JobglædeJobsøgningKarriere

Er du træt af dit kom­mu­ni­ka­tions­job? Sådan skifter du spor…

Er du ved at være træt af dit job som kommunikationsmedarbejder, marketingkoordinator eller webredaktør? Få gode råd her til at skifte spor.

Har du fået nok af at producere 100 nyhedsbreve om året og vinkle skarpe pressemeddelelser, som du gør lige nu i dit job som kommunikationsmedarbejder? Eller arbejder du inden for et andet felt i kommunikationsbranchen og føler dig i den grad klar til at skifte spor, fordi du er blevet træt af det arbejde, der hver dag udgør din arbejdsdag? Så råder Anne Møller, der er konsulent i fagforeningen Kommunikation & Sprog, dig til først og fremmest at udfordre dig selv i forhold til, hvorfor du egentlig ønsker at skifte spor.

”Find ud af, hvad ønsket om at komme væk egentlig bunder i og fokuser i den forbindelse på din egen rolle, din leder, dine opgaver og dine kollegaer. Er det kun inden for nogle af elementerne, at du ønsker sporskifte?,” spørger Anne Møller, der ofte udfordrer medlemmerne for, at de skal finde ud af, hvad den dybereliggende årsag til sporskiftet egentlig er, for måske vil du ikke længere producere kommunikation men ønsker en mere strategisk funktion, og så er der ingen grund til at overveje at gå i gang med en helt ny uddannelse eller tænke i fuldstændig andre baner.

Er det selve jobbet, som er begyndt at hænge dig langt ud af halsen, hver gang du tænder for computeren, så fokuser på, hvad dine basiskompetencer er – og hvad du er uddannet inden for.

”Derefter skal du kigge på, hvad du har lavet i tidens løb. Har du undervist, har du produceret, har du arbejdet med salg? Se også på, hvad du ellers har lavet, for ofte har mange et slags minikarriereforløb, som har kørt ved siden af deres almindelige job – eller har haft det, inden de fik deres første job. De kan måske have været i en tøjbutik og er avanceret til at blive indkøber og senere til at have ledelsesansvar – det er godt at have med i betragtningen,” siger Anne Møller.

Du er nødt til at have en krog

De konklusioner du når frem til, skal du bruge for at spore dig ind på, hvilket andet job du egentlig er på udkig efter. Derudover råder Anne Møller også til, at man ser på, hvilken type arbejde man synes er sjovt – også i ens nuværende job - og at man går efter at få mere af det i det nye job. Derudover mener hun, at du skal læse jobopslagene nøje igennem, fordi der kan være stor forskel på, hvilket jobindhold der ligger i stillingen som eksempelvis ”koordinator”. Ifølge Anne Møller kan ”koordinatorens” arbejde i nogle tilfælde minde om en kommunikationsmedarbejders opgaver, og derfor er det vigtigt at læse mere end overskriften på jobopslaget.

”Når du har set på, hvad du kan, dine erfaringer og hvad du synes er sjovt, så kan du gå videre. Du er nødt til at have en krog i dine erfaringer, som du kan knytte an på, når du skal skifte spor. Det er svært at få et job, hvor du slet ikke har nogen kvalifikationer. Du skal kigge strategisk på dit cv for at finde den krog, der kan lede dig videre,” siger Anne Møller og tilføjer, at det nogle gange kan være en hjælp – uanset hvor stort et sporskifte man agter at lave – at tænke to jobs frem – fordi det kan gøre det lidt nemmere nu og her.

”Desuden kan man prøve at bruge sit netværk og høre en, som har ens drømmejob, om; hvad de har gjort for at komme dertil. Hvis man ikke direkte kender nogen, så kan man eventuelt søge på LinkedIn og finde en, der måske kan hjælpe,” siger hun.

Selv om det er få, Anne Møller taler med i Kommunikation & Sprog, som ønsker at skifte fuldstændigt spor – og eksempelvis uddanne sig til sygeplejerske, fordi det er det eneste, de vil nu, så findes de – og det kræver som nævnt ofte en helt ny uddannelse og desuden overvejelser i forhold til det.

Her er man også nødt til at kigge på ens økonomi, fordi den ofte vil være påvirket af, at man skal til at læse igen og skal på S.U.,

Anne Møller, fagforeningen Kommunikation

Hvis man vil blive inden for kommunikationsbranchen, så skal man også tænke på, om man har en særlig identitet inden for et felt, som man vil have svært ved at beholde inden for et andet felt, hvis man gerne vil det. Det gør sig ifølge Anne Møller eksempelvis gældende, hvis man er uddannet journalist og begynder at arbejde inden for marketing, mens uddannelser og de tilhørende identiteter inden for kommunikation lettere kan flyde sammen med marketing og HR.

Læs også