Øvrigt

Eu­ro­pæ­i­ske e-skills ef­ter­ly­ses

Den årlige e-skills week satte i slutningen af marts fokus på europæiske studerende og medarbejderes it-færdigheder og nødvendigheden af at digitalisere kommunikationen mellem borgere og det offentlige – afgørende indsatsområder for den europæiske konkurrenceevne og velfærd.

Den sidste uge i marts blev den europæiske kampagne e-skills week afholdt med afsluttende konference i Danmark den 30. marts 2012. E-skills week er en årligt tilbagevendende begivenhed, der har til formål at informere borgere og virksomheder om vigtigheden af at kunne anvende it i dagligdagen.

It-færdigheder er af afgørende betydning for konkurrenceevnen og for den offentlige sektors og virksomhedernes digitalisering og produktivitet, og det er vigtigt med en dobbeltstrenget indsats, der får såvel den computerforskrækkede til at bruge internettet og den uddannelsessøgende til at vælge it-vejen.

Digitalisering skaber velfærd
For at få flere til at bruge internettet, blev der i løbet af e-skills week afholdt kurser på for eksempel landets biblioteker for borgere, der gerne ville være bedre til at gebærde sig på nettet og benytte digital selvbetjening – og der er brug for at få så mange som muligt med på vognen, for i 2015 skal 80 procent af kommunikationen mellem borgere og det offentlige foregå over computeren.

Det koster ifølge DR.dk 120 kroner at behandle et brev eller en e-mail, mens en digital henvendelse koster fem kroner. Blandt andet af den grund kan landets kommuner spare milliarder på den øgede digitalisering.

Ifølge beregninger fra Dansk Erhverv og IT-Branchen forventes en gevinst på tre milliarder kroner årligt, hvis målet om digitalisering realiseres, og danskerne lærer at bruge digital selvbetjening, når de skal melde flytning, forny kørekort, indskrive børn i daginstitutioner med videre:

”Hvis vi når målet om, at 80 procent af al kommunikation mellem borgere og det offentlige skal være digital fra 2015, vil driftsudgifterne falde fra 4,2 milliarder kroner til 1,2 milliarder kroner årligt,” udtalte direktør i IT-Branchen, Morten Bangsgaard, ifølge DR.dk den 17. oktober 2011.

Ifølge DR.dk vil milliardgevinsten betyde, at cirka 7.500 administrative medarbejdertimer fra for eksempel Borgerservice kan overføres til serviceområder som for eksempel børnepasning og ældrepleje.

Formanden for Kommunernes Landsforening, Jan Trøjborg, bekræfter, at gevinsten skal bruges til at gøre ’kolde hænder varme’ og imødekomme truslen om mangel på arbejdskraft:

”… det er en helt nødvendig vej at gå, for hver gang, fem medarbejdere forlader arbejdsmarkedet, vil der kun komme fire nye ind,” siger Jan Trøjborg ifølge Ritzau til Berlingske.

Ifølge en rundspørge fra Berlingske Research forventer knap tre ud af fire kommuner, at de kan reducere personaleforbruget i Borgerservice. 38 procent har allerede skåret ned i åbningstiden som følge af øget digitalisering, mens yderligere 11 procent har planer om det.

Europæere skal frem i it-skoene
At ’gøre kolde hænder varme’ er et vigtigt indsatsområde, som skal være med til at sikre vores velfærd fremadrettet; men for at Europa fremover kan gøre sig gældende i den internationale konkurrence, er det desuden afgørende, at flere bliver interesserede i it-faget.

Ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Industri (DI) den 30. marts 2012, kommer der til at mangle op til 700.000 it-medarbejdere i europæiske virksomheder i 2015, så udover at kunne betjene os selv på internettet, skal flere også være i stand til at skabe nye it-produkter:

Ved afslutningskonferencen for e-skills week i København, hvor det alvorlige problem med den kommende mangel på it-arbejdskraft blev drøftet, sagde DI’s administrerende direktør, Karsten Dybvad:

”Europæerne skal ikke bare være forbrugere at tablets, smartphones og sociale tjenester. Vi skal selv skabe fremtidens Apple, Google og Microsoft.”