Karriere

Gode råd til nye ledere i fol­ke­sko­len

Når du går fra den kendte lærergerning til den ukendte rolle som leder, er der en række ting, du skal være opmærksom på.

Skolelederforeningen holder jævnligt kurser for nye ledere i folkeskolen, og det er der formentlig en særlig grund til: Det er ikke bare lige at gå fra at være lærer til at blive leder. Tilbage i 2004 blev det første kursus afholdt, og her var cand.pæd.psych., Per Bøjlund, oplægsholder.

”Når vi flytter til en ny position, bliver vores væsen og vores fremtræden påvirket. Nogle er robuste og klarer det uden problemer, andre bliver sårbare, når de går fra den kendte lærergerning til det ukendte lederjob. De mister fodfæste, mens de skaber balance mellem deres væsen og deres fremtræden,” sagde han ifølge folkeskolen.dk dengang.

Han råder til, at du som ny leder etablerer en ny rolle, som både du selv og omgivelserne kan trives med.

”Når I kommer i konflikt med en lærer, så besind jer og sig aldrig: Den her samtale fører ikke til noget. Sig i stedet, at den ikke fører til noget lige nu,” siger Per Bøjlund på folkeskolen.dk – og tilføjer, at det er en god idé at skrive ned, hvad der tricker dig – så du får et godt kendskab til, hvordan du reagerer i forskellige situationer.

Vær tæt på medarbejderne

Tidligere i år skrev formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, og formand for BUPL’s lederforening, Sanne Lorentzen, et debatindlæg i Danske Kommuner med overskriften ”God ledelse kræver ledelse tæt på.” Selv om indlægget ikke er møntet på nye ledere – men ledere generelt i folkeskolen – så er der alligevel gode råd at hente.

”I vores øjne består kerneopgaven i faglig ledelse i særdeleshed om at være tæt på sine medarbejdere. Lederne skal sørge for at sparre med sine medarbejdere i hverdagen. Så vi i et tæt forpligtende samarbejde analyserer, reflekterer og skaber gode resultater for børnene og samtidig har fokus på det gode arbejdsmiljø. Det forventes også, at lederne på innovativ vis organiserer arbejdsopgaverne ud fra de midler, der er til rådighed, så der ikke kommer røde tal på bundlinjen. Derudover skal lederne overføre de kommunale strategier og den nyeste forskning på børne- og ungeområdet til hverdagspraksis,” lyder det.

Claus Hjortdal og Sanne Lorentzen skriver desuden, at de meget gerne vil leve op til de mange faglige forventninger, men at det er kraftigt udfordret af, at der er blevet færre chefer og ledere. Ifølge indlægget har der siden 2010 været en reduktion af skoleledere på 15 procent. De kommer derfor med et kraftigt opråb:

”Konsekvensen af den udtynding er, at vi desværre har fået et større og større ledelsesspænd. Vi oplever, at lederne får sværere ved den vigtige tætte kontakt med medarbejderne. At de kommer for langt væk fra dagligdagen og relationen til børnene og forældrene, hvilket har stor betydning for, at kerneopgaven lykkes.”

Læs også