Rekruttering

Dette forventer kan­di­da­ter­ne af re­k­rut­te­rings­pro­ces­sen

Jobindex har spurgt et udvalg af kandidater om deres ønsker og forventninger til rekrutteringsprocessen. Tendensen er tydelig: På tværs af brancher og beskæftigelse vil kandidaterne have klar information og hurtig afklaring.

Det klinger måske banalt – men hos mange virksomheder er fokus på at sende information i løbet af rekrutteringsprocessen ikke stort. Med et par justeringer kan I møde kandidaternes ønsker nemt og enkelt. Få tricks og overblik over undersøgelsen her.

Hvem, hvad, hvor?

Jobindex har i løbet af maj 2018 spurgt 3.476 personer om deres ønsker og forventninger til rekrutteringsprocessen. Personerne er fordelt på forskellige brancher, aldre, uddannelser og landsdele. Heraf er 70 % i job, 28 % ledige og 2 % studerende. De fleste af kandidaterne er altså allerede i job, når de søger et nyt – og ligesom I har travlt i virksomheden, har kandidaterne også travlt og ønsker hurtig afklaring. Her er tre overordnede råd til at møde kandidaternes ønsker i rekrutteringsprocessen:

1. Giv kandidaterne hurtigt og klart svar på ansøgningen

9 ud af 10 kandidater mener, det er vigtigt at få svar på ansøgningen hurtigt.

73 % forventer at få en bekræftelse på modtaget ansøgning inden for første uge, og 82 % ønsker svar på, om de er videre i processen inden for to.

2. Informér kandidaterne, mens de venter

Størstedelen af kandidaterne ønsker at følge med i rekrutteringsprocessen, mens de venter.

68 % ser gerne, at de får information om status-quo via e-mail. For 23 % kan ventetiden også bruges til at sende ekstra information om den søgte stilling. Er der forsinkelser i processen, vil 95 % informeres.

3. Afslaget – skriv en seriøs og personlig begrundelse

Når det kommer til afslaget, ønsker 66 % af kandidaterne at vide, hvilke kompetencer som havde udfaldet for valget af kandidat.

Dertil ønsker 53 % en personlig begrundelse.

Så derfor: Tag affære, og giv lyd overfor dine kandidater!

Selvom du ikke ansætter en kandidat i første omgang, så gør du det måske i anden - og her kan det være afgørende, at vedkommende har følt sig godt behandlet under rekrutteringsprocessen.

Psst. Undersøgelsen viste også, at hele 46 % af kandidaterne savner informationer om virksomhedens arbejdsmiljø i jobannoncen eller på virksomhedens hjemmeside. Så fortæl lidt om jer selv – og scor ekstra point hos kandidaten.

Læs også