Bente Martinsen arbejdede tidligere på en neurologisk afdeling som sygeplejerske, hvor hun modtog masser af alvorligt syge patienter. Hun indrømmer blankt, at når der kom en mor ind med to små børn, og moderen havde en stor hjernetumor, så gik hun lige i identitetsfælden. Derhjemme havde hun selv to små børn, og det var umuligt for hende at holde den afstand, der er nødvendig i den type arbejde. Det blev for meget for hende, og hun valgte derfor at skifte job og kom i stedet for til en afdeling for hjertepatienter.
Her kom hun på et kursus, der handlede om døden.
”Det kursus gjorde noget ved mit eget forhold til døden, og jeg mener, at jeg skulle have haft kurset lang tid før. Det var i mit tidligere job, at jeg virkelig havde brug for det,” siger 48-årige Bente Martinsen, der er lektor og ph.d. ved Institut for Folkesundhed, og fortsætter:
”Hvis man ikke har erkendt livets endeligt, så tror jeg ikke, at man har så meget at tilbyde alvorligt syge mennesker.”
Tænk over din egen død
Hun mener, at det er vigtigt, at man på et eksistentielt plan har arbejdet med sin egen død, hvis man for eksempel sidder med en alvorligt syg kvinde og taler med hende om, hvordan hun skal afslutte sit liv.
”Det rejser nogle spørgsmål, hvor svarene bliver meget vigtige, og der gives formentlig kun mulighed for én løsning. Patienter, der kan kureres, har flere chancer for at gøre nogle ting, men sidder man med en alvorligt syg, som skal tage stilling til, om hun skal tage imod en særlig behandling, der kan forlænge hendes liv men måske ikke forbedre det, så rejser det nogle andre spørgsmål end normalt. Dér er det vigtigt, at man har erkendt, at man også selv skal dø engang,” siger Bente Martinsen og understreger, at hendes råd om at tænke over døden særligt gælder for sygeplejersker og andre, der arbejder med alvorligt syge.
Hun mener, at det kan give livet mere dybde, hvis man jævnligt tænker over sin egen død, hvad man gerne vil opleve, inden man dør osv. Det kan man gøre på egen hånd, men en dybere erkendelse af, at livet på et tidspunkt ophører, opnås ifølge Bente Martinsen bedst, når man har arbejdet mere intenst med det.
”Jeg mener ikke bare, at man skal læse om det, eller sidde og tænke over nogle svar selv. Jeg mener, at man for eksempel kan tage et kursus, der er styret af en psykolog, hvori der indgår nogle øvelser og noget debat med andre kursister. Rent rationelt ved vi jo alle, at livet slutter en dag, men én ting er at vide det på et intellektuelt niveau, en anden ting er virkelig at erkende det sådan helt dybt inde,” siger Bente Martinsen og fortsætter:
”Den dybe erkendelse af, at det hele slutter en dag kan alle mennesker have glæde af, men hvis man arbejder med alvorligt syge, kan det være helt afgørende for, hvor meget man har at tilbyde patienterne, og hvor længe man kan holde til jobbet.”
Hvordan får du genopfyldt din empati?
Når man arbejder i et fag, hvor man i høj grad bruger sin empati, og hvor man er igennem nogle såkaldt terminale forløb, hvor patienten ender med at dø, så kan empatien ifølge Bente Martinsen blive tyndslidt.
”Hvis empatien bliver slidt op, så kan det risikere at påvirke ens arbejde i en negativ retning. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at mange sygeplejersker vælger at arbejde lidt på afstand af patienterne, når de bliver ældre. Det er måske, fordi deres empati er blevet slidt. Jeg tænker tit over, om vi som sygeplejersker har tilstrækkelig mulighed for at fylde den empati op igen – vi mangler nogle metoder til det,” siger Bente Martinsen.
Hun mener, at i forhold til de sygeplejersker, der arbejder med alvorligt syge, så kan vejen til at genopfylde empatien være, at man arbejder med sig selv og får masser af supervision. Hun mener i øvrigt, at det også gælder for andre omsorgsfag – for eksempel for lærere og pædagoger – som ifølge hende også skal have mulighed for at fylde deres empati op.
