Øvrigt

Få ansvar for nogle af verdens største og mest effektive skibe

Maersk søger lige nu kadetter til maskinmester- og skibsføreruddannelsen med start i januar og august 2017. Hvis du er interesseret, kan du finde mere information og bl.a. læse om ansættelsesproceduren på www.blivskibsofficer.dk, hvor du også kan ansøge direkte.

Har du en gymnasial uddannelse, og tænder du på at arbejde med avanceret teknologi i et internationalt miljø? Så læs videre her. Maersk kan nemlig tilbyde dig fire spændende studieår, en helt unik livsstil og rigtig gode job- og karrieremuligheder efter endt uddannelse.

Pålidelighed, omhu og ansvarlighed kendetegner rederiets profil, og som kadet hos Maersk bliver du en del af en international besætning i et af verdens største rederier.

Maersk søger altid nye kadetter, særligt maritime maskinmestre, og lige nu er det januaroptaget 2017, der er i fokus. ”Vi har studiestart i januar og i august. Det betyder, at man kan søge hele året, for vi udvælger løbende til samtale ud fra karakterer, motivation og så selvfølgelig vores behov”, siger Kim Balsløv Jørgensen fra Maersks kadetrekruttering. Han understreger, at den gymnasiale retning er mindre afgørende, og at det vigtigste til gengæld er, at man er motiveret og kan se sig selv skabe en karriere som enten maskinmester eller skibsfører i Maersk.

Uddannelse med god sikkerhed for efterfølgende beskæftigelse

Uddannelsen til maritim maskinmester er en internationalt anerkendt, videregående uddannelse på professionsbachelorniveau, som giver mange og rigtig gode muligheder for at gøre karriere enten i Maersk eller i mange andre relaterede erhverv – til vands og til lands. Uddannelsen som maskinmester tager 4 ½ år og består af kombineret teori på skoler hjemme i Danmark og praktik på Maersks skibe rundt om i verden. Det er desuden en bred, teknisk uddannelse, som giver kompetencer inden for mange forskellige områder – kompetencer, som er efterspurgte i industrien. Uddannelsen som skibsfører tager 3 år og nu 9 måneder og består, som maskinmesteruddannelsen, også af en blanding af teori på skole og praktik på vores skibe. Som skibsfører får man ansvaret for at sejle skibet, for at navigere sikkert og efter reglerne. Som kadet hos Maersk prøver man kræfter med flere forskellige skibe, og når uddannelsen er bestået, får man, som en del af kontrakten, automatisk tilbudt en 2-årig, midlertidig ansættelseskontrakt som juniorofficer. Langt de fleste fastansættes, når den midlertidige kontrakt udløber, men det beror selvfølgelig på rederiets behov, og om de udfylder jobbet tilfredsstillende.

”Vores uddannelser som skibsfører og maskinmester er unikke, idet vi garanterer dig et midlertidigt job, hvis du består din uddannelse. Det er der ikke mange uddannelser, der kan prale af. Det betyder, at du, med en Maersk-kontrakt i hånden, ved, at du kommer til at arbejde med det, du har uddannet dig til på et af vores skibe. Det vil give dig en god erfaring, og en rigtig god start på din karriere. Du kan derfor roligt koncentrere dig om dine studier, velvidende at der er et job til dig efterfølgende. Det, synes vi, er utroligt vigtigt at tænke på, når man skal vælge uddannelse”, fortsætter Kim Balsløv Jørgensen.

Optimale læringsrammer

Under uddannelsen får du mulighed for at bruge og udvikle dine evner på højteknologiske og fremtidssikrede skibe, som blandt andet har internet, fitnesscenter, swimmingpool, biograf m.m. Som nyuddannet får du rang af officer fra første dag og dermed også et ansvar for skibets daglige drift. ”Hos Maersk har vi en stor vilje og lyst til at optage og uddanne motiverede skibsfører- og maskinmester kadetter, som kan udgøre en del af vores fremtidige crew i vores flåde. Vi har samtidig gode erfaringer med vores danske kadetter. De er dygtige, og vi vil gerne have endnu flere, der har lyst til at bruge deres gode hoved og hænder ombord på vores skibe”, forklarer Kim Balsløv Jørgensen.