iPad indtager be­sty­rel­ses­lo­ka­let

Bestyrelse og direktion i Sydbank har det seneste års tid håndteret dokumenter og bilag med iPads og programmet eDagsorden. Det er effektivt og nemt for bestyrelsesmedlemmerne at kommunikere om sagerne før og under møder – og Sydbank lægger vægt på, at løsningen sikkerhedsmæssigt er i top.

For et års tid siden læste Sydbank, at Aabenraa Kommune – Sydbanks fysiske nabo – havde udstyret kommunalbestyrelsen med iPads og den hostede løsning eDagsorden fra it-virksomheden Ditmer.

Et besøg hos Aabenraa Kommune, hvor Sydbank hørte mere om kommunens erfaringer med brugen af iPad, fik banken til at skifte stakkene af udprintede dokumenter og bilag ud med den handy tablet.

Sydbanks 10 bestyrelsesmedlemmer samt tre medlemmer af direktionen har i det seneste års tid haft en iPad stillet til rådighed, og det har lettet bestyrelsens arbejde væsentligt – både før, under og efter møderne.

Pernille Stagelund Krogh

Projektleder i Sydbank Pernille Stagelund Krogh fortæller, at bestyrelsesmedlemmerne kan dele deres kommentarer med hinanden inden et møde, hvor de før skulle sende mails eller ringe. Til selve mødet er det let at navigere rundt i dokumenter og bilag – og efter mødet trækkes dokumenterne nemt tilbage, hvor de før skulle makuleres et efter et.

Baghjul til bærbar computer

Umiddelbart kan det lyde som om, at en almindelig bærbar computer med Word ville kunne lette arbejdet og kommunikationen på samme måde, som iPad’en har gjort; men både visuelt og funktionsmæssigt giver ipad den bærbare computer baghjul:

”Hvis man sidder til et møde med den bærbare computer slået op, kan det godt virke, som om man lukker lidt af og sidder i sin egen verden. Ipad’en ligger fladt på bordet og gør dig åben for dine omgivelser,” siger Pernille Stagelund Krogh og fortæller, at en væsentlig fordel ved iPad er den sikkerhedsmæssige:

”Man kan selvfølgelig også dele og kommentere dokumenter i Word, men for os er det vigtigt, at vi kan trække dokumentet tilbage, når bestyrelsen er færdig med at arbejde i det – ligesom når vi før i tiden makulerede papirerne – og det kan vi med iPad og edagsorden. Derfor er vi også sikre på, at der ikke slipper noget ud, hvis et af medlemmerne skulle miste sin iPad.”

En elektronisk øjenåbner

Pernille Stagelund Krogh fortæller, at de gode erfaringer med iPad gør, at man i Sydbank godt kan forestille sig, at iPad’en udbredes til øvrige personalegrupper – der er dog den udfordring, at iPad og edagsorden endnu ikke spiller sammen med bankens øvrige it-systemer:

”Som det er nu, ville vi være nødt til at sidde og lægge dokumenter ind manuelt fra det ene system til det andet – så vi ville pålægge os selv en ekstra arbejdsgang, og så kan det jo ikke betale sig,” forklarer Pernille Stagelund Krogh.

Hun tilføjer, at hun sagtens kunne forestille sig, at iPad kunne gøre sig godt som kommunikationsredskab til for eksempel kundemøder:

”I dag har vi storskærme hængende på væggen i vores mødelokaler i filialerne, så rådgiverne ikke sidder gemt bag en skærm; men i rådgivningssituationer er jeg overbevist om, at iPad'en – eller et tilsvarende værktøj – fremadrettet vil vinde indpas, således at rådgiverne og kunden i fællesskab kan sidde og simulere forskellige muligheder vedrørende kundens økonomi.”

Udover systemmæssige udfordringer, skulle der ikke være nogen problemer i at udrulle iPad yderligere i Sydbank. Pernille Stagelund Krogh fortæller til it-mediet Version2, at selvom bestyrelsesmedlemmerne lige skulle vænne sig til iPad i starten, er der ingen, der ønsker sig tilbage til papirbunkerne. På den måde har indførelsen af tablets i bestyrelseslokalet haft en dobbeltfunktion:

”[…] et projekt som det her er også med til at gøre bestyrelsen bevidst om de mange elektroniske muligheder, der kan være med til at effektivisere banken,” siger Pernille Stagelund Krogh til Version2.