Morten Quist
Forsker
<div class="portraettext"
I starten af februar blev forskningsfysioterapeut på Rigshospitalet, Morten Quist, sammen med psykolog Julie Midtgaard, hædret med Kræftens Bekæmpelses Hæderspris på 50.000 kroner for sit arbejde med kræft og motion - en pris der blev overrakt af Kronprinsesse Mary.
Han er glad for, at forskningen er endt med at blive hans karrierevej, og han ville med egne ord dårligt kunne fungere som almindelig fysioterapeut, hvis han skulle beskæftige sig med det i dag. Han fokuserer langt mere på træning og det psykosociale og på kombinationen af at have kendskab til anatomi og sygedomslære. Han understreger, at han nyder at kunne vise sine resultater frem, men at det tæller 20 gange mere, når en kræftpatient fortæller, at han med få ord har kunnet ændre noget i ham. Så betyder forskningsresultaterne mindre.
Forleden modtog han netop en mail fra en kræftpatient, der var nødt til at melde fra til en cykeltur på Mallorca, fordi han havde fået at vide, at han skulle i kemoterapi i tiden op til.
"Jeg skyndte mig at ringe til ham og sige, at jeg var med på, at han skulle i kemoterapi, men at vi jo ikke kunne vide, hvordan han ville få det bagefter, og at det derfor ikke var umuligt, at han kunne deltage. I går mødtes jeg med ham, og han fortalte, at hans dag startede med at være helt ødelagt, fordi han skulle i kemo og måtte aflyse turen, men den endte med ikke at være helt så sort, fordi han have talt med mig. Den tilgang til kræftpatienter - at det virkelig skal være grelt, før de kan melde fra - den betyder virkelig noget," siger han og tilføjer, at det tidligere var sådan, at når man tænkte på en kræftpatient, så var det en, der lå i sygesengen.
Det var sådan, at forestillingen var, dengang han begyndte at forske i kræft og motion tilbage i 1999. Men det var slet ikke den indstilling, han mødte ude i virkeligheden hos patienterne, og da han begyndte at arbejde på et projekt (Krop og Kræft) tilbage i 2001, var det hans mulighed for sammen med sine kollegaer at aflive den myte over for Danmark og resten af verden.
Et vanvittigt projekt
"Min kollega Julie Midtgaard og jeg lavede derfor et projekt, Proof of Life, som også ville have været helt vanvittigt at gennemføre for raske personer. Det ville være svært at se sig selv som syg efter at have gennemført det, og det ville slå en kraftig pæl igennem den almindelige opfattelse af kræftpatienter," fortæller Morten Quist.
Projektet blev vanvittigt. De tidligere kræftsyge, som alle var under 40 år, trænede og gennemførte et adventure race i Tanzania, hvor de skulle bestige Kilimanjaro, cykle 250 kilometer og gennemføre en maraton på 42 kilometer - på ni dage.
"Projektet blev sponsoreret, men vi blev ikke lønnet, så vi brugte vores egen ferie på det, men det var godt givet ud, for vi kunne se, hvor stor en forskel det gjorde for dem, der var med," fortæller Morten Quist, der sammen med Julie Midtgaard igangsatte et nyt projekt, PACT, i Danmark med patienter i alle aldre, fordi nogle af dem havde skældt ham ud over, at de ikke havde haft mulighed for at deltage - fordi det kun havde været for unge.
Et mål gør det nemmere for patienten
Målene behøver ikke at være på så højt et plan som i adventure racet, men bare det at have et mål, er ifølge Morten Quist, noget som er værd at hylde, fordi det kan gøre det nemmere for patienten.
"Det kan være, at ambitionsniveauet nogle gange skal justeres, men der bliver ikke taget hensyn til en, hvis man deltager i en konkurrence eller lignende. En maraton er på 42 kilometer, og det bliver ikke ændret, fordi man er, eller har været, syg af kræft. Der er ikke nogen, der kigger på dem med medlidenhed i blikket, og derfor kommer de ud af den offerrolle, som de ofte er havnet i," siger Morten Quist og fortsætter:
"Vores mantra er, at der ikke er noget, der er umuligt, før du har prøvet det af, og den holdning betyder meget for uhelbredeligt syge. Nogle kan have en legemsdel, de ikke kan bruge på grund af en operation eller andet, men det er ikke ensbetydende med, at resten af kroppen ikke kan bruges," siger han og tilføjer, at hans oparbejdede viden gør ham mere sikker i sin sag, når han står over for en patient, som lader til ikke at kunne mere i træningssammenhæng.
"Hvis jeg for ti år siden kunne se, at de var på nippet til at dejse om, så havde jeg nok flået dem af cyklen dengang. I dag har jeg en viden og en tryghed, som gør, at jeg ved, at de kan noget mere, og det giver også tryghed for patienten," siger Morten Quist.
