Hendes undren var stor. Hvad var det egentlig for et sted, hun ofte cyklede forbi på Peter Bangs Vej på Frederiksberg? Var det et nonnekloster? Det så i hvert fald lidt utilnærmeligt og gammelt ud. Nogle år senere – i juni i år - trådte hun ind bag murene – som kommunikationschef i Diakonissestiftelsen og fik et helt andet indtryk.
”Det var overvældende at komme ind og se, hvor stor og levende en organisation, der er her. Hvor meget man gør for en hel masse mennesker. Det har været overraskende at lære at kende, og jeg har lyst til at kommunikere ud, hvor meget godt de gør,” siger Karen Grønkjær Kjeldsen og tilføjer, at der ingen nonner er på stedet, fordi de hører den katolske kirke til.
Diakonissestiftelsen har rødder i kristendommen og har 150 års historie bag sig. Ifølge Karen Grønkjær Kjeldsen har stiftelsen tradition for at løfte dér, hvor samfundet ikke gør, og står blandt andet bag to plejehjem og psykiatriske bofællesskaber – man driver to børneinstitutioner – og desuden et hospice.
Jobbet blev for rutinepræget
Karen Grønkjær Kjeldsen havde arbejdet næsten syv år som projektleder for kommunikationen på Ny Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg – et job, som hun til at starte med havde tænkt, hun ville have tre-fem år frem.
”Jeg havde slet ikke tænkt, at jeg ville være der så lang tid, men det var spændende, og der kom hele tiden nye udfordringer med det nye hospitalsbyggeri. Nu kom vi til byggefasen, og jeg kunne mærke, at min opgave var ved at være fuldført. En del af arbejdet begyndte at blive for rutinepræget for mig, og så blev det for kedeligt,” siger Karen Grønkjær Kjeldsen, der selvfølgelig nøje overvejede, hvad hun så skulle.
Hun talte blandt andet med sin søster, som sagde: ”Jamen, det er jo først nu med rutinen, at det bliver rigtig rart.”
”Vi er meget forskellige på det punkt, så det afhænger selvfølgelig meget af, hvilken person man er. Det gik rigtig godt med mit arbejde, og det blev modtaget med stor glæde, men jeg havde hele tiden følelsen af, at jeg havde prøvet det hele før, og så var det lige pludselig ikke så sjovt længere,” fortæller Karen Grønkjær Kjeldsen, der allerede et par år inden sit jobskifte her i sommer begyndte at stikke følere ud i forhold til, hvad der skulle afløse jobbet på Bispebjerg.
De første måneder har været udmattende
En dag blev hun ringet op af den tidligere hospitalsdirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Hun sidder i bestyrelsen hos Diakonissestiftelsen og fortalte, at nu var der en stilling ledig som kommunikationschef. Det vakte Karen Grønkjær Kjeldsens interesse – hun søgte jobbet – og var igennem en helt almindelig ansættelsesprocedure, før hun kunne skrive under på ansættelseskontrakten og starte 1. juni.
”De første måneder har været spændende og ret udmattende. Man er virkelig træt i starten, når man kommer ind et nyt sted og gerne vil gøre et godt indtryk. Folk har været meget åbne og taget godt imod mig. Den første dag sagde de – nej, hvor har vi glædet os til, at du skulle starte,” siger Karen Grønkjær Kjeldsen og tilføjer, at man godt kan mærke, at medmenneskelighed er et af stedets helt store værdier.
”Selv om jeg er træt her i starten, fordi der er så meget nyt at lære og sætte sig ind i, så har jeg også fået ny energi og er mere glad,” siger Karen Grønkjær Kjeldsen, der ikke længere tør give et bud på, hvor længe hun er i et job.
”Jeg behøver heller ikke at vide det fra starten – så meget klogere er jeg blevet. Men jeg blev spurgt om til jobsamtalen, hvor jeg så mig selv om fem år, og der sagde jeg, at jeg ville være her, så det er da mit udgangspunkt,” siger hun.
