Bliv klar til det danske arbejdsmarked

Er du flygtning eller familiesammenført, har du nu mulighed for at komme i arbejde via den nye Integrationsgrunduddannelse (IGU). IGU-uddannelsen gør det muligt for dig at komme ud på det danske arbejdsmarked – også selvom du endnu ikke taler dansk eller lever op til de danske krav på arbejdsmarkedet.

Integrationsjob: 2 år med skole og løn

Integrationsjob er målrettet dig, der er mellem 18 og 40 år. Et IGU-job varer 2 år, hvor du bliver ansat i en virksomhed. Udover at blive lært op inden for dit felt deltager du også i et skoleforløb i op til 20 uger.

Du får løn fra din arbejdsplads og i de op til 20 uger, du går i skole, får du uddannelsesydelse – et beløb, der svarer til integrationsydelsen.

Du afslutter med at få et bevis. Og tanken er, at du efter 2 år har lært så meget om det danske arbejdsmarked og det danske sprog, at du kan søge job på lige fod med danske jobsøgende.

Sådan får du et integrationsjob

Du skal selv søge om at få et integrationsjob hos en virksomhed - på samme måde, som når man søger job i Danmark. Det betyder, at du skal finde nogle ledige IGU-stillinger, som du skal skrive ansøgninger til. Du skal ofte søge mere end ét job, før du ender med at blive tilbudt jobbet.

Her på jobindex.dk kan du søge efter ledige IGU-stillinger. Vi har opfordret virksomhederne til at skrive ”Integrationsjob”, ”IGU” eller ”Erhvervsintegration” i jobannoncen, så du kan med fordel starte din søgning med disse ord.

Klik på linkene nedenfor, og kom direkte til søgninger på jobindex.dk med IGU-job.

Søg job

Jobannoncer på engelsk er en indikator på, at man ikke nødvendigvis behøver at kunne tale dansk for at bestride jobbet.

Upload dit CV

Opret gratis dit CV i Jobindex’ CV-database. Når du opretter dit CV, er det vigtigt, at du krydser af ved ”flygtning” under ”Specialgrupper”. Det gør det nemt for virksomhederne at finde dig til en ledig IGU-stilling.

Opret en JobAgent

Ved at oprette en Jobagent kan du få de nye IGU-stillinger, der lægges på jobindex.dk, direkte i din indbakke. Det er nemt og gratis at oprette en Jobagent.

Gratis jobvejledning

Når du har oprettet et CV i Jobindex' CV-database, har du mulighed for at få tilknyttet en af vores frivillige jobvejledere. Han eller hun kan give dig tips til, hvad du skal gøre for at komme nærmere dit drømmejob.