E-mærket har afgørende betydning for netkunder


creditcard

Af Ulla Oppermann Blankholm

Danske netkunder holder øje med e-mærket, når de skal handle, og for første gang er
e-mærket blevet den væsentligste faktor for de kunder, der handler i en netbutik for første gang.

Netkunder tager sjældent deres kreditkort op af lommen, før de har sikret sig, at netbutikken ser professionel ud – eller de har hørt godt om stedet fra andre. Nu viser en undersøgelse af e-handel, at e-mærket for første gang, er det allervigtigste ved valget af en ny netbutik.

Ifølge analysen vælger 20 procent e-mærket som det vigtigste ved valget af en ny netbutik, mens 16 procent mener, at netbutikken skal se professionel ud – og tilsvarende antal personer lægger mest vægt på, at butikken har fået positiv omtale fra andre.

Årsagen til e-mærkets fremgang skal ifølge direktøren for e-handelsfonden findes to steder:
”For et lille års tid siden indgik vi et stort samarbejde med nogle af de førende prissammenlignings-sider som pricerunner.dk og kelkoo.dk, hvor e-mærket fremgår af deres sider. Samtidig etablerede vi en hotline for forbrugerne, så hvis der opstår nogle tvister ved købet, kan de henvende sig til os,” siger Lars Schmidt Larsen.

Hotline-ordningen har kørt i et år nu, og der har været omkring 1.000 opkald og mails – hvoraf 500 har været konkrete sager, som e-handelsfonden har løst. Tidligere var den eneste klagemulighed Forbrugerklagenævnet, som har en minimumsgrænse for produktets beløb. Det har man ikke hos e-handelsfonden.

”Det er en stor succes, at vores jurister får forbrugerne og butikkerne til at nærme sig hinanden. Typisk opstår sagerne på grund af mangelfuld kommunikation – der er ikke tale om svindlere. Det ville være dumt som svindler at melde sig til e-mærket og selv bede om at blive holdt under kontrol. De fleste e-mærkede butikker strækker sig faktisk langt for kunderne, fordi de godt kan se, at det ikke kan betale sig at få sure kunder på grund af 70 kroner.”

Stigning i salg
Netbutikken Houseofkids.dk har fået 32 procent flere kunder, efter de er begyndt at bruge e-mærket. ”Da vi startede undersøgelsen, var jeg en smule skeptisk overfor, hvorvidt e-mærket rent faktisk havde en effekt, så derfor blev jeg da noget overrasket over resultatet af undersøgelsen. Der er ikke længere tvivl om, at mærket har en positiv effekt,” har Helle Guldmand, der ejer Houseofkids.dk, sagt i en pressemeddelelse fra e-handelsfonden.

E-mærket varetages som sagt af e-handelsfonden, som er en non-profit fond, som Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, DI, FDIH, HK, Dansk IT og Finansrådet står bag. I dag er 639 hjemmesider godkendt som værende e-mærket, og 98 er i gang med at få e-mærket. Når butikkerne først har fået e-mærket, bliver der løbende ført kontrol og foretaget stikprøver af e-handelsfonden.

Hvad med udenlandske butikker?
Det er kun danske netbutikker, der kan få e-mærket, og internettet lokker jo med fristelser fra hele verden. ”Hvis man vil handle i udlandet, er vores anbefaling, at man altid betaler med kreditkort. Hvis du gør det, kan du få pengene tilbage, hvis varen ikke kommer. Der findes desuden andre mærkningsordninger, som man kan kigge efter. For eksempel ”Trusted Shops” i Tyskland og ”Isis” i England.” Virksomhederne skal betale for at komme med i e-mærkningsordningen, og man betaler efter, hvor mange ansatte, der er i virksomheden. Har man for eksempel fra 0-4 ansatte, er etableringsprisen 1.900 kroner – og hvis man er over 250 ansatte, er den 7.300 kroner. Derudover er der en årlig pris for at være e-mærket på for eksempel 4.500 kroner – hvis man er 0-4 ansatte – og 14.500, hvis man er over 250 ansatte. Du kan læse mere om e-handelsmærket på
www.e-maerket.dk

Publiceret 2010-08-13
Annonce: