En nordjysk teknisk designer tjener 4.500 kr. mindre end en kollega i hovedstaden



Der er markant forskel på, hvor meget du tjener som teknisk designer alt efter, om du bor i Nordjylland eller i hovedstaden.

Ulla Oppermann Blankholm
Blankholm Kommunikation


Arbejdet adskiller sig formentlig ikke det store; om du arbejder som teknisk designer i København eller Nordjylland – men det gør lønnen. Teknisk Landsforbund har taget et nærmere kig på medlemmernes lønstatistik, og den viser, at der er store regionale forskelle på lønniveauet afhængigt af, hvor i landet du arbejder. Forskellen er ifølge Teknisk Landsforbund størst, hvis du er teknisk uddannet: En teknisk designer i Nord-, Vest- eller Sønderjylland tjener i gennemsnit 4.500 kroner mindre end en tilsvarende kollega i hovedstaden. For produktionsteknologer gælder det, at lønforskellen fra den ene ende af landet til den anden i gennemsnit er på 3.200 kroner.

Direktør og økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - Lars Andersen - mener, at det i bund og grund er markedskræfterne, der afgør lønniveauet i et bestemt område – og at virksomheder generelt forsøger at undgå en for stor lønspredning blandt de ansatte:

”Det generelle lønniveau i en virksomhed smitter af på lønniveauet for Teknisk Landsforbund’s medlemmer. En virksomhed i hovedstaden med mange specialister vil generelt have et højere lønniveau, og det vil hive medlemmernes løn op. Omvendt vil en produktionsvirksomhed i Jylland, hvor hovedparten af medarbejderne er faglærte/ufaglærte, have et lavere lønniveau, og det vil påvirke medlemmernes lønniveau nedad,” siger Lars Andersen til fagbladet Teknikeren.

Læs også: Ingeniørmangel sender lønnen til vejrs

Højere udgifter æder stor del af lønforskellen

Han peger på, at de højere udgifter til især bolig delvis vil æde lønforskellene mellem land og by op – boligudgifterne er markant højere i hovedstadsområdet og i Aarhus og Aalborg.

”Priserne på boliger er højere, fordi de kan sælges til den pris. Det kan de, fordi lønningerne er højere. Hvad der kommer først, er svært at sige. Det er markedskræfterne, der i høj grad afgør det,” siger han til Teknikeren.

Det er ikke kun de tekniske designere og produktionsteknologer, der mærker en stor forskel i det månedlige udbetalte beløb på bankkontoen – billedet bliver generelt bekræftet i en artikel på DR.dk fra 2015.

Artiklen, der henviser til et særudtræk fra Danmarks Statistik, viser, at storkøbenhavnerne kan prale af landets bedste lønninger, mens jyder og fynboer generelt må tage til takke med en mere beskeden indkomst. 19 ud af 20 kommuner, hvor flest tjener over 600.000 kroner om året ligger alle på Sjælland – og tæt på København. Artiklen fremhæver, at der er de åbenlyse forklaringer på, at københavnerne vinder løndysten: Styrelser og ministerier ligger her, og der har folk generelt mere velbetalte stillinger. Folk i hovedstaden skifter oftere job, og det betyder, at virksomhederne må betale en god løn for at holde på de ansatte – og så er der en høj koncentration af højtuddannede og specialister omkring hovedstaden – og en høj uddannelse giver ofte mere i løn. Derudover er der de knap så indlysende årsager til den højere løn i hovedstadsområdet:

”Når man bor i København og fortæller vennerne, hvad man får i løn – og mændene overdriver nok lidt – så tænker folk: Jeg burde også forlange mere,” siger Kim Staack Nielsen til DR.dk. Han er administrerende direktør for Dansk HR.

Et fag, som også oplever store lønforskelle mellem land og by, er ingeniørfaget, hvor der i gennemsnit ruller 11.385 kroner mere ind på lønkontoen hver måned hos de privatansatte ingeniører, der bor i Nordsjælland i forhold til dem, der bor på Fyn. Det fremgår af en artikel på Jobfinder.dk. Forklaringen på den store forskel er helt simpel, ifølge formand for Ingeniørforeningens arbejdsmarkedsudvalg, Morten Thiessen:

”Det helt korte svar er: Fordi de kan. Lønniveauet i hovedstadsområdet er klart over landsgennemsnittet, og det har altid ligget godt ti procent over gennemsnittene, og tallene her viser, at den forskel ikke bliver mindre,” siger han til Jobfinder.dk.

Læs også: COWI: De her ingeniører går vi efter

Publiceret 2017-07-01


Seneste artikler

Ingeniører føler sig ikke jobmæssigt udfordret af kunstig intelligens
Ingeniører føler sig ikke jobmæssigt udfordret af kunstig intelligens
Kunstig intelligens vil overtage en stor del af de jobs, vi kender i dag. De fleste ingeniører regner dog ikke med, at deres job vil blive påvirket.

Indrykket 1. december på Ingeniør og teknik
seniorer stortrives med seniorordning
Seniorer stortrives med seniorordning
For virksomheden Babcock & Wilcox Vølund i Esbjerg betyder en seniorordning, at vigtige kompetencer bliver i virksomheden – og seniorerne trives formidabelt.
Indrykket 17. november på Ingeniør og teknik
GEA søger 10 ingeniører til Powder Handling
GEA: Vi søger 10 ingeniører til Powder Handling. Findes de her i landet?
Nu skal Powder Handling flyttes fra New Zealand til Søborg, som er en af GEAs strategiske hubs. Derfor søger GEA 10 ingeniører, der vil opbygge det globale Powder Handling teknologicenter i Danmark.
Indrykket 16. oktober på Ingeniør og teknik
Det gav et boost af dimensioner at skifte virksomhed
Det gav et boost af dimensioner at skifte virksomhed
En MBA satte tankerne i gang hos Peter Frost Andreasen: Efter 15 år i samme virksomhed, ville han prøve kræfter med en ny.
Indrykket 1. oktober på Ingeniør og teknik
Det skal være sjovt at gå på arbejde
Den danske it-virksomhed Pentia er blevet kåret som Europas sjoveste arbejdsplads. Prisen er kulminationen på mange års kultur-udvikling.
Indrykket 1. september på Ingeniør og teknik
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.