskud før renter og skat i niveauet 150 mio. kr. Vi har givet lønstigninger på 5 % i Jobindex, og oplever stigende omkostninger, bl.a. til markedsføring, hvor det er blevet dyrere at tiltrække kandidater. Vi får en del af vores brugere fra Google, og vi får væsentligt mindre trafik fra Google, efter at Google har lanceret Google for Jobs og rykket linkene til Jobindex længere ned på siden og hævet priserne. Vi mener, at Google med Google for Jobs misbruger sin dominerende markedsposition. Vi forventer alt i alt at omkostningerne vil vokse hurtigere end indtægterne i 2023.



Forventninger til totalmarkedet, markedsandel, nettoomsætning og driftsoverskud i 2023
Jobindex rød, Computerworld blå, Computerworld it-jobbank grøn, StepStone gul, Jobbsafari orange, andre sort